Slut med eksamen i 2. klasse: Singapore vil fremme glæden ved at lære

Pisa-topscorernationen Singapore skærer nu markant ned i antallet af eksaminer og karakterer for at fremme elevernes glæde ved at lære hele livet. Med reformen vil Singapores undervisningsminister blandt andet mindske konkurrence-elementet og undgå stigmatisering.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den lille ø-stat Singapore i sydøstasien har et 100 procent centralt styret skolesystem, hvor elever og lærere placeres på skolerne, så lærerkompetencer og elev- og læreretnicitet er passende fordelt, og eleverne hvert år fordeles i klasser efter deres faglige niveau. Landet har i årevis ligget i pisa-undersøgelsernes absolutte top, og den succes skal ikke ud med badevandet, når Undervisningsministeriet nu vil skrue en smule ned for skolesystemets fokus på test og karakterer.

OECD: Skolen skal have mere fokus på personlige kundskaber end på de faglige

Fra 2019 skal Singapores skoleelever ikke til eksamen ved slutningen af 2. klasse, og de bedømmelser, eleverne får i 1. og 2. klasse, vil ikke længere blive lagt sammen til én overordnet karakter, har ministeriet meldt ud. Over nogle år vil antallet af skolebaserede test også blive reduceret, lover ministeriet. Den tid, man sparer på test og eksamen og træning til dem, skal i stedet bruges på mere fokus på den enkelte elevs udvikling, selvindsigt og glæde ved at lære.

I dag får skoleelever i Singapore hvert år en karakterbog med det officielle navn Holistic Development Profile (Holistisk udviklingsprofil). Her står blandt andet, hvad nummer de ligger i deres klasse og på årgangen, men det skal være slut nu. 1.- og 2.-klasse-elever vil fremover få deres karakterer i kvalitative beskrivelser, og de ældre elever vil fremover kun få karakterer i hele tal, uden decimaler. Formålet er, at eleverne skal fokusere på deres egen udvikling frem for sammenligning med kammeraterne.

Niveaudeling efter 1. klasse 

Ikke slagtning af noget helligt

"Vi laver ikke forandring for forandrings skyld. Og når vi gennemfører forandringen, er vi opmærksomme på at bevare vort systems kernestyrker i form af studerende med sunde værdier og en stærk basis i regning, læsning og kritiske bløde kompetencer. Vores gode pisa-resultater bekræfter denne tilgang. I den forstand er de forandringer, vi nu presser på for, aldrig blevet udråbt som slagtning af noget helligt", understregede undervisningsminister Ong Ye Kung, da han forleden fremlagde planerne ved det årlige nationale skoleplanlægningsseminar.

Han gennemgik fire afvejninger, som han mener, er nødvendige:

  • Balancen mellem disciplin og glæde: "Hvor meget robusthed vi ønsker i systemet, og hvor meget hårdt arbejde vi forlanger af eleverne kontra at gøre læring sjov og nære elevernes glæde ved at lære".
  • Skarpheden i forhold til akademisk sortering. I hvilken grad skal eksamensresultater bruges til niveaudeling og som adgangskrav - i forhold til at bruge dem til at måle, hvad eleverne har lært uden at fremelske en overdrevet konkurrence-kultur.
  • Individuel tilpasning kontra stigmatisering - spørgsmålet om i hvilken grad læseplanen er tilpasset elever med forskellige indlæringshastigheder i forhold til risikoen for at stigmatisere mindre boglige elever, "Jeg ved, det er noget, mange undervisere har stærke holdninger til", understregede ministeren.
  • Den fjerde afvejning er mellem realkompetencer og papir-kvalifikationer - altså vigtigheden af certifikater og diplomer kontra færdigheder, man rent faktisk har brug for i sit job. Også her er der forandringer på vej.

Læring for livet er overskriften på den nye stil i Singapore, som undervisningsminister Ong Ye Kung fortalte om ved det årlige nationale Schools Work Plan Seminar forleden.

Læs mere

Pressemeddelelse fra Singapores Ministry ofEducation