Den lille bog præsenteres som noget af en knaldperle i skoledebatten. Forfatteren, Justine Grønbæk Pors, har grundigt studeret, hvordan opfattelsen og beskrivelsen af evaluering i skolen har ændret sig gennem de seneste år.

Med afsæt i Luhmanns teori om forholdet mellem magthaver og den styrede og Althussers begreb om anråbelse, altså om hvordan et menneske reagerer, når nogen vil ham noget, beskriver og analyserer hun de processer, der foregår i en form for dialog mellem Undervisningsministeriet og den enkelte lærer. Hendes påstand er, at lærerne ikke har opdaget, hvad deres egentlige rolle er i processen med at skabe den evalueringskultur, som OECD i sin rapport fra 2004 mente var nødvendig, hvis danske skolebørn fremover skal score bedre i Pisa-undersøgelserne.

Ministeriet appellerer til læreren om at bruge evalueringsredskaberne til at iagttage, reflektere over og udvikle sig selv, og det er bogen igennem det kernepunkt, forfatteren kredser om. Forfatteren ser det som en form for manipulation, for når lærerne bliver sat i den rolle, er det ikke deres eget ønske.

Samtidig kritiserer hun en række skoleforskere for ensidigt at holde fokus på kritik af de redskaber, man betragter som ministeriets redskaber til detailstyring af skolen, nemlig test og elevplaner. I stedet mener forfatteren, at de skulle interessere sig for, hvordan ministeriet på hjemmesiden www.evaluering.uvm.dk har skiftet strategi, idet man her har skubbet vægten fra det foreskrivende til en anvisning på, hvordan lærerne bør gøre sig selv til personer, der til stadighed reflekterer over deres arbejde som lærer, både i forhold til de enkelte undervisningssituationer og i forhold til sig selv og den måde, de udøver deres arbejde på. Det er, mener forfatteren, manipulation, og hun påpeger, at selv om denne måde at styre på levner mere plads til, at lærerne kan styre sig selv, så er der altså stadig tale om en styringsform.

Manipulation er bestemt ikke noget plusord, men jeg synes, at man med god ret kan spørge sig selv, om det nu også er så galt. Eller rettere: det er vanskeligt at finde argumenter for det modsatte. Skulle idealet for lærerstanden være at famle i blinde og god undervisning være defineret som en fornemmelsessag, hvis resultater afhænger af den grad, læreren intuitivt ønsker at gøre det gode? Bevares, nogle af de negative beskrivelser i ministeriets materiale af læreradfærd kan sagtens læses som en fordømmende parodi. Men er det virkelig forfatterens påstand, at eksemplerne på mangelfuld refleksion over egen undervisning ikke bare nogle steder har bund i virkeligheden? Der findes faktisk en undersøgelse, der påviser, at ganske mange lærere reflekterer meget lidt over, hvad de for eksempel vil med at tage eleverne ud på et naturcenter.