Når børn starter i skole, er de fyldt med håb, nysgerrighed og gå-på-mod i forhold til at lære. Men undervejs i skoleforløbet forsvinder lysten og nysgerrigheden hos mange elever, og for matematiks vedkommende betyder det, at mange elever forbinder faget med ondt i maven og modvilje, skriver Signe Kofod Helledie i sit pædagogiske diplomprojekt fra Københavns Professionshøjskole.

De lavtflyvende

Timms-undersøgelsen (Trends In International Mathematics Study) fra 2011 – 2019 fulgte elevers lyst til deltagelse i matematikundervisningen på 4. årgang og viser faldende lyst og matematikglæde hos aldersgruppen. Samme tendens oplever Signe Helledie i 4. klasserne på den skole, hvor hun er matematikvejleder. Eleverne skulle definere deres matematiklyst med en grøn, gul eller rød smiley, og resultatet viste overvægt af røde og gule smileys: Over halvdelen af eleverne oplevede manglende lyst til matematik.

Hun skriver, at hun som matematikvejleder ofte først møder eleverne, når de har oplevet mange nederlag med faget eller har udviklet decideret matematikangst og derfor kommer i skolens ”styrkecenter” for at modtage ekstraundervisning. I projektet bruger hun betegnelsen ”den lavtflyvende marginalgruppe” for disse elever. Hendes hypotese, der ligger forud for projektet, var, at forebyggende arbejde i klasserne, ville kunne styrke matematikglæden hos elevgruppen og dermed fjerne fokus fra angst og matematikvanskeligheder. Det ledte til følgende problemformulering:

”Hvilke faktorer kan identificeres hos den lavtflyvende marginalgruppe, som værende bidragende til oplevelse af lyst til matematik, og hvordan kan en didaktik, der sætter matematiklyst i fokus, implementeres i almenundervisningen?”

Idiotisk og dum

Signe Helledie har i projektet interviewet tre elever om deres lyst til deltagelse i matematik og deres tro på sig selv. Undersøgelsen forløb over 14 dage, hvor hun som vejleder havde eleverne tre lektioner om ugen på skolens ”styrkecenter”, hvor formålet var at forberede eleverne til kunne deltage i klassens fælles matematikundervisning ved at arbejde med forforståelse og sprog.

Signe Helledie refererer til den canadisk-amerikanske psykolog Albert Banduras begreb ”self-efficacy”, som han beskriver som “personens vurdering af egen evne til at præstere på foreskrevne niveauer under aktiviteter, der har indflydelse på begivenheder, som påvirker deres liv”.

Skoler er med til at påvirke i hvor høj grad elever udvikler en stærk eller svag følelse af efficacy, skriver hun: ” Læreren spiller en stor rolle i at etablerer læringsmiljøer, der fremmer udviklingen af self-efficacy hos eleverne”. Hvis elever har udviklet en svag følelse af efficacy, tvivler de i høj grad på deres evner og ser deres faglige præstationer som et resultat af egne evner. Det betyder, at de undgår opgaver, de synes er vanskelige eller giver hurtigt op ved modgang.

I før-interviews med eleverne blev de blandt andet spurgt til deres oplevelse af at mestre matematik, og en af eleverne gav tydeligt udtryk for sin manglende følelse af self-efficacy ved gennemgang af opgaver på tavlen: ”Så sidder jeg bare der og tænker, jeg er idiotisk og dum”.

Sammenligningen med de andre elever i klassen fylder i elevernes opfattelse af sig selv, og matematikevnerne ses som en statisk, medfødt størrelse, der ikke er mulig at gøre noget ved og deraf en følelse af aldrig at blive en dygtig elev:

”Elev: De kan bare alt. De laver dem bare, og de er hurtige til opgaverne.

Lærer: Så dem kigger du på og tænker ”Hold da op?”

Elev: Det bliver jeg aldrig”.

Glæden ved at være forberedt

Efter de 14 dage, hvor de tre elever gennem timer i ”styrkecenteret” blev forberedt på klassens matematikundervisning, interviewede Signe Helledie eleverne igen og konkluderer i analysen en udvikling i elevernes oplevelse af mestring og glæde ved faget. Eleverne fremhæver i efterinterviewet overvejende faktoren ”at være forberedt” for deres følelse af lyst til at deltage i klassens fælles undervisning. ”Denne faktor fremhæves i en sådan grad, at den ud fra elevperspektiv kan beskrives som altafgørende fore deres lyst, men også for en personlig positiv udvikling”, skriver hun og fortsætter:

”I eksperimentet bliver det tydeligt, at eleverne vægter mestring af opgaver højt, og at det skaber glæde, når de oplever følelsen af at mestre. De forbinder det at mestre opgaver med besiddelse af personlige evner og kompetencer. Derfor er det ikke kun deres self-efficacy inden for matematik, der styrkes af de positive mestringsoplevelser i undervisningen, men også deres personlige self-efficacy i andre sammenhænge”.

Større sammenhæng til almenundervisningen

Signe Helledie konkluderer, at der skal være større sammenhæng mellem undervisningen uden for klassen og den undervisning, der foregår i klassen. Man skal væk fra tænkningen om, at elever sendes til ekstraundervisning for ”at blive fikset” og få fyldt de faglige huller op. Det vil være en fordel, hvis en større del af matematikvejlederens arbejde ligger ude i klasserne, hvor der skal fokus på forforståelse og sprog for på den måde at skabe bedre rammer for at inkludere elever med matematikvanskeligheder og generelt skabe mere lyst og glæde ved matematikken.

Vi bør ”skabe en skolekultur, der bygger på en didaktik, der skaber positiv udvikling og opgave-orienteret tilgang hos disse elever og bidrager til lyst og glæde til deltagelse i undervisningen. En sådan didaktik bør i høj grad have fokus på de forberedende elementer i form af arbejdet med forforståelse, sproget og læringsmål”, skriver Signe Kofod Helledie.