Filosofi bør have en meget mere dominerende plads - eventuelt som et selvstændigt fag - i folkeskolen. Det er en misforståelse at tro, at filosofi skulle være et elitært forehavende, der først skal finde sted på et gymnasialt niveau eller på universitetet, eller at det primært er rettet mod specielt begavede elever. Børn forholder sig til sig selv og deres tilværelse, og en systematisk beskæftigelse med filosofi på alle niveauer i skolen vil kunne kvalificere måden, hvorpå de forholder sig, og skærpe deres opmærksomhed på, hvad det er værd at beskæftige sig med. For 30 år siden, da det første organiserede og institutionelle arbejde med filosofi for børn begyndte i USA, skyldtes det faktisk en erfaring om, at studerende savnede nogle helt basale færdigheder i at tænke. De havde vanskeligt ved at foretage klare distinktioner, at gruppere og klassificere, at drage ordentlige konklusioner, at være bevidste om konsekvenserne af andres eller egne ideer, og de formåede sjældent at indtage en saglig og neutral position eller at argumentere holdbart for egne synspunkter. På den baggrund opstod den systematiske beskæftigelse med filosofiundervisning af børn. Filosofi skulle introduceres allerede i skolen, fordi det kræver øvelse at tænke filosofisk. Siden har filosofi med børn spredt sig til flere lande, hvor filosofi blandt andet indgår i skolernes fagrække. Det nærmeste, man kommer filosofi i en dansk skolesammenhæng, er som bekendt i det centrale kundskabs- og færdighedsområde livsfilosofi og etik i faget kristendomskundskab.

Filosofiundervisning af børn adskiller sig naturligvis fra den såkaldte akademiske filosofi. Det er ikke meningen, at børn for eksempel skal tilegne sig begreberne herfra eller trækkes slavisk gennem idéhistoriens epoker. Filosofiundervisning af børn er først og fremmest at forstå som filosofi med børn, det vil sige, at målet er, at børn gennem undervisningen skal lære at filosofere. Ganske vist er også den filosofi, der praktiseres med børn, forpligtet på den akademiske filosofi, fordi de metodiske tilgange eller de bestemte temaer, der diskuteres, stammer herfra, men filosofi med børn må i endnu højere grad forsøge at tydeliggøre sammenhængen med det erfaringsgrundlag, der er en del af selve filosofiens oprindelse. Når børn for eksempel filosoferer over begrebet frihed, må deres egne erfaringer med dette begreb hele tiden sætte deres tænkning over begrebet i perspektiv, når de filosoferer over, hvad det vil sige at være et jeg, må de ligeledes koble deres tænkning sammen med deres erfaringer, for eksempel erfaringen af at være en bestemt person, selvom de hele tiden forandrer sig. På den anden side er det afgørende, at deres tænkning over de forskellige temaer faktisk bliver kvalificeret, så børnene ikke blot erhverver en større indsigt, men også lærer at forholde sig sagligt, grundigt og velargumenteret. Både temaerne, samtaleformen og de forskellige metodiske tilgange til disse temaer vil i filosofiundervisningen være anderledes, end de fleste børn måske er vant til.

Børn skal ikke kun lære at filosofere, fordi man derved imødekommer en hos dem (måske) naturlig undren. De skal frem for alt beskæftige sig med filosofi, fordi de gennem filosofien kan blive udfordret til at tænke sig grundigere om, fordi de gennem filosofien konfronteres med temaer, der er helt grundlæggende for det at være menneske, og fordi en kontinuerlig filosofisk praksis på alle klassetrin i folkeskolen vil kunne skærpe børnenes evne til at forholde sig reflekterende til sig selv og deres tilværelse.

Det betyder mere konkret, at børn, når de har filosofi, kommer til at beskæftige sig med blandt andet begrebsanalyse og argumentation. Gennem spørgsmål til deres begrundelser og holdninger skal de udfordres til at tænke nærmere over, hvad de mener at have forstået. Efterhånden opøves børnene i at forstå begreber og ikke mindst få en fornemmelse for sammenhængen mellem det abstrakte begreb og det konkrete, begrebet søger at begribe. I børns fortællinger (for eksempel om det, der gør dem kede at det) lader det sig således gøre at udkrystallisere nogle overordnede begreber (sorg, frygt, tristhed), som de derpå kan forholde sig til og komme til en ny forståelse af. Efterfølgende kan de forstå deres egen situation (deres sorg eller tristhed) på en ny og mere kvalificeret vis. Ved at vide noget om abstrakte begreber (eksempelvis demokrati) kan det blive muligt for eleverne at overføre denne viden på det konkrete eksemplar (demokratiet, som de møder det), og ved at komme i besiddelse af denne nye viden får de mulighed for at forholde sig mere kvalificeret både teoretisk og praktisk. Men i denne proces er det samtidig en filosofisk pointe, at beskæftigelsen med begreberne som et forsøg på en forståelse af tilværelsen altid ses som uafsluttet. Børn skal således gennem filosofien nå til en forståelse af det aktuelle tema, men også til en forståelse for forståelsens foreløbighed.

Når filosofien dermed har en grundlæggende opgave som værn mod faren for, at børn (mennesket) bilder sig ind at kunne få det totale overblik, vil de filosofiske samtaler med børn have det som et grundlæggende sigte at befordre denne tilbageholdende attitude eller undersøgende måde at forholde sig på. Påbegyndes det tidligt, og er det didaktisk ordentligt gennemtænkt, vil selve den »filosofiske tænkemåde« kunne udvikles til noget habituelt, der har større bestandighed end denne eller hin konkrete viden. På baggrund af denne indsigt i, at menneskelig erkendelse er endelig og begrænset, vil børnene efterhånden lære at skulle regne med et flertal af perspektiver. Begrebsanalyse og krav om argumentation er nødvendig som en del af den filosofiske praksis, men billedsprog i form af for eksempel poesi, fortællinger, fabler eller visuelle medier i form af musik(-videoer), film med videre bør spille en lige så væsentlig rolle heri. Dels er denne form for sprog anskueliggørende og vil derfor ofte appellere mere til børn (og filosofisk uskolede), dels er billedsproget i sig selv indkredsende og forsøgsvis og dels vil billedsproget i højere grad lægge op til, at børnene selv tænker videre. Det fænomen, maleriet eller fortællingen forsøger at anskueliggøre, er netop ikke udtømt i maleriet eller fortællingen.

Filosofisk tænkning og samtale med børn har med andre ord en vigtigere opgave end blot at bidrage til en eller anden form for politisk, for eksempel demokratisk, dannelse. Målet er snarere at udvikle børns evne til at være opmærksomme, til at tænke sig grundigt om og til at kunne forholde sig skeptisk på baggrund af en fornemmelse - og senere forståelse - af, at mennesket til stadighed er henvist til fortolkninger, ikke til endegyldige svar. I det øjeblik de filosofiske diskussioner faktisk tages alvorligt og ikke blot har karakter af begrebsgymnastik eller ordkløveri, er et mål selvfølgelig nået, men det vil også kunne føre til, at eleverne bliver så engagerede, at de skærper deres meninger i en uhensigtsmæssig grad og mener kun at finde sandhed i deres egne holdninger. Hensigten er i stedet at få dem til at se deres holdninger som udtryk for en tolkning uden rethaveriske tilbøjeligheder. Hermed er ikke argumenteret for, at alt er lige gyldigt, eller at der blot skal filosoferes for sjov uden noget ønske om erkendelse. Men adfærden bliver mere forsigtig og tilbageholdende, når den beror på indsigten i egen ikke-viden, og en sådan etisk-praktisk konsekvens hører også til begrundelsen for at filosofere med børn.

Filosofi er den tænkende beskæftigelse med grundlæggende temaer, som de melder sig i tilværelsen, men måden, hvorpå børn gennem filosofien lærer at tænke over disse temaer, vil kunne hjælpe dem til senere i tilværelsen at placere sig klogt mellem absolutte totaltydninger og en uengageret selvoptagethed. |

Sammen med seminarielektor Dorete Kallesøe og lærer Morten Bramming arbejder Henrik Jørgensen på www.filosofipatruljen.dk om filosofi med børn, hvor der efterhånden kommer konkrete bud på undervisningsforløb, metodeovervejelser med videre.