Når overvægt og mobning kulturelt kobles sammen som selvfølgeligt, kommer et ophold på julemærkehjem i offentlighedens øjne til at fungere som en velanset antimobbestrategi. Men den strategi har begrænsninger, for en del af børnene returnerer fra julemærkehjemmet til de samme mobbemønstre og den samme position som mobbeoffer.

I vinteren 2009 gennemførte jeg et større studie på et julemærkehjem som led i mit afsluttende speciale. I denne periode var der skrevet 500 børn på venteliste til et ophold med op mod et halvt års ventetid.

Julemærkehjemmenes popularitet kan grundes i to kulturelle faktorer.

For det første lever vi i et individualiseret konkurrencepræget samfund, hvor kategorisering og marginalisering af personer med »ikke-acceptabelt udseende« er dominerende. Dette skaber et fokus på overvægtige børn som værende »udsatte«. For det andet opereres der generelt i samfundet med en individcentreret mobbeforståelse, hvor mobbeårsager søges hos det enkelte barn. Spændingsfeltet imellem disse faktorer skaber en form for indforstået og selvfølgeliggjort sammenhæng, hvor overvægtige børn på forhånd anses som potentielle mobbeofre. Et eksempel er Sundhedsstyrelsens tv-kampagne mod overvægt fra 2008/09. Her blev der, ud over det sundhedsmæssige aspekt, fokuseret på, at overvægtige børn er særligt potentielle mobbeofre grundet deres udseende.

Den samfundsmæssige forståelse og italesættelsen af overvægtige børns »potentiale for mobning« medvirker til en form for legitimering af mobning af dem, idet det overvægtige udseende gøres til grundlaget for mobning i sig selv.

Gennem samtaler med børn på julemærkehjemmet blev jeg opmærksom på, at denne legitimering så ud til at være en forståelse, som børnene selv opererede med. Ikke alene udviste de nærmest forståelse for den mobning, som de havde været udsat for på deres skoler, men de fortalte ligeledes, hvordan de oplevede, at mobningen blev legitimeret af lærerne. Eksempelvis fortalte en pige, hvordan hun oplevede grov mobning med baggrund i sit udseende, og hvordan en lærer efterfølgende slog det hen ved at sige, at det bare var lidt drilleri, og at hun ikke skulle tage sig af det. Et andet barn fortalte, at der åbenlyst blev mobbet med hans overvægt i klassen, men at læreren »overhørte« det. At lærerne bidrager til en form for legitimering af mobningen, kan forstærke, at børnene får en forståelse af, at de er »selvforskyldte« mobbeofre.

I lyset heraf er julemærkehjemmenes popularitet måske ikke så mærkelig. Når både professionelle og børnene selv anser katalysatoren for mobningen som værende det overvægtige udseende, kommer julemærkehjemmene, qua deres intensive arbejde med det enkelte barns både »ydre og indre« problematikker, i offentlighedens øjne til at fungere som en form for antimobbestrategi. Den almene forventning ser ud til at være, at mobning af barnet stopper efter et ophold på julemærkehjem, idet mobbepotentialet er »elimineret«. Således bliver der sjældent arbejdet med klassens sociale miljø igennem de ti uger, hvor barnet er på hjemmet.

Netop det udtrykte personalet på julemærkehjemmet og to tidligere julemærkebørn bekymring omkring, idet en del børn vender tilbage til en mobbeofferposition i klasserne. Når de sociale forhold i klassen er uændrede, står positionen som mobbeoffer »ledig«, når barnet vender tilbage. Således kan det være svært for julemærkebørnene at undslippe offerpositionen.

Det ser altså ud til, at der må andet og mere til for at overskride mobbeprocesser end mobbeofrets individuelle ændring, og derved er der nogle begrænsninger for julemærkehjemmets virke som antimobbestrategi isoleret set.

Ved at udvide samarbejdet mellem julemærkehjem og hjemklasse, så der arbejdes med klassens sociale miljø og mobbemønstre før, under og efter et ophold, kan strategien få mere gunstige forhold at operere under.

For at dette bliver muligt, må perspektivet på mobning udskiftes fra den personudpegende tendens til en forståelse af mobning som en sociokulturel problematik, der foregår imellem børn. Mobbeforsker Helle Rabøl Hansen beskriver, hvordan mobning i intolerante børnegrupper opererer som et (negativt) fællesskabende element for alle andre deltagere end mobbeofret, der både udstødes og fastholdes i fællesskabet, idet det fællesskabende, mobningen, centreres omkring den pågældende. Det tydeliggør, hvorfor mobning ikke nødvendigvis forsvinder, i takt med at et enkelt barn ændrer sig. Når mobning er det fællesskabende element i en børnegruppe, bliver det afgørende for deltagerne at finde én at centrere mobningen omkring for at bevare fællesskabsfølelsen. Idet julemærkebarnet tidligere har indtaget mobbeofferpositionen, bliver det nærliggende for gruppen at forsøge at henvise barnet til denne position igen. Et tidligere julemærkebarn fortæller, hvordan hun efter opholdet bliver mobbet med, at hun har været overvægtig. Børnegruppen må således henvise til en tidligere kategori (overvægtig) for at have mulighed for at fastholde julemærkebarnet i mobbeofferpositionen.

Det er altså nødvendigt at arbejde med intolerante børnegruppers sociale miljø, mens et barn er på julemærkehjem. Men samarbejdet mellem julemærkehjem og hjemklasse kan allerede begynde, når visitation af barnet til et ophold er gennemført, og barn og forældre har været til den indledende samtale. I månederne mellem samtalen og opholdets start kan læreren begynde at arbejde med klassens sociale forhold, så julemærkebarnet deltager i denne proces. Arbejdet med at skabe et tolerant fællesskab i klassen bør starte med, at ansvaret herfor uddelegeres mellem børn, forældre og lærere. Da børn lærer af og afspejler voksnes reaktioner på anderledeshed, er det vigtigt, at forældre og lærere, som er skolebørns primære voksenkontakt, tager ansvaret til sig og reflekterer over, hvordan de italesætter og reagerer over for eksempelvis et overvægtigt udseende. Ved at fokusere på dét, der sker imellem børnene, kan fostringen og opretholdelsen af »det gode fællesskab« fungere som et positivt fællesskabende element, som alle, børn som voksne, har ansvar for. Under hele forløbet bør klasselæreren have tæt kontakt til julemærkepersonalet, så spørgsmål og råd kan deles. Endvidere må klasselæreren holde kontakt til barnet under opholdet på julemærkehjem, idet dette giver barnet en følelse af stadig at være en del af klassens fællesskab, hvilket kan lette returneringen til klassen efter opholdet.

Antimobbearbejdet må generelt koncentreres omkring skabelsen af et tolerant socialt miljø i klassen, hvor skylden for mobningen ikke personcentreres, og hvor der hersker en åbenhed omkring og accept af anderledeshed. Således kan der åbnes op for en accept af det blandt børn, forældre og lærere, og så bliver det muligt at etablere et fællesskab i klassen, hvor mobning af overvægtige børn ikke er legitimt.

Fokus skal væk fra en personudpegende årsagsforklaring på mobning, hvor visse grupper af børn i samfundet stemples, og stempler sig selv, som skyldige. |