For mig har det været overordentlig interessant at afprøve læringsmålstyret undervisning, for det har tvunget mig til at erkende, hvor vigtig det vitterlig er at kunne variere sin undervisning og bruge sin fagprofessionelle dømmekraft, når elever med vidt forskellige udgangspunkter skal nås. Nøjes man med én tilgang til alle, som den læringsmålstyrede tilgang lægger op til, går det ud over elevernes motivation og unødigt mange tabes undervejs.

Da folkeskolereformen 2013 blev rullet ud over det ganske land med sin opskrift på læringsmålstyret undervisning og med læringsplatforme til overvågning af processen, bed jeg i det sure æble og hang på. Følelsen af, at det her var helt forkert, blev stærkere og stærkere undervejs, men jeg kunne ikke sætte fingeren på præcis, hvad der var galt. Var jeg bange for de nye vinde?

Alle undervisningsforløb skulle starte med, at eleverne loggede ind på læringsplatformen og kiggede de udvalgte delmål igennem. Tanken var, at så vidste de, hvad de skulle lære i undervisningen. De stærke elever susede igennem målene, mens de svage elever allerede mistede pusten inden forløbet overhovedet var i gang. Selv mistede jeg også overblikket over, hvor det var, jeg ville hen med min undervisning, og hvad eleverne skulle lære inden for et givent forløb.  Var det virkelig alle de små lineære mål, som skulle give eleverne store oplevelser, danne dem som mennesker og guide dem til at klare sig i verden, som er i konstant forandring? Før reformen var delmålene et led i processen, men nu syntes de ophævet til målet i sig selv.

Lettelsen var stor, da jeg i foråret 2018 læste de nye anbefalinger i ”Formål og frihed” udarbejdet af rådgivningsgruppen for Fælles Mål under undervisningsminister Merete Riisager. Det var vel at mærke anbefalinger fra et udvalg, der rummede hele tre lærere ud over skoleledere, folk fra KL og DLF. I ”Formål og frihed” pointeredes det, at lærerne igen skulle løfte blikket og undervise ud fra folkeskolens formålsparagraf. De mange delmål skulle fremover være vejledende, mens kompetencemålene og de overordnede mål for fagene forsat skulle være obligatoriske. Jeg læste, rettede ryggen og følte mig mødt og forstået!

Her var der tale om en modig undervisningsminister, som lyttede til lærerne og åbnede op for, at der er flere veje til læring end blot den læringsmålstyrede.  Der skulle igen satses på lærernes fagprofessionelle dømmekraft og detailstyringen blev aflyst. Gudskelov!

Men, men, men Læringsplatformene som ”MinUddannelse” og ”Mebook” har været en dyr investering for kommunerne. Spørgsmålet er, om KL tør give platformene fri og lade lærerne bruge dem, hvor det giver mening?  Eller vil KL fortsat holde rigidt fast i platformene og insistere på, at der først har fundet læring sted, når den enkelte elev er blevet målt og vejet på platformen?

Hvis man fortsat ønsker at fastholde platformene, så holder man også fast i, at læring er lineær og ikke processuel. At noget altid skal læres og falde på plads inden noget andet, og sådan bliver den enkelte byggesten pludselig vigtigere end selve huset.

En klasse fuld af børn kræver lydhørhed og en stor didaktisk kuffert fyldt med forskellige veje til læring. At afkræve lærere en bestemt tilgang til undervisning og læring og med tilknyttet måleinstrument er en unødig begrænsning i arbejdet for at nå ud til alle elever, og en manglende forståelse af det dynamiske i læreprocesser.

Det er på tide at vågne op! Lad læringsplatformene være en blandt mange muligheder, og giv så lærerne deres frihed til at skrue op for didaktikken og det fagprofessionelle skøn. Invester i lærerne – ikke i læringsplatforme med deres smalsporerede tilgang til undervisning og læring – ellers mister vi den styrke, som har ligget i metodefriheden. Den frihed som har gjort den danske folkeskole til noget unikt, og som stadig kalder på besøg fra hele verden.

Så vær modige ude i kommunerne. Lad ikke pengene, men pædagogikken være det vigtigste argument.