Fakta

Fortiden som et fremmed land -  Historieundervisning og fortidsformidling

Redaktører:  Loa Bjerre, Heidi Eskelund Knudsen og Jens Aage Poulsen(Red)

230 kroner. får også som i-bog til 180 kroner

198 sider

Akademisk Forlag

Fortiden som et fremmed land. Historieundervisning og fortidsformidling er en bredt favnende antologi fra et stærkt hold af undervisere og forskere, der viser os, hvordan ny, moderne historieundervisning kan foregå. At se fortiden som et fremmed land viser sig at være den perfekte metafor. Jo fjernere fortid, jo mere fremmed. Alene vores danmarkshistorie rummer begivenheder, perioder og mennesker, som kan forekomme både ubegribelige, umenneskelige og meget langt fra vores virkelighed i dag.

Bogen er rettet mod læreruddannelsen og undervisere og formidlere, der arbejder med fortiden. Den giver et fyldigt, nuanceret indblik i, hvorfor historie er meget andet end årstal og de store linjer og det er en både lærerig og kompleks guide til formidling af fortiden.

Bogens primære fokus er fortidsperspektivet. Et afgørende begreb for den historiedidaktik, som bogen generelt plæderer for. Kortfattet handler det om at se fortiden på de rette præmisser. Begrebet gør op med gængs praksis, der ofte lander på at se fortiden med nutidens øjne, hvorved vi hurtigt havner i to andre begreber, som bør prioriteres højt af en hver historielærer: Præsentisme og kronocentrisme. Præsentismen handler om, at fortiden ofte ses ud fra nutidige normative opfattelser af, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert. Kronocentrismen kædes hurtigt sammen præsentismen, hvis vi kun ser fortiden i nutiden perspektiv, for derved bliver det let at konkludere, at nutiden til enhver tid er bedre end fortiden. Vi ved bedre, vi er mere oplyste, mere demokratiske, mere ligestillede, mere tolerante og så videre.

Antologien er redigeret af Loa Bjerre, Heidi Eskelund Knudsen og Jens Aage Poulsen. Det er Loa Bjerre, der i første kapitel introducerer og præciserer fortidsperspektivet. Her finder vi blandt andet en model, der demonstrerer, hvordan ”et fortidsmøde med kvalificeret fortidsperspektiv kan være et møde med fortiden på fortidens præmisser og give eleven mulighed for at demonstrere historisk empati”. Loa Bjerre stiller begreberne systematisk op og viser samtidig, hvordan der fra international forskerside er uenighed om, hvad historisk empati indebærer for historieundervisningen. Der er enighed om, at empatien bør være rodfæstet i en forståelse for de normer, der gjorde sig gældende i den givne historiske periode, men der er uenighed om i hvor høj grad elevernes følelser og fantasi bør spille ind i deres forståelse af fortiden. Hvis vi lægger os op ad den antagelse, at elevernes følelser og fantasi kan være vigtige elementer i vores didaktik, så lægger nogle af disse metoder sig bemærkelsesværdigt tæt op ad de oplevelsesbaserede, æstetiske litteraturtilgange, som i høj grad præger danskfagets litteraturundervisning i disse år, og i så fald vil der være interessante tværfaglige didaktiske veje at bevæge sig ad, når eleverne skal møde fortidens mennesker, deres verden og deres handlinger.

I kapitel 3 skriver Jens Aage Poulsen om skolefaget historie med afsæt i en lille case om Huxie, der prøver at skrive med en fjer. Huxie er på Middelaldercenteret ved Nykøbing F, og her møder han en kvinde, der ikke kender til nutidige skriveformer. Huxie går i 0. klasse, og han oplever, at fortiden er anderledes. Det er ham, der kender nye måder at skrive på. Kvinden fra gamle dage kender dem ikke. Jens Aage Poulsen skriver senere, at børnenes fortidsmøder har betydning for deres læreprocesser og vidensskabelse i faget. Han gør sig ingen illusioner om, at Huxie nu ved en masse om gamle dage, men der ligger læring i det sanselige, nærværende møde med fjeren og kvinden.

Nogle antologier kan forekomme fragmenterede, men i denne bog finder vi flere eksempler på godt redaktionsarbejde og intern vidensdeling mellem forfatterne, for der er henvisninger til kapitlernes forskellige eksempler på undervisning og cases, og det skaber fælles konsensus og sammenhæng for læseren. Det faglige niveau er højt, og der stilles også spørgsmålstegn ved, hvor højt reflektionsniveau over egen tid og livsbetingelser, vi kan forvente af en elev i folkeskolen - alt afhængigt af klassetrin, naturligvis. Visse steder synes jeg, at man har ret høje forventninger til elevernes kognitive niveau, fagterminologi og begrebsforståelse, og der stilles desuden store krav til tilrettelæggelsen af undervisningen i historisk empati. I sidste kapitel skriver Jens Aage Poulsen da også, at det kan være svært at evaluere, i hvor høj grad eleverne virkelig har opnået historisk empati, men der gives selvfølgelig metodiske forslag.

Her er tale om bog, der peger i retning af et historiefag i udvikling og hvor der også er plads til kritik af eksisterende, velkendte bøger og portaler, der ikke altid i tilstrækkelig grad giver plads til den dybe refleksion over, hvorfor mennesker handlede, som de gjorde under de præmisser, der var dem givet.

Herfra skal lyde en rungende anbefaling af Fortiden som et fremmed land til alle, der arbejder med og interesserer sig for historie både som videnskabs- og undervisningsfag. Man er ganske enkelt blevet meget klogere på sit fag ved endt læsning, og man bliver endnu en gang bevidst om, hvor vigtigt det er, at børn lærer, at deres verden i dag er skabt af fortiden. Både den fortid, vi ønsker at tage afstand fra og den fortid, vi kan være stolte af.