Der har de senere år været heftig debat om læreruddannelsen. Debatten vedrører bl.a. hvilken filosofi læreruddannelsen var, er og bør være grundlagt på, og hvilken betydning uddannelsens udformning får for de studerendes senere virke som lærere. Èt er den offentlige (politiske) debat om uddannelsen, noget andet er hvordan den faktisk oplevede virkelighed tager sig ud for de studerende. En oplevet virkelig som jeg med udgangspunkt i egne erfaringer, vil forsøge at illustrere i det følgende.

Målstyringens modarbejdelse af professionel autonomi

Et element der står krystalklart for mig i mine erindringer fra læreruddannelsen, er studieplanerne for diverse moduler. Det var velkendt at underviserne før hvert moduls påbegyndelse var pålagt at gennemgå studieplanerne, herunder de lange målbeskrivelser af hvad vi som studerende skulle have lært og hvilke kompetencer vi skulle have erhvervet os ved modulets afslutning. Output-fokuseringen var til at tage at føle på. Vi skulle jo nødig lade os forføre at modulernes faglige indhold i en grad, så vi farede vild af små, ukendte (og måske berigende) stier. Den enkeltes studerendes unikhed i mødet med det faglige indhold var altså på sin vis sat under pres, fordi samtlige studerende, i metaforisk forstand, helst skulle vandre i takt med samme destination som endemål. Man vidste præcist hvor man skulle hen og hvilken viden og hvilke kompetencer, der kunne fremtvinge et 12-tal til eksamen. Ja, dyden var ifølge studieplanen at forfølge disse opstillede mål med en tocifret karakter, i den ’høje ende’, som belønning. Målene fungerede med andre ord som et retningsgivende kort med blot én hovedvej, som var legitim at bevæge sig ned ad.

Dette fokus på at opfylde på forhånd definerede mål i mødet med det faglige indhold, kunne for mit vedkommende meget vel have betydet, at hele den fantastiske pædagogiske verdens vidde forblev snæver, ukendt, og ikke åbenbarede sig for at vise alle dens farver og mangfoldighed. Mit bud er, at det kunne have betydet, at mine daværende dygtige, engagerede og selvstændigt tænkende medstuderende, og jeg selv, ikke ville være i stand til at behandle, vurdere og udvikle pædagogisk teori og praksis på en kritisk opbyggelig måde.

Spørgsmålet bliver her hvad, eller hvem, vi kan takke for, at mine medstuderende og jeg endte som det jeg i al ydmyghed vil beskrive som relativt kritiske, selvstændigt tænkende og autonome lærere, nu hvor det næppe kan tilskrives læreruddannelsens 2013-reform og tillægget til reformen i 2015?

Undervisernes normative blik på pædagogik     

Der skulle gå knapt to år på uddannelsen, før jeg for alvor stødte på undervisere, der åbenlyst og eksplicit stillede sig kritiske over for målstyringstænkningen og instrumentaliseringen af pædagogik, skole og undervisning. På faglig og saglig vis vel og mærke. Sikken en befriende følelse. Eller, frihedsfølelsen indfandt sig først, da mødet med disse undervisere og deres faglighed havde fået en rum tid til at bundfælde sig. Som sådan stod det mig ikke klart, at jeg higede efter denne frisættelse, da mit overblik og udsyn ud over det pædagogiske skolelandskab indtil nu havde været forholdsvis smalt. Denne følelse var en sær men på samme tid lettende følelse af, at målstyringens tyngende vægtskiver nu var hjulpet af mine skuldre. Det var først gennem denne normative, faglige og saglige kritik af målstyringens selvfølgelighed og (dannelsesmæssige) konsekvenser, at pædagogikkens verden for alvor udvidede sig for mit vedkommende. Pludselig var det på en måde legitimt at anskue pædagogik som en normativ disciplin, hvor det løbende diskuteres hvad der er værdifuldt, hvorfor det er værdifuldt, og hvordan pædagogikken bør tænkes og bedrives. Her var jeg fra den ene måned til den anden blevet vist, at der fandtes et rum - et tankerum - hvor tænkningen kunne slippes fri og lede mig ned ad de tidligere omtalte forførende små stier, hvor jeg i ro og mag frit kunne gå på undersøgende opdagelser. Uden målstyringens vægtskivers tyngende effekt.

Jeg har jævnligt spekuleret på, hvilken form for lærer jeg ville have udviklet mig til, hvis underviserne ikke havde åbnet pædagogikkens verden og normative aspekt op for mig. Vist mig dette tænkningens rum og de små forførende stiers eksistens. Ja, man kan kun gisne om hvilken betydning det ville have haft for mit fremtidige virke og i sidste ende kommende elever, hvis den rigide målstyrings væsen, havde fået lov til at præge og fastholde mig uden modvægt.

Min frygt er, at jeg i blinde ville have bedrevet en pædagogik og undervist på en måde, der var indhyllet i målstyringslogikken. En ånds- og dannelsesforladt logik, der ikke hører til i dét som skolen egentlig kan siges at være: En form for fri tid hvor det enkelte barn midlertidigt bliver til elev. En fri tid til at eleven kan undersøge sig selv og verden(s ting), verdens stoflighed, for selv at blive et uafhængigt og frit menneske. Alt dette med Folkeskolens formålsparagraf, lærerens frihed, autoritet og kærlighed til den yngre generation som grundlag.        

Det der er tilbage at håbe på er, at læreruddannelsens undervisere sættes fri, så de ud fra deres person og faglige integritet kan udvælge hvad de studerende skal præsenteres for og bearbejde. Og hvor den studerende gives mulighed for at undersøge og vende og dreje det faglige indhold, som han bliver præsenteret for, på mangfoldige måder. Måder som ikke ufri fordi de er bestemt af snævre udefrakommende mål, som andre har opsat.