Michaela skolen og enden på Rousseau?

Masser af regler, ingen undskyldninger og en tyk streg under selvdiciplin - er det løsningen? Det er det tilsyneladende på Michaela skolen i det nordlige London, hvor den pletvis kontroversielle "Headmaster" Katarina Birbalsingh har søsat et skoleprojekt, der forsøger at gøre op med årtiers misforståede frihed og dårlige resultater.

En kaotisk og uforudsigelig undervisningssituation er med til at gøre sårbare børn mere ukoncentrerede tilbageholdende og impulsive. Hvis man derimod skaber en hverdag for børnene, der er præget af orden, planlagt adfærd og forudsigelighed, så giver man svage børn de mest fordelagtige vilkår for at lære noget. 

Frihed kommer af selvkontrol

"At Michaela we have a quote on the wall that says, ‘Freedom comes from self-control.’ "

Meget af ´nytænkningen´ bag Michaela skolen er et opgør med arven fra Rosseau: Jean-Jacques Rousseau var bannerfører for alle frigørelseshumanister frem til idag og hans budskab er blevet udlagt som at alt, hvad barnet har i sig fra naturen, er godt og skal fremmes, mens enhver form for civilisation og styring er skadelig´.

Rousseau fik sine egne børn sendt på hittbørnshjem for at skaffe sig arbejdsro i sit hjem, og sådan at han kunne skrive et værk om opdragelse, "Emile og Opdragelsen", som har inspireret forældre og undervisere gennem mere end 250 år. Hans værk om opdragelse har præget pædagogers indsats i mange generationer efter og stadig farver tænkningen hos lærere og undervisere.

Man må refærdighedsvis give Rousseau en stor del af æren for at der blev gjort op med et syn på børn, hvor deres udvikling mest bestod i at deres forældre eller andre voksne instalerede deres egne synspunkter i børnene og mest gjorde dette med magt og dicsiplin. Men han har også et hovedansvar for nogle af de værste sider af moderne undervisningsfilosofi og for de mest skadelige sider af livet i en moderne skole. 

Og hvor man måske tidligere kunne se mere naivt på disse spørgsmål, så har erfaringer med mobiltelefoner, stoffer, øget indvandring, stress og voksende ungdomspsykiatriske problemer sat en klar dagsorden for pædagogisk tænkning: Hvordan skaber man en skole, som effektivt favner en mærkbart mindre homogen befolkning af børn og klæder dem på til livet i et moderne videnssamfund?

Hvis man synes at chancen for at lære tilstrækkeligt meget gennem sin skolegang er for usikker, så bør man se kritisk på indflydelsen fra Rousseau. Og hvis man synes at der er for meget kaos, larm, mobning og anarki i skolen, så bør man interessere sig for den stilfærdige revolution af skolen som Katherine Birbalsingh er ved at gennemføre.

'Der er opstået en kultur, hvor man har drejet fokus væk fra indlæring af viden'

Idag kommer indflydelsen fra Rosseau til udtryk som en prioritering af 'inde motivation', flow og process. Og en nedprioritering af de belønnende resultater, som understøtter 'ydre motivation'. Den centrale tanke er at indre motivation driver læringsprocesser, hvis og når elever oplever selvstændighed, autonomi, selvtillid og tillid til egne evner. Og at dette fører til bedre indlæring end indlæring baseret på ydre motivation. 

Derfor er den morderne romantikers svar på dårlige resultater af undervisningen, at gøre den mere sanselig og oplevelses-orienteret. Håbet er at den direkte sanselige oplevelse af biologiske, historiske eller andre fakta, kan drive en positiv udvikling mod indre motivation igang. Dette gennemføres ideelt set ved brug af den kanoniske eskursion til et lokalt museum eller naturpark. Når eleverne derefter har en sanseligt virkelighed som grundlag for deres indlæring vil de være drevne af en indre motivation for mere viden og ny læring. Det er således underviserens rolle at frigøre de indre kræfter i barnet, sådan, at de kan danne grundlag for den personligt motiverede indlæringsprocess, som læreren derefter kan facilitere.

Hvor godt dette fungerer i praksis er stadig omdiskuteret. Mest fordi lærere aldrig for alvor har haft lejlighed til at gennemføre en tilbundsgående afprøvning af metoderne med tilstrækkeligt mange eskursioner. Men også fordi hverdagen i en moderne skole er præget af beukratiske krav om registrering, test, prøver og andre elementer, der let kan forstyrre den delikate facilitering af indre motivation. 

Så hvor skal man finde håb for fremtiden? Et bud er det eksperiment som Katherine Birbalsingh har igangsat med skabelsen af en anderledes skole i det nordlige London: Michaela skolen er et bud på fremtidens skole, som i overraskende grad ligner fortidens skole: Alle regler, aktiviteter, beslutninger og prioriteringer er koordineret i forhold til det centrale mål for skolen: Indlæring af viden!

Birbalsingh er barn af en indisk far og en jamaicansk mor, født i New Zeeland, opvokset i Canada, men lever og arbejder i London. Hvor hun i 2014 har startet Micheala skolen som et svar på, hvad hun opfatter som de offentlige skolers svigt af børn fra maginaliserde hjem. På skolens hjemmeside kan man læse at personalet på Micheale normalt afviser alle vores tids traditionelle normer for læring. Og læser man mellem linierne, så gælder det i høj grad arven efter Rousseau. 

På Micheala skolen er nøglen til indre motivation indlæring. Det vil sige indlæring af fakta, parratviden og kognitive færdigheder. Altså alle de virkemidler, som gør det muligt at agere selvstændigt, kreativt og indremotiveret. 

Holdningen er at orden og selvkontrol fører til frihed, til reélle valg og til at man kan bidrage til samfundet med en højt kvalificeret indsats. Spontanitet og impulsivitet fører til at man er underkastet kortsigtede interesser, neurotisk adfærd og til at bliver et let offer for afhængighed af forskellig art. 

Problemet ved "den gamle skole" er ikke at man er disciplineret, men at man er unødigt ufølsom over for andre individers oplevelse og følelser. Hvis man tager vare på dette er disciplin og selvdiciplin frisættende, ikke begrænsende.  Man flytter indflydelsen fra spontane og tilfældige impulser, til adfærd, der tjener en ens identitet og langsigtede målsætninger. 

Børnene i Birbalsingh's Mechaela skole starter f.eks. skoleåret med en uges "træningslejr", hvor nye elever lærer skoles mere restriktive regler. Regler som at man f.eks. ikke må snakke i gangene. Og at man kan få straffpoint for at have glemt sin pen eller for at have en ludende holdning. 

"Vores børn elsker vores strenge regler" siger Birbalsingh, fordi de skaber en situtation, hvor læring kan finde sted. I stedet for at føle sig trykket så oplever børnene at de er frie til at lære: "Børnene er virkeligt interesserede i a lære - og de lærer enormt meget. Dette er specielt tilfældet for børn fra de fatigste og mest marginaliserede hjem." Specielt de, som ikke har adgang til bøger, kultur eller vejledning i deres hjem. 

´Vi tror på at børnene fungerer bedst i et struktureret miljø´

Michaela er Birbalsings privatskole, skabt ud af frustrationer med tingenes tilstand i Londons offentlige skoler. Det vil sige skoler, der er processorienterede efter Rosseaus modeller. I stedet er holdningen: Arbejdt hårdt og vær venlig!´ Børnene tilskynnes altså til at være venlige mod hinanden: "Vi tror på at børnene fungerer bedst i et struktureret miljø. Når vi påtager os vores rolle som voksne og sikrer at miljøet støtter en artig adfærd, så er børnene i stand til at fungere bedst muligt, både i forhold til indlæring og rent menneskeligt." Udtaler Katharine Bibalsingh i et interview.

Birbalsingh har ryddet ud i mange af de beukratiske hindringer for at lærere kan trives, gøre deres arbejde effektivt og sørge for god undervisning for børnene. Men der er også indført ændringer, der er langt mere direkte påvirker skolebørnenes daglige undervisning. Først og fremmest er fokus flyttet fra lære-processen til det stof, der skal læres. Hvis man er tilstrækkeligt 'progressivt' indstillet kan dette have en fæl smag af "den gamle skole" og en tilbagevenden til mere traditionelle værdier. Og det er sikkert ikke helt forkert, at opleve det sådan. Men der er mening med galskaben:  Ved at fokusere på indlæring af viden klædes eleverne på til at tænke selvstændigt, utraditionelt og kreativt.

Der er altså stærkt fokus på indlæring af fakta. Holdningen er, at man ved at vide tilstrækkeligt meget bliver i stand til at have en holdning, en tolkning og dermed en kreativ tilgang til sin viden. Og omvendt, at hvis ens viden er mangelfuld, svagt funderet og usikker, så er der intet af dette, der fungerer. Derfor er fokus i undervisningen på at lære børnene et pensum - ikke på lære-processen. Der er derfor ikke samme fokus på gruppearbejde, læreprocessen og oplevelsen af timerne, som i andre skoler. Fokus er på at eleverne opnår et solidt fundament af viden, som de kan bygge deres selvstændige tænkning på. Ikke at træne dem i selvstændig tænkning, før de er klar til det. 

Resultat-løn for lærere er også bandlyst. Det er sket ud fra en oplevelse af, hvad der faktisk er vigtigt for at skolen fungerer godt: Nemlig samarbejde mellem lærerne og andre personaler. Skoler fungerer fordi alle arbejder som et team og samarbejder om alle problemer. Resultat-løn ødelægger samarbejde og team performance. Ingen har en interesse i at gøre noget for andre, når man bliver vurderet på sin individuelle performance. Vurderinger af lærere er desuden baseret på evalueringer af de meget få og meget kunstige situtioner, hvor undervisningen iagttages. Inten at dette giver meget mening, når man skal have en skole og en gruppe lærere til at fungere optimalt. 

Hvorfor er viden så vigtig?

Man skulle tro at viden efterhånden var blevet mindre vigtig: Alle kan via deres mobiltelefon skaffe sig adgang til wikipedia og stort set alle etablerede fakta. Det gøres ofte hurtigt og ubesværet, og der er ikke noget, der tyder på at de informationer, der indhentes på denne måde, er af underlødig kvalitet. Så hvorfor er det overhovedet vigtigt at børn lærer store mængder fakta? Hvorfor denne vægt på fakta. Eller på "udenadslære", som man kalder det, hvis man efter Roussseau vil være en smule nedladende over for videns-indlæring. 

Forklaringen skal findes i måden vores hjerne fungerer på. vi kan enten reagere instinktivt og vanemæssigt med en eller anden form for automatreaktion. Eller vi kan reagere med omtanke og udforme en passende reaktion baseret på vores viden, erfaring og målsætninger. Udformningen at denne reaktion sker i vores abjedshukommelse. 

Denne arbejdshukkomelse er en central del af vores evne for selvkontrol, men er samtidigt meget begrænset. Vi kan ikke rumme en bog, en film, et tv-afsnit eller et kapitel i vores arbejdshukkommelse. Arbejdshukommelsen kan manipulere og håndtere en lille håndfuld elementer, som hver kan influere på vores handlingssvar. 

Så i praksis udformes vores valg ved at arbejdshukommelsen bruger ord og symboler som "repræsentanter" for større og mere komplekse mængder af viden og erfaring.  Det er ofte tilstrækkeligt at bruge ordet "afhængighed", som en repræsentation hvis og når, vi har en tilstrækkelig detaljeret parratviden. Men hvis symbolet "afhængighed" ikke repræsenterer en klar og detaljeret viden, så vil vi ikke på samme måde kunne bruge dette symbol til at træffe valg og afgørelser. Valg og afgørelser man derefter kan begrunde og legitimere, ved at trække på sin indarbejdede viden. Viden frisætter os til at træffe selvstændige, kreative og spontane afgørelser. 

Moderne pædagogik har derimod været optaget af at elever undervises i "kompleks problemløsning" siger Birbalsing: "Roussaus tanke var at man kan ´drage det ud af barnet´ og at ´barnet ikke er en beholder, der skal fyldes op, men en process, der skal antændes´, hvilket jo lyder både interessant og spændende. Det er så forførende og får alle med på tankegangen. Men i realiteten er det man har brug for fakta. Fakta der er indarbejdet i hukommelse og kan bruges efter behov. Dette betyder ikke, at man bare er en papegøje, der gentager fakta uden at have en dybere forståelse."  Det er ifølge Birbalsingh vigtigt at gøre sig sine erfaringer, at deltage i klasse diskutioner, par-diskutioner og den slags. 

"Årets røv"

Der er mange regler på skolen, men der er inging mobning og der er ikke nogen der bliver kåret som "Årets Røv". Man kan opfatte de strenge regler som et negativt element. Men vil man også have denne negative opfattelse, hvis regler og diciplin faktisk fører til langt bedre resultater? Det er endnu for tidligt at vurdere, hvordan de alternative metoder og holdninger påvirker de børn som går på skolen. Men Headmaster Birbalsingh tror på projektet, hun har et motiveret og enthusiastisk hold lærere omkring sig. Og eleverne ser ud til at stortrives på trods af disciplin. Så det bliver spændende at følge de mere langsigtede resultater, efterhånden som de tikker ind i løbet af de nærmeste år. 

Kilder:

Michaela skolen

Terry Eagleton: Hvad ville Rousseau tænke om vores selviske tid?