Det er fire år siden, folkeskolen fik en ny lovgivning. En lov, der stiller helt andre krav til eleverne end de tidligere folkeskolelove. Loven blev og bliver stadig heftigt diskuteret, men hidtil ikke med fokus på, hvordan lovgivningen er med til at subjektivere eleven - altså tildele eleven en ny identitet. Han eller hun skal nu være den præsterende elev.

Målet for, hvad der skal lægges vægt på i denne nye identitet, kom kort efter årtusindskiftet dels foranlediget af testresultater fra Pisa 2000, dels i sammenhæng med et nyt syn på faglighed. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen buldrede mod folkeskolen i nytårstalen 2003, og ved Folketingets åbningstale samme år fulgte han det op med de berømte ord: »Det er, som om indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: 'Hvad synes du selv?'«

Dette syn på faglighed gentages i Globaliseringsrådets rapport »Fremgang, Fornyelse og Tryghed«, hvor sløret blev løftet for, hvordan den manglende faglighed skulle genindføres i klassiske fag som læsning, matematik, naturfag og engelsk. Rapporten fremlagde ligeledes planer for, hvilke teknikker der skulle bruges i bestræbelserne på at sikre eleverne en højere faglighed. Eleven bliver i det ny årtusinde italesat ud fra en ny tilgang til faglighed.

Den nye folkeskolelov skulle være med til at sikre, at Danmark er i stand til at konkurrere mod andre lande om fremtidens arbejde. Et hurtigt blik på formålsparagraffen indikerer, at faglige præstationer står i centrum i visionen for folkeskolen. Færdigheder og kundskaber står helt alene i den nye formålsparagraf, hvilket markerer en ændring i forhold til den tidligere formålsparagraf, hvor færdigheder og kundskaber stod sammen med udtryksformer og arbejdsmetoder.

Den ændrede formålsparagraf følges op med indførelsen af nye styringsteknikker til at sikre, at eleverne tilegner sig de ønskede færdigheder og kundskaber. De primære styringsredskaber i subjektiveringen af eleven er:

Disse mål rettes direkte eller indirekte mod elevens præstationer og er med til at omfortolke eleven i praksis. For at starte med den første så er evaluering et kendt ord i folkeskolen. Men der er sket en ændring i måden, det bliver anvendt på. I 1990'erne evaluerede man også elevens »bløde« kompetencer, hvorimod man i dag er gået mere over til at evaluere elevens »hårde« kompetencer. Til det formål blev evalueringsportalen oprettet, som er et tagselvbord i, hvordan man kan evaluere elevens udbytte af undervisning. Evaluering er gået fra at være en kommunikativ teknik til at være en målstyrende teknik. Kvalitetsrapporten udmærker sig som et dobbelt benchmarking-redskab, hvor kommunen systematisk kan sammenligne skoler, og regeringen systematisk kan sammenligne kommuner. Elevens faglige niveau i en række fag måles med de nationale test. Fundamentet for at fastlægge den ønskede elevtype er Fælles Mål. Hvis man gerne vil måle elevernes faglige præstationer, kræves klare og entydige mål, hvilket Fælles Mål er et skridt på vejen mod.

Fælles for styringsteknikkerne er, at de skaber en lige linje fra kommunens håndtering af skolen til lærerens undervisning og til elevens adfærd og dermed faglighed. Man kan ved at gå tilbage i tid - for eksempel fra et dårligt testresultat - se, hvor det er gået galt. Det er i hvert fald tanken. Et andet fællestræk er synliggørelse. Før i tiden var elevens faglighed en opgave mellem lærer og elev. I dag kigger samfundet med over lærerens skulder for at få vished om, at skattekronerne bruges mest optimalt. Det sidste fællestræk er den kontraktlignende situation, der skabes mellem lærer og elev/forældre (for eksempel elevplanen) i forbindelse med synliggørelsen af undervisningen, men også mellem skole og kommune og kommune og stat. Målet er at skabe en lige linje, hvor årsagen til manglende faglighed hurtigt kan identificeres.

Tankegangen bag teknikkerne har sit udspring i årsagssammenhæng og hastighed.

Årsagssammenhæng kendes også som evidensbaseret viden, hvor alle praksisser skal kunne måles og vejes for på den måde at fastslå, om fagligheden stemmer overens med kravene. Et eksempel kunne være et dårligt resultat i en test, som henviser til forudgående undervisning, og meningen er så, at man på landsplan kan finde best/worst practice. Denne tilgang er hentet i den medicinske praksis, hvor det er et krav, at ny medicin testes for at være sikker på, at den har den ønskede effekt.

Hastighed er et andet parameter - jo hurtigere des bedre. Vi har lige hørt den nuværende statsminister sige, at eleverne skal lære at læse inden udgangen af 2. klasse. Det skal med andre ord gå stærkt. Hvis man går tilbage til 1970'erne-80'erne og den reformpædagogiske tanke, så handlede det dengang om, at eleven skulle udvikle sig i sit helt eget tempo. Den viden er nu kastet på lossepladsen med overordnede nationale bestemmelser for, hvilke færdigheder og kundskaber eleven skal være i besiddelse af på et bestemt tidspunkt i sit folkeskoleforløb.

Strategien er baseret på præstation. Fortolkningen af faglighed, hvor synlighed, kontraktforanstaltning, evidens og hastighed er hjørnestenene, skaber en præstationselev. Den intense kontrol af elevens færdigheder og kundskaber for at minimere risikoen for mangler har den konsekvens, at såkaldt »bløde« færdigheder kommer i baggrunden. Det perspektiv står i skærende kontrast til, hvordan eleven tidligere er blevet subjektiveret. Hvis man bare går tilbage til 1990'erne, så blev eleven subjektiveret ud fra både »bløde« og »hårde« kompetencer. Man havde et holistisk syn på eleven, hvor fagligheden var en del af eleven på lige fod med andre kompetencer. I 70'erne og 80'erne blev eleven subjektiveret ud fra demokratiske og sociale kompetencer, og eleven skulle udvikle sig i sit helt eget tempo. Det er ikke længere tilfældet, nu skal eleven præstere - uagtet den enkelte elevs udvikling. |