Der er én ting, der altid har fascineret mig: Undervisningens mysterium. Det mysterium at nogen underviser, og at der ud af denne undervisning kommer læring.

Jeg kan forstå, at læger med medicin og operationsudstyr kan gøre syge mennesker raske. Her er der i det mindste tale om en eller anden form for sammenhæng. Kniven skærer det syge væv væk, medicinen indgår i kemiske forbindelser med kroppens stoffer.

Men undervisning? Vi implanterer ikke ny viden, og det er kun i overført forstand, at vi banker lærdom ind i hovedet på ungerne.

Nej, vi kommunikerer, og vi tilrettelægger kommunikation: Klasseundervisning, gruppearbejde, vejledning, lytteøvelser og så videre. Og så kommer der noget helt andet ud af det: Læring.

Og alt dette foregår ikke kun i klassen eller i skolen, men alle mulige steder: På virksomheden, foran computeren, ved konferencer, på kurser, til møder, på universitetet, aftenskolen og ved siden af kørelæreren. Ja, selv når man åbner endnu en samleæske fra Ikea, sker det, at den indlagte tegning udløser den aha-oplevelse, som kan kaldes læring: »Nå ja, sådan skal skabet samles«.

Derfor skulle jeg ikke betænke mig lang tid, da muligheden meldte sig: At få lov til at være leder af - dekan for - Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, DPU.

Tænk, ikke bare at tumle med mit undervisningsmysterium alene, men at få lov til at gøre det sammen med 400 kolleger, der arbejder med pædagogik, læring og kompetenceudvikling. Som både ser på uddannelsessystemet, på voksen- og efteruddannelse, målgrupper med særlige behov, organisatorisk læring og på medier og it. Som veksler mellem psykologiske, sociologiske, antropologiske og filosofiske tilgange. Som har med generel teoriudvikling at gøre, gennemfører komparative studier, laver curriculumforskning, studerer klasse- og læringsrum, og som spænder fra det unikke møde mellem lærer og elev til de store historiske linjer i uddannelsessystemets udvikling.

Så enhver kan vel se, at det var fribilletten til slaraffenland: 400 mennesker med samme passion. Hvad mere kan man ønske?

Mange har spurgt mig om programerklæringer. Hvad vil jeg? Hvad skal der fokuseres på? Svaret er, at det kan jeg naturligvis ikke sige noget om, før jeg er tiltrådt 1. januar 2008. Det, der skal ske i løbet af min første måned, er, at jeg skal rundt på alle institutterne og til alle forskningsprogrammer for at blive præsenteret for, hvad de har gang i.

Men selvfølgelig har jeg nogle ideer.

Den, der presser sig mest på, er at sætte skub i arbejdet med en langsigtet reform af den danske læreruddannelse. Lad mig skitsere, hvordan den kunne se ud.

For det første ville det være smart, hvis læreruddannelserne var mere fleksible, end de er i dag. Det undrer mig, at uddannelsen til folkeskolelærer kører ad ét spor, mens uddannelsen til for eksempel gymnasielærer kører ad et helt andet spor. Det ville da være mere hensigtsmæssigt, hvis man kunne kombinere forskellige spor, senere i karrieren gå fra folkeskole til gymnasium eller for eksempel indbygge specialpædagogiske og ledelsesteoretiske specialiseringer.

For det andet er det for mig at se nærliggende, at man kombinerer praksisnære, uddannelsesteoretiske og fagfaglige institutioner. Det peger ikke på universitetet i modsætning til professionshøjskolerne, men på et samarbejde mellem de forskellige institutioner. Det ville være nyttigt at have både et pædagogisk-teoretisk overskud, et fagfagligt overskud, fordi man har fået undervisning på et universitetsinstitut, og en praksisnær erfaring, når man har afsluttet sin læreruddannelse.

Og så ville det være positivt, hvis lærernes didaktiske praksisrefleksion var forskningsbaseret. Tænk at have et forskningsbaseret beredskab, så man kunne nyttiggøre de mange evalueringer og komparative undersøgelser som værktøjer i sin egen undervisning og ikke bare opleve dem som pressens og politikernes hede ånde i nakken.

En sådan organisering af uddannelsen vil netop muliggøre fleksibilitet. Så ville det ikke være så svært at springe fra folkeskole til gymnasium eller fra undervisning til pædagogisk ledelse.

Derfor var det fint at læse regeringsgrundlaget fra november 2007 for den nye regering. For her står, »at professionshøjskoler og universiteter kan gå sammen om udviklingen af nye uddannelser på lærerområdet«, ligesom fleksibiliteten bliver fremhævet: Der skal laves »supplerende læreruddannelser, der, afhængig af den enkelte studerendes valg, kan føre til job i folkeskolen eller i gymnasiet«.

Så her er der ikke meget at betænke sig på: Det er bare med at komme i gang.

Som et naturligt supplement til en reform af læreruddannelserne ville det være oplagt at skabe et center, der udgør et forskningsgrundlag for læreruddannelsen.

Den samfundsmæssige interesse for undervisning og uddannelsespolitik er stor, både økonomisk, kulturelt, socialt og demokratisk. De fleste anerkender, at viden er et centralt element i både samfundsøkonomien og i vores muligheder for at udvikle os demokratisk, kulturelt og socialt. Næsten uanset hvilket problem der opstår, er vor tids svar: Uddannelse.

Samtidig vil flere og flere godt vide, hvad »der virker« i undervisning og uddannelsespolitik. Er store skoler bedre end små skoler? Hvornår skal man starte på fremmedsprogsundervisning? Udvikler børn deres demokratiske kompetencer af at have klasseundervisning? Hvorfor er finske børn bedre end danske til regning og matematik, og hvorfor er der flere mønsterbrydere i Finland? Er hjemmearbejde godt eller dårligt?

Der stilles hver dag hundredvis af den slags spørgsmål, men svarene synes ikke at holde så længe. Hvorfor?

Én forklaring er, at selv om der gennemføres mange forsøg og udviklingsaktiviteter, bliver de som regel ikke koordineret indbyrdes. Tilsvarende vokser mængden af komparative, kvantitative data, men man savner en systematisk vidensopsamling. En anden forklaring er, at uddannelsesforskning har en relativt beskeden placering i det nuværende danske forskningsmiljø. Og endelig er en tredje forklaring, at den forskningsbaserede viden om, hvilke forandringer der bedst kan skabe de ønskede resultater i uddannelsessystemet og i undervisningen, ikke er koblet godt nok til læreruddannelsen.

Resultatet er, at undervisning og uddannelsespolitik fortsat i betydeligt omfang baserer sig på holdninger og erfaringsbaseret viden.

I den forbindelse er det nærliggende at drage en parallel til lægevidenskaben. Man skal ikke så langt tilbage i historien, før lægegerningen var baseret på almindelig snusfornuft og på de erfaringer, den enkelte nu kunne samle sammen. I dag er lægevidenskaben som bekendt et af de største forskningsbaserede komplekser i samfundet.

Lad mig skynde mig at sige, at parallellen kun holder et stykke af vejen. For som jeg sagde i starten, er der forskel på lægevidenskab og uddannelsesforskning. Lægevidenskaben kan i langt højere grad basere sig på lineære og kausale paradigmer, mens uddannelsesforskningen beskæftiger sig med det, der med et fint ord hedder »hyperkomplekse« fænomener. Konsekvensen er, at »evidens« betyder noget andet. Men konsekvensen er ikke, at »evidens« er umulig.

Derfor tør jeg godt forudsige et videnskabeligt gennembrud i uddannelsesforskningen. Det er baggrunden for den nævnte idé om et center, der arbejder med uddannelsespolitik, undervisning og læring. Det skal være forskningsgrundlag for læreruddannelsen. Det skal afklare, hvad der virker, og hvad der ikke virker i undervisning og uddannelsespolitik, hvordan denne viden kan omsættes til didaktisk og uddannelsespolitisk praksis - og så, naturligvis, hvad »evidens« betyder, og hvor grænserne går for såkaldt »evidensbaseret viden« om undervisning, læring og uddannelsespolitik. |

»Det undrer mig, at uddannelsen til folkeskolelærer kører ad ét spor, mens uddannelsen til for eksempel gymnasielærer kører ad et helt andet spor«»Men selvfølgelig har jeg nogle ideer. Den, der presser sig mest på, er at sætte skub i arbejdet med en langsigtet reform af den danske læreruddannelse«