Arbejdet med de udsatte børn - bekymringsbørnene, som de også kaldes - har altid været en udfordring for os følelses- og relationseksperter, der arbejder i skoler, skolefritidsordninger og andre børneinstitu­tioner. Men hvordan genkender vi dem? Og er vi enige om, hvordan et udsat barn ser ud? Nej, det er vi ofte ikke. Og netop derfor er det så vigtigt, at vi samarbejder i tværfaglige team, så vi ser barnet og dets omgivelser i et helhedsperspektiv.

Denne meget vigtige og interessante antologi handler om, hvordan vi bedre kan kvali­fi­cere dette arbejde, så vi bliver bedre til at definere, hvilken faglighed der er cen­tral i arbejdet med udsatte børn. Vi skal nemlig ikke glemme, at det er os, fagpersonerne, der ofte sidder med definitionsmagten, som ofte bygger på individuelle skøn og habitus. Derfor synes jeg, at alle fagpersoner, der arbejder med udsatte børn, bør læse denne bog. Den styrker indsigten i egne forforståelser, så vi bliver bedre i stand til at analysere sammensatte problemer og reflektere over vore egne praksisser.

Udsatte børn er et fagligt komplekst felt, hvor der skal tages højde for både de sociale og psykologiske processer, der forbinder barnet med dets nære og knap så nære omgivelser. Og det har afgørende betydning for, hvordan vi som professionelle handler over for de udsatte børn, der ofte ikke har mulighed for at blive hørt, før der tages beslutninger om dem.

Bogen er fyldt med gode indlæg af fagpersoner, som skriver ud fra hver deres teoretiske udgangspunkter og  empiri. En bog, jeg varmt vil anbefale til alle interesserede, ikke mindst på de pædagogiske uddannelser, og til de politiske beslutningstagere på børnefamilieområdet.