Der er udkommet en god bog - på svensk - om pædagogisk filosofi. Bogens fokus er den menneskelige dannelsesproces i det postmoderne samfund. Hvordan mennesket får stemme i den særlige forståelse af demokrati, som pragmatismen tilbyder, det deliberative demokrati, hvor det er samtalen og flerheden af menneskelige stemmer i indbyrdes kommunikation, der er omdrejningspunktet for dannelsen af mennesker. Der er en pointe i at skrive "mennesker". Gert Biesta indleder sin bog med en omfattende og velgørende kritik af den humanistiske pædagogiske filosofi og den forståelse af "mennesket", der er den bærende konstruktion her. Konstruktionen dur ikke! Mennesket - generaliseret - findes ikke, siger Biesta med støtte fra Hannah Arendt. Mennesker findes derimod - og dermed også al den forskellighed og variation, det bærer med sig, når vi i uddannelsessystemet skal skabe vilkårene for, at "menneskene" får stemme. At vore elever tilbydes et "rum", de kan dannes i. For Biesta er uddannelsens grundvilkår ikke blot "læring", men også dannelse. Hvis vi kun fokuserer på læring, overlader vi uddannelse og dannelse til "markedet", hvor "kunden altid har ret", og hvor det, der læres, ikke må forstyrre og være for svært. Biesta bruger eksempler fra England, men danske læsere bør dog ikke have problemer med at finde tilsvarende eksempler fra det nære folkeskoleområde eller fra seminarierne. Spørgmålet, Biesta stiller, kan formuleres kort: Ved de, der skal uddannes, på forhånd, hvad uddannelsen skal bidrage med i deres dannelsesproces? Nej, det gør de ikke! Det er netop uddannelsessystemets mulighed: at overraske og provokere nye forståelser frem!