Skønt skolesystemerne i Norden på mange måder ligner hinanden, skønt emnerne for den aktuelle skoledebat stort set er de samme, og skønt der i de nordiske lande er stor lydhørhed over for de samme internationale strømninger og processer, organiseres læreruddannelsen vidt forskelligt fra en femårig uddannelse på magisterniveau i Finland til en treårig bacheloruddannelse i Island.

I et afsnit for hvert af de nordiske lande beskrives læreruddannelsens historie og nuværende tilstand. Her ville nogle strukturdiagrammer have gjort det en hel del lettere for læseren at danne sig et indtryk af forskellighederne. Men bortset fra det kan man glæde sig over en kortfattet, klar indføring i forholdene.

Evalueringer og reformer ser ud til at være hverdagskost alle vegne. Uanset om der har været gennemført ændringer inden for kort fortid, er nye på vej. Specialisering er kodeordet, faglig specialisering og aldersspecialisering.

Mens de andre lande indfører aldersdifferentiering, det vil sige lader uddannelsen rette sig mod undervisning i enten de yngste eller de ældste klasser, retter den norske læreruddannelse sig for alle studerende stadigvæk mod hele skoleforløbet fra 0.-10. klasse.

Det sidste afsnit er meget spændende, idet professor Stefan Hopmann fra Wiens universitet som udenforstående giver sit syn på læreruddannelsen i Norden i et internationalt perspektiv. Han undrer sig over forskellighederne i de nordiske læreruddannelser og over, at reformiveren er så stor, når uddannelserne fungerer så udmærket, i sammenligning med hvad man ser de fleste andre steder i verden.