Kronik

Så drop dog den faglighed

Hvis børn i specialundervisningen skal rykke fagligt, er det ikke her, man skal starte. I stedet skal man starte med relationen mellem lærer og elev

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I disse år er der megen fokus på dokumentation, årsplaner, elevplaner og faglige kompetencer. En lærer blev stillet spørgsmålet, hvordan hun ville sikre det faglige niveau, når hun fik ansvaret for sin nye specialklasse til januar? Spørgsmålet, andre spørgsmål, jeg er stødt på, og tidens fokus på faglighed efterlader mig med et indtryk af manglende viden om specialpædagogik. I en specialklasse skal du måske undervise syv elever, som både fagligt og socialt er meget forskellige steder. Det er min og mine kollegers erfaring, at det i disse klasser først og fremmest drejer sig om at skabe en relation. Dansk Clearinghouse har sammenfattet ti års forskning på området for at uddrage, hvad der skal til for at blive en god lærer. Det fremgår, at relationsarbejdet er et must som lærer ved siden af ledelseskompentencer og faglige kompetencer. Professor Svend Erik Nordenbo sagde i den forbindelse: »Vi har i mange år haft fokus på faglighed. Det er også vigtigt, men vi må ikke overse en meget vigtig komponent - nemlig at uddanne lærere til at etablere sociale relationer til eleverne«.

Hvorfor har vi så typisk fokus på fagligheden først? Er det vores faglige stolthed og manglende viden? Og at vi er vant til at starte der? Ja, det vil jeg tro.

Alle elever har ifølge dansk lovgivning ret til at modtage undervisning ud fra deres specielle ståsted og faglige niveau. Skolen skal, ifølge reglen om undervisningsdifferentiering, tilpasse undervisningen til eleven og ikke omvendt. Så med dette in mente mener jeg, at det er skolen, der skal tilpasse sig barnets specielle behov. Det behov er i denne sammenhæng relationen til læreren eller pædagogen og dermed elevens specielle ståsted.

Jeg er startet med det faglige og har fejlet - og det samme gælder de fleste af de andre specialklasselærere, jeg har interviewet i forbindelse med mit arbejde på en bog om specialundervisning i folkeskolen. Jeg stod før gang på gang og var i vildrede over, at et forløb, jeg havde planlagt minutiøst, igen ikke blev til noget. Jeg er ikke den eneste, viser det sig i interviewene. En lærer siger:

»Jeg har efter et års slidsomt arbejde med at forsøge at indfange børn, der løb væk, kraftige konflikter og uindfriede kravsituationer fået en aha-oplevelse. To kilometer væk lå der en skole, hvor de havde succes i deres specialklasser. De sagde: 'Drop den faglighed og få en relation til børnene først'«.

I forbindelse med mit arbejde med bogen har jeg i 2008 foretaget tredive iagttagelser, samtaler og interview med kolleger. Det er interview med lærere og pædagoger, som har elever, der ankommer med taxa hver morgen til et særligt skoletilbud. Den typiske elev vil her have problemer med opmærksomheden og koncentrationen, være let afledelig, aggressiv og udadreagerende. På baggrund af disse problematikker vil eleven typisk være bagud fagligt. Netop det faktum kan give anledning til et øget, men forkert, fokus på fagligheden. Det interessante er: Hvor er det lykkedes for dem at få børnene til at rykke sig fagligt? Det entydige svar fra alle er: »Start med relationen«.

»Så drop dog den faglighed« i overskriften er selvfølgelig en provokation. Men specialpædagogisk erfaring viser, at hvis du forsøger at undervise, før du har en relation, er dit projekt næsten på forhånd dømt til at mislykkes. Et barn i en specialklasse kræver om nogen tillid til dig. Mange børn i en specialklasse har oplevet mange svigt, og at de er blevet misforstået på grund af deres handikap - for eksempel at de opfattes som dovne og uopdragne. Børnene har derfor oplevet megen skældud - måske også på grund af mange skiftende lærere og pædagoger. Det billede, der danner sig i min vidensopsamling, er: Først i det øjeblik du har en relation til barnet, har det noget på spil i forhold til dig. Du skal have en relation, og først da vil eleven lave noget fagligt for at få din anerkendelse og ros.

En af de interviewede lærere har fået en pige til at lave syv sider matematik hjemme - frivilligt! Som pigen sagde, ville hun gerne gøre læreren stolt. Forud for at pigen lavede disse syv sider frivilligt, havde læreren lavet relationsarbejde over to måneder. Pigen havde stort set ikke rørt en bog med de andre lærere, der havde været i klassen over det seneste år. Lærere, som netop havde presset hende på det faglige og ikke set hende som den usikre pige, hun var.

Det virker sikkert svært for dig som lærer at skulle give køb på din faglighed, når det nu engang er det, du primært er uddannet til, og i stedet sidde og spille kalaha, uno eller backgammon den første tid. Men ganske langsomt får du sneget noget fagligt ind. Måske kun fem minutter ad gangen. Men du er i gang med det faglige.

Igennem relationsarbejdet giver du udtryk for din anerkendelse af barnet. Barnet får en fornemmelse af, at det er okay at udvikle de områder, det behersker. Ved at starte med det, barnet kan, får barnet en fornemmelse af, at her er der en voksen, som anerkender ham for den, han er.

Vi arbejder her væk fra en apparat-fejl-model, hvor man kigger på, hvad barnet ikke kan, og giver mere af det, det ikke kan. Denne model vil typisk have fokus på mere faglighed.

I en anerkendende tilgang finder vi derimod ud af, hvad barnet kan, og arbejder videre herfra. En af de interviewede havde en dreng, som hele det første år kiggede i jumbobøger. Men ad den vej fik han lært at læse. Han fik en indre motivation, fordi han blev anerkendt for sin interesse. Hvis han der­imod var blevet presset af faglige krav, havde læreren sikkert ikke kunnet få ham til at læse.

Paradoksalt nok værner du om din faglighed ved at slippe den. Det er et af mine råd til kommende specialklasselærere. Der skal nok blive plads til fagligheden, når du først har fået en relation til barnet. Endvidere har det betydning, at der er rum og plads til at skabe relationerne til disse børn. Det gælder resurser i form af materialer og de fysiske rammer.

I en »normal« klasse sidder der som oftest også et par børn med specielle behov. Skal der så ikke også arbejdes meget mere med det relationelle her? På den måde vil vi måske nå længere med det faglige, som der bliver råbt op om, hver gang der kommer en ny læseundersøgelse? Jeg håber da også, at det nye linjefag i specialpædagogik på lærerseminariet har det relationelle arbejde på som et hovedtema sammen med alle de andre faglige og pædagogiske overvejelser. |

»Det virker sikkert svært for dig som lærer at skulle give køb på din faglighed, når det nu engang er det, du primært er uddannet til«Igennem relationsarbejdet giver du udtryk for din anerkendelse af barnet. Barnet får en fornemmelse af, at det er okay at udvikle de områder, det behersker