Lærere skal kunne selv og ikke kun være lydhør konsulent

Dette er en god lille bog - eller en næsten god bog. Mogens Hansen beskriver, hvordan barnet - for at kunne blive 'ejer af sin egen udvikling' - selv skal stille sig mål og formulere personlige krav og vurderinger. Det skal ske i løbet af de første fem-seks skoleår. Og for at det skal være muligt, må skolen revidere både arbejdsformer og indhold. Skolen er upraktisk. Den bruger 80 procent af tiden på symboler og tegn, mens den konkrete verden kun udgør 20 procent. Det kropslige, sanserne, det æstetiske og musiske fortrænges, mener Mogens Hansen. Og derved bliver mennesker delt i to grupper: Ting-mennesker og symbol-mennesker. Praktiske mennesker og symbol-håndterende mennesker.

Men der er et skrigende behov for 'en ny dobbeltsocialisering' til både ting og symboler.

I denne 'håndværkets skole' er lærerne ikke tilbagelænede konsulenter. De kan fagenes håndværk og kender arbejdsprocesserne. De både kan og véd hvorfor, så børn også kan lære kundskaber og færdigheder ved at efterligne læreren. (At efterligne er ikke det samme som at efterabe.)

Så langt så godt. Mogens Hansen får også fint formidlet den kulturhistoriske virksomhedsbegreb, og Vygotskijs arbejde med Znu: zonen for den nærmesteudvikling. Men det er som om, der mangler noget. Bogen er ujævn. I første og sidste kapitel flyder sproget næsten hverdagsagtigt, mens man i de mellemste tre skal sætte læsehastigheden ned for ikke at snuble i fagterminologien. Og så er det påfaldende, at eksemplerne fra hverdagen mangler. Derfor fremtræder det samlede resultat netop ikke samlet. Og forklaringen finder man side 100, hvor det af en note fremgår, at bogen er et Frankenstein-produkt af tidligere offentliggjorte tekster. Første og femte kapitel er henholdsvis en aviskronik og en bearbejdet forelæsning, og tredje og fjerde kapitel har tidligere været trykt i tidsskriftet Specialpædagogik. Kun kapitel to er næsten nyt. Det har delvist været offentliggjort i tidsskiftet Uddannelse!

Det bliver indholdet ikke ringere af. Men det burde fremgå af forordet eller i det mindste af forlagets pressemeddelelse. Men min væsentligste indvending mod bogen er, at der mangler noget. Holdningen er klar, der bliver ikke stukket noget under stolen. Men der er for langt mellem teoriformidlingen og de erklærede holdninger. Hvis man læser afsnittene om leg og læring gennem kritiske briller, er det svært at se, hvordan skolen skal bruge den teoriramme, der præsenteres. Man sidder tilbage med en uro for, at skolen skal ekspropriere og 'nyttiggøre' legen. Svarene findes ikke i teksten som argumenter, men som erklæringer.

Det nævnes, at Vygotskijs (eller Vygotsky, som navnet staves nogle steder i bogen) teori om zonen for den nærmeste udvikling har klare pædagogiske værdier. Men det er Znu's 'psykologiske realitet', der bruges plads på. I en bog, som har undertitlen 'om undervisning og læring', burde der findes solide beskrivelser, der kan vise, hvad det er, læreren kan og skal som håndværkets lærer. Den diskussion og forskning har skolens lærere brug for.