»En dag sad jeg alene på mit værelse og græd. På et tidspunkt kunne jeg ikke mere. Jeg fik øje på et barberblad og skar nogle rifter i min arm. Det føltes, som om der var nogle ting, der fløj ud og forsvandt ... det var en stor lettelse«.

Sådan fortæller Amalie på 16 år. Hun er en af de unge, som jeg har interviewet til bogen »Når livet gør ondt - om selvskadende adfærd blandt unge«. Udtalelsen er typisk. Selvskadende handlinger er noget, unge griber til, når de har en psykisk smerte, som de ikke kan håndtere. Det er forskelligt, hvordan handlingen opleves. Den kan give en rus, en smerte, en følelse af lethed eller en blanding af det hele. Men uanset oplevelsen er lindringen kun kortvarig, og de problemer og ubehagelige følelser, der svævede væk, kommer snart flyvende tilbage.

Selvskadende handlinger blandt unge er et meget udbredt fænomen. Undersøgelsen »Unges (mis)trivsel«, som Center for Selvmordsforskning i 2002 gennemførte blandt 8.-9.-klasse- elever på Fyn, viser, at 10,6 procent af de unge har skadet sig selv mindst en gang. Den gennemsnitlige procentsats dækker over store kønsmæssige forskelle. Pigernes andel er knap 17 procent, mens drengene tegner sig for 4,6 procent. Det fremgår af undersøgelsen, at den mest udbredte metode til at skade sig selv er cutting. Det vil sige at skære i sig selv med en kniv eller et andet skarpt redskab. Andre tager piller, drikker store mængder alkohol, brænder sig med cigaretter eller gør noget helt fjerde.

De unge udfører ikke disse destruktive handlinger for at tage deres eget liv. Snarere tværtimod er det et forsøg på at finde en overlevelsesstrategi og en metode til at udholde en psykisk smerte. Der er dog et aber dabei. De selvskadende unge svømmer nemlig billedlig talt i det samme farvand som de selvmords­truede. I begge tilfælde spiller mistrivsel og dystre tanker en væsentlig rolle, og forværres situationen for en selvskadende ung, er der ikke lang vej til at blive decideret selvmordstruet.

Et tilbagevendende spørgsmål i debatten om selvskadende adfærd er, om det er et modefænomen, der som en anden influenza smitter fra ung til ung? Hvis jeg skal bruge min egen bog som kilde til svaret, vil det lyde: Ja, til en vis grad og med følgende tilføjelse - især når det gælder cutting. Mange af de interviewede unge har hørt, set eller læst om cutting, inden de selv begyndte at gøre det. Men de er kun blevet smittet, fordi de har haft ondt i livet og har været på jagt efter en strategi, der kunne dulme deres indre smerte. Eller sagt med andre ord: Der er ingen unge, der skærer i sig selv i begejstring over, hvor godt de har det. Smitterisikoen er kun overhængende, hvis det psykiske immunforsvar er i bund. Det samme kan man sige om risikoen for at udvikle et misbrug, en spiseforstyrrelse eller en voldsom udadrettet adfærd. De er alle tre velkendte, velbeskrevne og let tilgængelige strategier, og derfor bliver de benyttet af mange - for eksempel af de selvskadende unge, jeg har interviewet. Mange praktiserer nemlig flere former for destruktiv adfærd på samme tid, eller også afløser den ene adfærd den anden. Et eksempel på det sidste er en pige, der først sultede sig, siden blev meget voldelig, inden hun begyndte at skære i sine arme. Alle tre ting udsprang af samme årsag - hendes far havde krænket hende seksuelt.

Socialt set er de selvskadende unge ikke nogen homogen gruppe. De kommer både fra meget velstillede og økonomisk dårligt stillede hjem. Nogle bor hjemme hos deres forældre, nogle i egen lejlighed, mens andre er institutionsanbragte. De har imidlertid det til fælles, at de bærer rundt på nogle uhåndterlige følelsesmæssige problemer, som kan være udløst af mobning, en voldsom skilsmisse eller forældres alkoholmisbrug. Men som psykolog Lene Iversen fortæller i bogen, er det ikke hele forklaringen.

»Det er vigtigt at understrege, at tab, mobning og lignende hændelser ikke altid udløser selvskadende adfærd, men de kan gøre det. Det kommer an på, hvad det er for nogle leveregler, der præger personen og familien. Er konflikter og problemer noget, man taler om, eller er det noget, som hver enkelt tager på sig og holder for sig selv?«

23-årige Hanne (navnet opdigtet. Redaktionen) er en af de unge, der selv påtog sig ansvaret for sine problemer. Hun blev mobbet, fra den første dag hun satte sine ben i folkeskolen. Det var ikke, fordi hun var dum. Tværtimod var hun klassens superelev.

»Jeg var dygtig til alting, sagde min mening, kunne argumentere og var en elev, som alle lærere godt kunne lide. Men blandt mine klassekammerater var det ikke populært - især ikke blandt de andre piger. De holdt mig udenfor og sendte hinanden øjne, når jeg endnu en gang havde gjort noget rigtigt«.

Mobningen udviklede sig og blev mere ondsindet i løbet af hendes skoletid. Hjemme hos Hanne røg der sedler ind ad brevsprækken, hvor der stod, at hun skulle dø, og i frikvartererne samlede nogle af klassekammeraterne sig i Hade-Hanne-klubber.

»Min mor har altid målt sig meget i forhold til sine børn og blev ked af det, når jeg var ked af det. Så jeg prøvede at beskytte hende ved ikke at vise mine følelser. Samtidig var det også en slags beskyttelse af mig selv, for hvis jeg gjorde hende ked af det, var det jo min skyld. Og mine klassekammerater, der mobbede mig, skulle ikke se, at jeg havde det dårligt. Så lige meget hvad de gjorde, så smilede jeg«.

Men bag smilet var der et følelsesmæssigt kaos. I løbet af årene udviklede hun forskellige strategier til at kontrollere det. Hun overmotionerede, sultede sig, og hun både brændte og cuttede i sine arme. Om følelsen ved at brænde sig fortæller hun:

»Det hjalp på den knude, jeg havde i maven. Jeg tror, jeg tænkte: Jeg er utilstrækkelig, men hvis jeg straffer mig selv, kommer jeg på nul igen«.

Hanne gennemførte både folkeskole og gymnasium med topkarakterer og startede på en universitetsuddannelse. Her oplevede hun det store sammenbrud, men det blev også et gennembrud til, at hun startede på et behandlingsforløb på Center for Spiseforstyrrelser. Det har givet hende meget, fortæller hun. En af de væsentligste ting er, at hun har lært at bruge sin enorme viljestyrke på at holde sine følelser ud - i stedet for at holde dem nede.

Mens Hanne gik i folkeskolen, havde hun ikke nogen at betro sig til. Men det er der andre af bogens unge, der har haft, og for flere af dem har det været et vendepunkt at lette deres hjerte over for en lærer. De unge er blevet løftet ud af den fastlåste situation og videre til psykologisk eller psykiatrisk behandling. Der er også et eksempel på, at en lærer har påtaget sig en mæglerrolle mellem en ung pige og hendes forældre.

Det er imidlertid ikke alle selvskadende unge, der er samarbejdsvillige, og trods deres elendighed har de en styrke, der kan sætte både den enkelte underviser og skole i svære dilemmaer. Det kan være den unge, der betror sig til en lærer med den klausul, at du må love mig ikke at sige det til nogen, for så bliver der en frygtelig ballade. Og hvad gør man så som underviser? Hvad siger etikken, hvad siger juraen, og har skolen en handleplan, som den enkelte lærer kan støtte sig til i den slags vanskelige situationer? Selvskade er ikke kun et individuelt fænomen. På nogle skoler findes der små subkulturer af unge selvskadere. De gemmer ikke deres sår, men viser dem tværtimod gerne frem, fordi de betragter dem som synlige symboler på gruppens selvforståelse og medlemmernes indbyrdes samhørighed. Men er det okay på den måde at reklamere for en destruktiv adfærd, eller skal man venligt, men bestemt bede de unge om at dække sårene til? Hvad skal veje tungest? Hensynet til den enkeltes frihed eller til, at man risikerer at mainstreame en selvdestruktiv adfærd?

Dette og de øvrige spørgsmål kunne måske være oplæg til debat, næste gang lærergruppen drager på pædagogisk weekend. |