Vi ved fra forskellige undersøgelser, at lærere sætter stor pris på deres kolleger og det kollegiale samarbejde. Når man spørger lærere, hvad der trækker deres job i en positiv retning, svarer over halvdelen, at det gør deres kolleger. Øverst på listen ligger eleverne, men mange lærere fortæller, at det i høj grad også er deres kolleger, der er en kilde til arbejdsglæden. Lige nu er folkeskolen udfordret af lærermangel, og et alt for stort antal af lærere i folkeskolen er uden læreruddannelsen. Vi mangler med andre ord uddannede lærere. At uddanne lærere foregår på to uddannelsesarenaer: Læreruddannelsen og folkeskolen. Desværre er det ofte sådan, at de lærerstuderende oplever en manglende sammenhæng mellem de to arenaer. I disse dage mødes Læreruddannelsens Ledernetværk med læreruddannelsens nationale faggrupper og repræsentanter fra faglige arbejdsgrupper, der det sidste års tid har arbejdet med at tænke med på udvikling af læreruddannelsen. En af de afgørende ændringer, der er på tegnebrættet, er en nytænkning af praktikken.

Nye lærere oplever, at overgangen til lærerjobbet er hård. De har i den grad brug for – og efterspørger gerne - kollegial støtte, men måske kunne man vinde noget ved at sætte ind meget tidligere. En måde at gøre det på kunne være, at man begynder at betragte praktikskolerne som uddannelsesskoler. I det begreb ligger, at folkeskolen fremadrettet har et større medansvar for at uddanne de kommende lærere. Det vil kræve en opkvalificering af praktiklærere, der nu skal uddannes til også at være voksenuddannere – til at være uddannelseslærere. Det vil også kræve en opkvalificering af undervisere på læreruddannelsen. De skal i højere grad se sig selv som læreruddannere, og ikke udelukkende som fagundervisere. Ændringerne kræver både tid og penge. Der er brug for en helt ny måde at strukturere og tænke praktikken på.

Det øgede samarbejde mellem læreruddannelsen og folkeskolen vil kræve udviklingen af et fælles fagsprog. Både lærerstuderende, uddannelseslærere og læreruddannere har brug for et fælles fagsprog, der kan kvalificere samtalen om lærerarbejde. Undersøgelser peger desværre på, at der ofte benyttes et hverdagssprog, når man taler om praktikken.

Om end der er forskel på de to arenaer, er arbejdsfordelingen ikke, at skolen står for praksisviden og læreruddannelsen for teoretisk viden. Der er teori og praksis begge steder, og det skal læreruddannere og uddannelseslærere være med til at understøtte den studerende i. Det skal ikke være den studerende, der skal skabe sammenhængen mellem de to uddannelsesarenaer, eller være den studerende, der står med splittelsen, når de to arenaer trækker i hver deres retning. Uddannelsesskole og læreruddannelse er afhængige af hinanden og kan kun bestå i kraft af hinanden. Det skal alle aktører i samarbejdet være bevidste om, bidrage til og værne om.

Når man går fra at være praktikskole til at være uddannelsesskole, skal det være med til at styrke, at læreruddannelsen bliver praksisnær. Det praksisnære kan imidlertid ikke stå alene. I en uddannelse er der også brug for praksisfjernhed forstået som en kritisk distance til ens egen praksis. Den side skal både uddannelseslærere og læreruddannere være med til at styrke. De studerende skal hjælpes til at kunne reflektere over deres egen praksis, så de på længere sigt kan være med til at både at undersøge og udvikle folkeskolen.

Hvis folkeskolen fortsat skal være det naturlige førstevalg for både forældre og lærere, er der brug for, at man begynder at betragte opgaven med at uddanne lærere som en fælles opgave for folkeskolen og læreruddannelsen.

Både på læreruddannelsen på KP og på UC Syd har vi se de seneste år på forskellig vis arbejdet med at nytænke praktikken. Det kan vi ikke gøre alene. Vi har også brug for, at folkeskolens lærere og ledelse tænker med. Det er ikke gjort over en nat. Der ligger et stort arbejde foran os, men vi håber, at folkeskolelærerne kan se sig selv i rollen som med-uddannere af deres kommende kolleger. Vi ser frem til samarbejdet.