Kirsten Krogh-Jespersen var folkeskolelærer - og en hel masse mere. Underviser på læreruddannelsen, forsker i skolepraksis og læreres muligheder for at arbejde sammen om god undervisning for alle elever.

Jeg mødte Kirsten første gang, da hun sammen med et hold lærerstuderende skrev bogen ”Praksischok - den nye lærers møde med folkeskolen”, som jeg skulle redigere for forlaget Unge Pædagoger. Det gav de første gode, temperamentsfulde diskussioner, som der senere blev mange af. Kirsten skrev ikke for at tækkes nogen eller noget. Hun underviste, forskede, talte og skrev for at forandre og forbedre. Det blev til mange kursusoplæg, mange artikler og bøger, og også som anmelder ved Folkeskolen gjorde hun det smaddergodt med den sikre blanding af tydelige holdninger og solid faglighed. Den samme cocktail, som kendetegnede hendes ph.d.-afhandling om lærerprofessionalitet.

Kirsten dimitterede fra Hjørring Seminarium i 1964 og blev lærer på Læssøesgades Skole i Aarhus. Få år efter begyndte hun også at undervise på Danmarks Lærerhøjskole, og cand.pæd.-uddannelsen kom selvfølgelig flere år efter, at hun var blevet ansat på Marselisborg Seminarium, for erfaring og viden om praksis kom først for Kirsten. Teorien kom bagefter - som søgeramme til forståelse af mønstre, modsætninger og muligheder

Når hun forskede i lærerpraksis, pædagogik, skoleudvikling og læreruddannelse, var hun altid den engagerede, kritiske lærer. Det mærkede hendes studerende og kollegerne på læreruddannelsen. Og det mærkede jeg, mens jeg arbejdede på Folkeskolen. Hvis jeg havde skrevet en leder, hun syntes om, kunne hun sende et par anerkendende ord. Når jeg derimod skrev noget slapt, ligegyldigt eller forkert, nøjedes hun ikke med få linjer, så kom der en mange ord. Men med saglige argumenter - aldrig brokkerier.

Jeg talte længe med hende sidste sommer, da hun ringede for at tjekke nogle oplysninger om den nye læreruddannelse. Hun var som altid engageret og brændende optaget af det, der sker med folkeskolen og med verden. Vi talte om Ukraine, om doughnut-økonomi og borgermøder, men vi begyndte og sluttede med at snakke om skole og lærere.

At hun var syg og havde været igennem en langvarig behandling, som ikke havde nogen effekt, fortalte hun ikke. For sådan var den Kirsten, jeg kendte. Hun kørte på. Ville noget. Undersøgte, handlede, oplevede. Men den 8. januar døde Kirsten, hun blev knap 82 år. Nu har vi så minderne, glæden ved at have mødt hende og taknemmeligheden for hendes store indsats.

Kirsten Krogh-Jespersens indsats har betydet meget for mange og for folkeskolen. Ære være hendes minde.