En bog, der emmer af at være gennemarbejdet og bygget på indsigt, er det altid interessant at gå i lag med. Mine første greb består som regel i at læse indholdsfortegnelsen og derefter stikords- og litteraturlisten. Således også her – og jeg noterer mig, at bogen, der handler om pædagogisk ledelse, ikke medtager begreberne undervisning, formål, dannelse, mens for eksempel læringsmålstyret undervisning optræder 28 gange, kompetenceudvikling 39 gange, New Public Management 14 gange, videndeling 18 gange og pædagogisk ledelse 75 gange. Litteraturlisten tyder på en meget bred og tværfaglig tilgang, især blandt de ældre titler, mens den nyeste litteratur især omhandler et ret målrettet syn på offentlig ledelse. Som en kuriositet kan nævnes, at filosoffen Peter Kemp optræder med "Engagementets poetik" fra 1974, mens hans seneste og meget reformkritiske værker ikke er med.

Med denne forforståelse som adgangsbillet til læsningen bliver man ført ind i en særdeles kompetent beskrivelse af, hvordan pædagogisk ledelse kan udfolde sig som faglig ledelse i en skole, hvor læring er omdrejningspunktet, og hvor lederen må sikre en konstant tovejskommunikation omkring opgaveløsningen.

Bogen signalerer stærkt, at de to forfattere bygger både på en solidt teoretisk ballast og på et indgående kendskab til folkeskolens praksis og hverdag. Disse to tilgange bringes i spil i gode cases og i sammenfattende modeller/skemaer, hvor stort set alle de facetter af den læringsorienterede skole bliver berørt: sammenhængen mellem visioner, mål og praksis, inklusionen, faglig kompetenceudvikling, tværprofessionelle team, feedback, evaluering, effektmålinger med mere. Og efter min opfattelse mest interessant: videnskabsteoretiske overvejelser, der sætter fokus på menneskesyn og tilegnelse af viden, hvilket uvægerligt fører til krav om refleksion i ledelsen og i organisationen.

Bogen formår på en overbevisende og detaljeret måde at tænke ind i skoleledelsens og dermed skolens univers, så den giver god valuta til den angivne målgruppe, som er stort set alle, der har med skole at gøre på niveauerne over den lærer, der skal udføre det arbejde, der har læring i centrum, som det hedder i bogen. Det er tydeligt, at bogens forfattere færdes hjemmevant blandt disse aktører, hvilket fornemmes i den sikre opbygning med skolenære cases, teoretisk fundering, velvalgte skemaer, videnskabsteoretiske overvejelser og refleksionsoplæg.

Bogen er som sagt god til at få læseren til at tænke ind i den læringsmålstyrede skole, men ikke til at tænke ud af boksen. Forfatterne er 100 procent loyale over for læringsmålstyringen som grundlag for den virksomhed, vi kalder skolen, med alt hvad dette indebærer af fokuspunkter for ledelsen. De giver stærke og raffinerede redskaber til en sådan skoles ledere. Men det betyder også, at den kritik, der har været af reformen og dens grundlag, ligger uden for denne bogs rammer.

Og dog. Netop fordi forfatterne er så bredt funderede i deres litteraturvalg fra tiden før den læringsmålstyrede skole, opstår der frugtbare sprækker i deres videnskabsteoretiske og reflektoriske afsnit. Her vil det være muligt at forholde sig kritisk til andet og mere end det, der ikke virker inden for læringsskolens mure. Så grib muligheden i uddannelserne, i ledelsesgrupperne og i drøftelserne mellem lærere og ledelser. Det kan gå hen og give mening.

Mens jeg har læst bogen, har jeg lyttet lidt til Eske Willerslevs foredrag, fra dengang han fik Rosenkjær-prisen i 2012. Hvis man holder denne gudsbenådede forsker og formidler op imod bogens evidenstrappe, så er det påfaldende, at det tilfældigt opståede og udokumenterede har en helt særlig betydning, akkurat som det fremgår af utallige skoleerindringer, hvor stjernestunderne sjældent er det målstyrede. Derfor må lærere læse med og gå ind i diskussionerne med lederen, så sprækkerne i målstyringsskolens murværk kan lade lyset falde ind.              

Under læsningen kom også nyheden om, at Helsingørs læreres gamle lejrskole, Arnakke, er sat til salg, fordi ingen aktive lærere har tid til at deltage i bestyrelsesarbejdet. Man siger, at skolen går på to ben, det faglige og det udadvendte (en underlig Thummelumsenagtig metafor). Bogen kunne godt blive et bidrag til, at skolen bliver lig Lille Virgils etbenede, stumme hane, hvis ikke pædagogisk ledelse også bliver søgende ledelse, hvor undervisning er overalt i Møllehaves dobbeltbetydning: Vis det, der ligger under (Brandes’ kritik), og vis undere (Grundtvigs livsoplysning).

Dette er hanengalemig en væsentlig tilføjelse til mine roser til denne bog.