Denne bog består nærmest af en kæde af essaylignende afsnit, som rummer saglige oplysninger om børns udvikling og sprog, forfatterens meget personlige og engagerede debatindlæg og afsnit i et poetisk sprog. Der er en udvikling i bogens afsnit, men de cirkler omkring de samme temaer.

Et centralt begreb i bogen er pragmatisk kompetence: at kunne kommunikere hensigtsmæssigt i en given situation med social bevidsthed og psykologisk indfølingsevne.

At børn erhverver denne kompetence, kræver støtte fra en voksenmodel. Det kræver, at børnene, når de lærer sprog og begreber, har mulighed for i et roligt tempo at lege med sproget, at sanse, undersøge, eksperimentere, fantasere og tænke i alternativer. Sproget kan åbne spændende, udviklende og oplevelsesfyldte verdener, men en mekanisk læring kan føre til en begrænsning af børnenes erfaringsmuligheder og føre til fastlåste forestillinger og fordomme.

Professionelle og forældre skal støtte børnene i at inkorporere kulturelle prototyper, ud fra hvilke de kan orientere sig, når de skal skabe egne forestillinger og handle. De voksnes rolle er at tilrettevise, vejlede og overlevere kulturelle traditioner. Børnene skal opleve virkeligheden for at fange den. De skal inddrages i de voksnes aktiviteter, vejledes af dem og derved lære at manøvrere i livet. I en tid, hvor faste normer er gået i opløsning, skal vi selv skabe begreber, normer og sprog i en social sammenhæng.

I den forbindelse er det afgørende, at forældre og skole fremstår som forbilleder og modbilleder, de kan orientere sig i forhold til. Overladt til sig selv ender de i et kaos og et narcissistisk, lukket rum, der fører til angst og frustrationer. De voksne skal føre børnene ind i ukendt land, som kan integreres i sind og sprog. De skal i samvær med voksne lære, hvad man kan sige og ikke sige i forskellige situationer, og de voksne skal retlede dem, når de træder ved siden af.

Børnenes sprog kan undertiden være meget saftigt. Det kan være et udtryk for rodløshed, men også for et socialt tilhørsforhold i en gruppe, som de ikke kan melde sig ud af uden at ende i ensomhed.

Trods tendensen til at et groft og forenklet sprog bevæger sig mere og mere ud i det offentlige rum blandt andet på grund af zapperkulturen, skal de voksne lære børnene at afpasse deres sprog til forskellige situationer.

Der er velgørende, direkte, videnskabeligt og teoretisk velfunderede budskaber om børns liv og sprog i denne bog og en kraftig opsang til voksne om at tage deres ansvar for børnenes udvikling.

Bogen er undertiden for snakkesalig. Der er pointer, der gentages flere gange, end det er rimeligt. Men hovedindtrykket er en vægtig, engageret, underholdende bog skrevet i et sprudlende, levende og fantasifuldt sprog, en væsentlig replik i en effektivitets- og testtid, hvor der netop er en tendens til at presse børn frem til bedre målbare resultater på bekostning af en alsidig udvikling og tid til barndom.