Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der arbejdes for tiden på en ny udformning af den danske ordning for tilskud til skolefrugt. Ordningen tilbyder medfinansiering med EU midler til uddeling af frugt og grønt på danske skoler. Tilskudspuljen for skoleåret 2009/2010 er netop blevet fordelt blandt ansøgerne, men allerede nu er det nødvendigt at tage stilling til, hvordan ordningen skal fungere for det kommende skoleår. Det nationale videncenter for sundhed, kost og motion (KOSMOS) har sine tanker og ideer til den kommende ordning.
Kosmos vil undgå ulighed i sundheden
Som udgangspunkt er det nationale videncenter KOSMOS af den opfattelse, at skolefrugtordningen skal være gratis for dem, der deltager i ordningen - altså ingen egenbetaling. Begrundelsen for denne holdning er, at det vil være en overvejende sandsynlighed for, at en frugtordning på skoler med egenbetaling anvendes af de børn/forældre, der i forvejen har frugt i den daglige madplan. Altså en fastholdelse af, at de børn og unge, der i forvejen indtager frugt, får mere frugt, - og de børn fra familier, der ikke indtager frugt i den daglige madplan får fortsat ikke øget indtaget af frugt. Det nationale videncenter KOSMOS er af den opfattelse, at hvis tilbuddet ikke er for alle elever, så vil ordningen i yderste konsekvens være med til at fremme ulighed i sundhed.
Frugt i indskolingen og mellemtrinnet
Hvis økonomien i projektet ikke rækker til en gratis ordning for alle skolebørn, foreslår KOSMOS, at der udvælges hele klasser eller klassetrin eventuelt i perioder, der går på skift mellem klasserne/klassetrinnene.
KOSMOS foreslår desuden, at målgruppen kan være indskolingen og mellemtrinnet, da der på disse klassetrin er størst mulighed for at præge børns madvaner. Desuden er det er på disse klassetrin, at børnene gerne vil sidde i klassen og spise sammen.
Frugtordning som sundhedspædagogisk tiltag
KOSMOS anbefaler, at frugten indgår som et bevidst led i et pædagogisk tiltag/strategi i klassen - dagens "frugtkvarter". Frugten skal indgå som integreret del i en læringsproces.
KOSMOS foreslår desuden, at frugten indtages i rammer/situationer, så frugten forbindes med at ha' det godt, velbefindende, fællesskab, trivsel og hygge. Hvis frugt forbindes med gode situationer, vil gode situationer kædes sammen med frugt, og frugt vil måske på sigt kunne indgå, som et godt alternativ til de søde og fede fødevarer, som hygge ofte fører med sig.
KOSMOS konkrete forslag til frugt-aktiviteter
KOSMOS har følgende konkrete forslag til aktiviteter:
Klassen kan have et fast dagligt ritual, når frugten indtages, eksempelvis højtlæsning eller musik.
Klassen kan have et fast ugentligt ritual, når frugten indtages.
Klassen kan have et varieret uge-program, når frugten indtages, eksempelvis:
Mandagsfrugt - frugten kan indtages i forbindelse med dagens højtlæsning el. andet
Tirsdagsfrugt - frugten kan indtages i forbindelse med en frugtleg/råvarekendskab
Onsdagsfrugt - frugten kan indtages i forbindelse med en frugtleg/råvarekendskab
Torsdagsfrugt - frugten kan indtages i forbindelse med en frugtleg/råvarekendskab
Fredagsfrugt - frugten kan indtages i forbindelse med dagens højtlæsning eller andet
Der kan med dagens frugt/ugens frugt medfølge et inspirationsmateriale med højtlæsningstekster, lydtekster, småfilm, råvareinformation, aktiviteter, opgaver og konkurrencer, der er let at gå til og kan bruges af underviseren i dagens "frugtkvarter".
KOSMOS forslag til servering af frugten
Frugten skal selvfølgelig være frisk og indbydende.
Serveringen af frugten kan varieres. Frugten kan serveres forskelligt eventuelt hver dag eller ugevis, - eller man har en ugentlig dag med en frugtoverraskelse. Man kan indtænke følgende serveringsmodeller kunne:
Alle får ens hele frugter
Alle får smagsprøver på forskellige sorter inden for samme slags frugt - eksempelvis.
4 forskellige slags æbler/pærer i kvarte stykker eller
Alle får den samme frugt, men i forskellige former eksempelvis blomme og sveske, vindruer og rosiner, bananer friske og tørrede.
Forskellige frugter, allerede kendte
Forskellige frugter, allerede kendte samt enkelte ukendte
Frugt/grønsagsstave
Frugtsalat
Det er vigtigt, at det er muligt for de deltagende klasser/elever at være medbestemmende med hensyn til, hvordan frugttilbuddet skal se ud til den enkelte klasse og det pædagogiske tiltag frugttilbuddet skal være en del af.
Børge Koch er leder på det nationale videncenter Kosmos og på Videncenter for sundhedsfremme på University College Syd. Han er desuden medlem af Det Nationale Forebyggelsesråd.