"Viden om uddannelse" er skrevet af tre medarbejdere ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, det tidligere Danmarks Pædagogiske Universitet eller DPU.

Bogens analyser og diskussioner knytter an til den sociologiske systemteori og refererer løbende til Luhmanns diskussion i "Samfundets Uddannelsessystem". De behandlede problemstillinger vedrører overvejende aktuelle tiltag og udfordringer i det danske forsknings- og uddannelsessystem, og analyserne og diskussionerne tager afsæt i konkrete dokumenter, "begivenheder" og diskurser.

Der skelnes mellem tre vidensformer. Videnskabelig viden er per definition frembragt ved videnskabelige metoder og med koden sand/usand som kriterium. Refleksions- eller professionsviden er frembragt ved forsøgs- og udviklingsarbejde eller i tilknytning til filosofi (og til dels psykologi), og dens kriterium er vejledende/ikke-vejledende for praksis. Viden produceret i pædagogisk praksis har karakter af "handleviden" med koderne formidelbar/ikke-formidelbar og bedre/værre (elevudbytte eller læring) som kriterium. Denne skelnen anser forfatterne for nødvendig, når hensigten er at fremme forudsætningerne for strukturel kobling mellem videnskabssystemets videnproduktion, videnproduktionen i uddannelsessystemets hertil indrettede organisationer, herunder det akademiske fag pædagogik, og uddannelsessystemets pædagogiske praksis.

Bogen er bygget op med en indledning, fem kapitler og en afrunding. I indledningen introduceres en række problemstillinger i forholdet mellem systemerne og videnformerne, og bogens ærinde gøres klart: "Formålet med denne bog er at beskrive den funktionelle adskillelse mellem pædagogik som uddannelsessystemets refleksionsteori og uddannelsesforskning for at kunne belyse mulighederne for koblinger mellem videnskabeligt frembragt viden og praksisviden, herunder forskningsformidlingens funktion".

Ud af mange væsentlige pointer vil jeg fremhæve to, der har at gøre med den store udfordring - koblingen mellem pædagogisk forskning og pædagogisk praksis. For det første forbistres koblingsmulighederne, i det omfang uddannelsesforskningen forholder sig indigneret til praksis, som aldrig er, hvad den bør være, og praktikerne skælder forskningen ud for at være virkelighedsfjern og uden kendskab til praksis. For det andet må undervisernes - lærernes - uddannelse være forskningsinformerende, dels ved at formidle forskningsbaseret viden, dels ved at sætte de studerende i stand til at forholde sig til forskningsresultater.

Bogens afrunding kan med fordel læses både som det første og som det sidste. Men læs hele bogen - i læreruddannelsen, i den pædagogiske forskningsverden og blandt journalister og uddannelsespolitikere. Bogen kan bidrage til et oplyst og konstruktivt samarbejde mellem de to/tre forskellige systemer.