Er det barnets egen skyld? Med dette spørgsmål vil jeg invitere læseren til at medreflektere over lærerens position, når der finder mobning sted i en skoleklasse. I foråret 2008 fulgte jeg, i forbindelse med mit speciale, tre forholdsvis nyuddannede lærere og 25 elever i en 4. klasse præget af mobning. Jeg observerede klasseundervisningen, hang ud med elever og lærere i frikvartererne og interviewede dem både individuelt og i grupper. Formålet var at undersøge mobbefænomenets kompleksitet med fokus på lærernes position.

Mobning foregår med størst kraft i socialt formelle og tvungne fællesskaber som mellem skoleelever, siger cand.jur., ph.d.-stipendiat Helle Rabøl Hansen. Men i skolelivet findes også andre aktører, nemlig lærere. Hvilken position har lærerne, når der sker mobning i klasselokalet? »Selvfølgelig mobber lærere«, har seminarielektor Gunnar Green sagt til Weekend­avisen. Ifølge ham handler det om at få social kontrol og ro over klassen, når lærere træder ind på mobbescenen. Men kan det også handle om, at lærere og elever ser forskelligt på den klasse, de befinder sig i?

I offentligheden er der tradition for, at årsagen til mobningen skal findes »inde i« det enkelte barn. Der er dog på det mobbeteoretiske felt ved at ske et skift i forståelsen af fænomenet mobning. Således har forskningsprojektet eXbus til formål at undersøge mobningens tilblivelsesprocesser, hvordan mobbekulturer opstår, ændrer sig og eventuelt forsvinder igen. Det gøres gennem at se på kulturen og relationerne mellem det enkelte individ og de andre aktører og konteksten frem for den dominerende forståelse af mobning som noget personlighedscentreret.

I mit arbejde dukkede der en fortælling op om en dreng ved navn Tim. Tim gik i klassen fra 1. til 4. klassetrin, og eleverne fortalte, at Tim var anderledes, og at han overhovedet ikke »var noget«. Blandt andet læste han lette bøger og legede med elever, der var yngre end ham selv. Eleverne reagerede ved for eksempel at overfalde ham fysisk eller vende blikket bort. Enkelte af eleverne havde dog en opfattelse af at have forsvaret ham, når de andre elever »nærmest sad og løj om, hvad de havde gjort ved ham i frikvarteret«. I samme sætning udtalte de dog, at Tim jo bare kunne gå væk fra dem, der mobbede ham, eller at han selv svarede igen, når de sagde noget til ham. Det, at han svarede igen, betød, at eleverne kunne legitimere deres handlinger og dermed den individorienterede mobbeforståelse: »Det er hans egen skyld«.

Lærerne fortalte om Tim på en helt anden måde. De beskrev også Tim som anderledes. Lærerne fortalte, at »han løj over for eleverne, at han snød dem, og at han gik til lærerne og stod og sagde ting, der ikke var rigtige«. De fortalte også, at Tim aldrig var blevet generet af nogle af eleverne i klassen, hverken fysisk eller psykisk, at eleverne inddrog ham i deres lege, og at de tog meget hensyn til alle de problemer og konflikter, som Tim skabte.

Tims måde at være elev på i klassen blev skabt i relation og samspil mellem Tim og de andre elever og mellem Tim og lærerne. Idet Tim og de andre elever og lærere gentog den måde, Tim var elev på, blev handlingerne fastfrosset til en fast form, der var svær at bevæge. Det blev med andre ord svært for Tim at bryde med anderledesheden, og der blev på den baggrund skabt et bestemt handlemønster i klassen, der fik betydning for Tims handlemuligheder.

Kan denne eksplicitte forståelse af Tim som et anderledes barn være med til, blandt eleverne, at forstærke et negativt billede af ham? Og kan dette være med til at opretholde en legitimering af at ekskludere bestemte elever? Der kan argumenteres for, at lærere, ved at behandle én elev anderledes, kan komme til at sende et signal til andre elever om, at det er i orden at behandle eleven anderledes. Således kan eleven udsættes for ekskluderende handlinger frem for inkluderende handlinger. Lærerne kan gennem deres handlinger præsentere forskellige muligheder, så der i klassefællesskabet bliver plads til forskellighed, men det modsatte kan også gøre sig gældende.

Tim prøver at gå til lærerne og bede om hjælp. Men i kraft af sin udsatte position som anderledes lader dette sig ikke umiddelbart gøre. Hans måde at være elev på muliggør lærernes og de andre elevers handlinger. Gennem deres handlinger har lærerne magt til at sætte kriterier for, hvad der accepteres som passende handlinger i klassen. I forlængelse heraf har de andre elever ligeledes magt til at definere Tims måde at agere på som upassende og anderledes, og de legitimerer dermed mobningen som selvfølgelig.

Eksemplet peger på, at lærere kan være medvirkende til at legitimere en udstødelseskultur, når de inkluderer og tolererer ekskluderende handlinger. Der er flere måder at se klassen »indefra« på, idet eleverne udpeger Tim som en klassekammerat, der udsættes for mobning, hvorimod lærerne udpeger eleverne som ansvarsbevidste og tolerante, der gør et stort stykke arbejde for at inkludere Tim i deres fællesskab, til trods for at han er anderledes.

Man kan spekulere på, i hvor høj grad de mange ydre påvirkninger og krav, der forekommer i lærerens daglige arbejde, kan have indflydelse på, hvordan der handles i klassens sociale rum. I nærværende undersøgelse taler lærerne ikke nødvendigvis de »anderledes« elever frem til eksklusion. Det kan lige så godt ligge i de tilgængelige positioner, at de »anderledes« elever ikke passer ind i den dominerende danske skolediskurs. Kan man sige, at lærerne er styret af de tænkeformer, der er til rådighed i den måde, man i Danmark praktiserer folkeskole på? At de altså blandt andet trækker på folkeskoles måde at definere korrekt måde at være elev på. Professor Anne-Lise Arnesen har i sin doktordisputats vist, hvordan kategoriseringer som »svag læser« og skolens særlige måder at identificere elevers problemer på kan føre til begyndende ekskludering af bestemte elever.

Elevernes og lærernes forståelse af anderledeshed stemmer overens, viser min undersøgelse. Når nogen er anderledes, er det okay at mobbe. Ligeledes peger undersøgelsen på, at den individorienterede mobbeforståelse ligger til grund for legitimering af mobbehandlinger, og at den derigennem hæmmer en fælles ansvarlighed for mobning. Mobning bliver ofrets egen skyld. |