Titlen "Da skolen blev sat i system" rammer periodens ihærdige bestræbelser på at "få styr på skolerne, eleverne, lærerne og forældrene", men fortæller også om disse parters bestræbelser på ikke blot at lade sig styre, men at gøre deres indflydelse gældende.

I begyndelsen af perioden, lige efter grundlovens vedtagelse og de første øvelser i demokrati, er "skole" et vidt begreb. Alle de tidligste skoleformer eksisterer stadig, og i 1855 understreges forældrenes frihed til selv at sørge for børnenes undervisning, en lov, som giver plads for blandt andet de grundtvig-koldske friskoler.

Med 1856-loven indføres visse minimumsstandarder for landets skoler vedrørende elevtal, fysiske rammer og lærerlønninger. De folkevalgte på det lokale niveau, sognerødderne, opnåede medindflydelse på læreransættelser, men skoledirektionen med provsten som formand eller biskoppen havde det endelige ord. Derimod svækkedes godsejernes direkte indflydelse på læreransættelser.

Centralmagten fik med standarderne større mulighed for at kontrollere de lokale forhold, men det var stadig kirkens folk, som førte tilsynet med elevernes udbytte - kunne de Luthers katekismus og salmeversene udenad, og kunne de læse. Kampen mellem centralmagt og de lokale kirkelige og politiske aktører prægede i øvrigt hele perioden med større og større magt til centralmyndigheden gennem skolelovenes fastsættelse af regler og standarder og indberetningspligten.

Lærerne begyndte at røre på sig som stand og i form af ihærdige ildsjæle, som søgte at præge udviklingen. Der blev afholdt skolemøder rundtom i landet, hvor skolernes mange brændende spørgsmål og problemer blev drøftet, og diskussionerne blev formidlet i en række pædagogiske tidsskrifter. Behovet for flere lærere afstedkom både et ønske om en rammesætning og professionalisering af læreruddannelserne og en anerkendelse af kvinders adgang til lærerfaget. Med seminariereformen af 1894 blev en lang anarkistisk historie om læreruddannelserne bragt til afslutning. I 1874 blev Danmarks Lærerforening grundlagt.

Navneskiftet fra almueskole til folkeskole i 1899 var et udtryk for ønsket om at komme bort fra det opdelte uddannelsessystem, hvor de sociale klasser gik i hver deres klasser og skoler. Folkeskolen, den fælles skole for alle elever, blev set som et vigtigt led i at bygge bro over den store kløft mellem rig og fattig, især i de større byer. I begyndelsen af 1900-tallet blev de offentlige skoler tillige gratis for alle elever.

Undervisningen gennemgik ikke nævneværdige ændringer før hen mod slutningen af perioden. Overhøring i læseteksterne og individuel "vejledning" af eleverne var stadig normen, ligesom fagrækken først med det Sthyrske cirkulære (1900) blev udvidet (alle steder), dansk blev skolens hovedfag med et større timetal end kristendomskundskab. Mange børn blev stadig udsat for fysisk afstraffelse blandt andet støttet af Danmarks Lærerforening til trods for mange gode kræfters forsøg på at få det forbudt.

Almenskoleloven af 1903 indførte mellemskolen, og i begyndelsen af det nye århundrede skærpedes interessen for de pædagogiske reformtanker, hvor slogans som "Barnets århundrede", "Vom Kinde aus" og "Learning by doing" er pejlemærker for et nye børnesyn og nye pædagogiske ideer. Den internationale inspiration er tydelig. I en række friskoler/private skoler inspirerede de nye tanker undervisningens og skoledagens tilrettelæggelse. Anskuelsesundervisning og klasseundervisning vandt bredt indpas i den offentlige skole. Skolebyggeriet blev præget af lys, luft og renlighed som følge af en stadig mere udbredt opmæksomhed på eleverns sundhedstilstand.

Bind 3 i skolehistorien er spændende læsning om en spændende tid. Fremstillingen er bygget op om de fem røde tråde: Nye demokratiske spilleregler/nye politiske aktører, den åbne politiske forhandling om skolen i spændingsfeltet mangfoldighed - større ensretning og systematisering, den fortsatte gejstlige indflydelse og kombinationen af religion og nationalitet, en lærerstand bliver til og nye eksperter, nye videnskaber og ny pædagogik.

En del flere end de temaer og problematikker, jeg har valgt at fremhæve, er behandlet, for eksempel de stadig markante forskelle på skolegang på landet og i byen, børnearbejdet som forbistring af børnenes skolegang og udvikling i det hele taget, kvindernes indtog i skolen og klasselærerprincippet, skole-hjem-forholdet og skolerne i vore kolonier. De fortrinlige kilde- og litteraturessays og registrene gør yderligere fordybelse mulig.