"En plads i verden" er et udtryk, Per Mouritsen låner fra Hannah Arendt, og begrebet udtrykker et menneskes grundlæggende fornemmelse af at høre til og at være anerkendt som menneske i et samfund, der værdsætter ens tilstedeværelse. "En plads i verden" er en bog, der handler om begrebet medborgerskab og dermed om forholdet mellem det enkelte menneske og samfundet.

Medborgerskab et grundlæggende begreb, alle lærerstuderende stifter bekendtskab med i faget almen dannelse/kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab (KLM), og et begreb, alle undervisere i folkeskolen bør have et forhold til. Diskussionen om medborgerskab peger nemlig frem mod diskussionen om dannelse og er dermed en grundlæggende del af den løbende samtale om folkeskolens formål - meningen med det hele.

Per Mouritsen skriver i bogens forord, at bogen ikke kun er en grundbog, men også en grundig bog. Og det er sandt. 580 sider inklusive noter. Men heldigvis er den så velskrevet, at læserens møde med teksten ikke skaber problemer. Perspektivet er "centrum-venstre-orienteret, politisk og socialt liberalt, socialdemokratisk i sin betoning". Så ved man det som læser, og selv om den slags "selvangivelser" måske ikke er almindelige i faglitteraturen, forekommer det her at være en god ide. Når bogens omdrejningspunkt er et af de helt tunge i vores forståelse af os selv som menneske, som borger og som ansat i et af det moderne samfunds vigtigste og mest diskuterede institutioner, er det vigtigt som læser at kende forfatterens grundlæggende perspektiv.

Begrebet medborgerskab defineres ved tre  aspekter, forfatteren kalder for "borgerfigurer": menneskets aktive deltagelse i et fællesskab, der er større og mere end blot familien, lige rettigheder som borger i fællesskabet og tilhørsforhold til en stat – en geografisk enhed, statsborgerskab. Alt sammen visualiseret i fin grundlæggende figur, der afslutter bogens indledning. Det er grundlæggende ud fra disse tre aspekter, at Per Mouritsen fortæller, analyserer, diskuterer og bestemmer begrebet, så det ikke blot bliver en betegnelse "for alt, hvad der er godt", men kommer til at handle om "ansvar, myndighed og forpligtelse" for det enkelte menneske og også om samfundets løfte om inklusion og fællesskab for den, der ikke kun tænker på sig selv, men er villig til at yde.

En så omfattende bog som denne har naturligvis en grundlæggende definition af begrebet (med)borgerskab. Det er fint, og ekstra fint er det, at læseren her bliver udfordret af ord og begreber, der ikke bruges ofte i dagligdagen: Borgerdydsidealer! Hvad er mon det? Det spændende er, at netop disse idealer peger frem mod netop uddannelsesområdet, folkeskolen og læreruddannelsen, fordi det i høj grad er her, grundlaget for borgerdydsidealerne skal grundlægges og grundfæstes. For eksempel gennem læreres forestillinger om, hvad god opdragelse er. Det er også her, en grundlæggende forskel på forståelsen af, hvad medborgerskab er, udtrykkes gennem to forskellige tilgange, den liberale og den republikanske. De to tilgange, der giver meget forskellige synspunkter på, hvad der skal være skolens og læreruddannelsens rolle i dannelsen af medborgerskabsfølelse hos elever og studerende.

Det er her, bogens grundighed er god. Som læser møder man denne begrebsmæssige forskel mange gange, og til sidst både forstår man forskellen og er i stand til at forstå sig selv i forhold til de to tilgange. Er jeg liberal eller republikaner? Det er spørgsmålet.

Bogens næstsidste kapitel er tilegnet KLM på læreruddannelsen. Hvorfor er faget oprettet? Hvad er fagets begrundelser? Det er interessant læsning for alle på læreruddannelsen, fordi det – i hvert fald i Per Mouritsens optik - handler om en beskyttelse af det demokratiske samfund gennem oprustning af de kommende lærere. De skal nemlig vide noget (meget mere end tidligere) om demokrati og medborgerskab, og det skal de, fordi den daværende undervisningsminister Bertel Haarder mente, at unge mennesker vidste for lidt om demokrati. Forstået både som faktuel viden om, hvad demokrati er i Danmark, og som færdigheder i at leve i et demokrati som det danske. Et synspunkt, som han senere uddybede ved at præcisere, at han med begrebet "unge" i høj grad mente gruppen af unge indvandrere i "indvandrermiljøer".

Det er da interessant, at vi nu i læreruddannelsen har et fag, der specifikt som en del af fagets politiske begrundelse peger på en særlig befolkningsgruppe og en form for demokratisk underskud hos denne gruppe. Det er det i særlig grad, fordi netop unge fra denne gruppe vælger at søge læreruddannelsen og derved kommer til at skulle beskytte samfundet mod – ja, mod hvem?

Som allerede skrevet: Bogen er tyk, men den er glimrende, og den fortjener at blive læst og diskuteret på mange almen dannelse-/KLM-hold på læreruddannelsen og fortjener også grundige læsere på mange folkeskoler. Netop fordi Per Mouritsen diskuterer medborgerskab i relation til Hannah Arendt, bliver det tydeligt, at forståelsen af begrebet og dets sammenhæng med begrebet dannelse fører frem til egentlige pædagogiske grundlagsdiskussioner, og her kan det være interessant at læse denne bog sammen med Gert Biestas diskussioner om pædagogikkens betydning, idet han med sine synspunkter klart placerer sig som republikaner i Per Mouritsens optik.