Anmeldelse
Anne og Jørgen og reformationen
De var også børn dengang i 1530
Da historie forstås gennem personfortællingen, får eleverne et tydeligt indtryk af menneskers anderledes liv, deres udfordringer, bekymringer, skæbne med mere i en tid, hvor systemer og institutioner stod for fald.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Seneste skud på stammen i serien "Børn i Danmarks historie" er nu klar til mellemtrinnet. Vi følger i denne undervisningsbog seks børn, der lever forskellige, men dog relaterede liv i Danmark i tiden omkring reformationen. Den historiske formidling er således sat på personlige fortællinger, der læner sig op ad forklarende og uddybende faktabokse om fortællingens aktuelle aktører, fænomener og begreber.
Fakta:
Titel: Anne og Jørgen og reformationen
Forfatter: Pia Sigmund
Pris: 236
Sider: 80
Serie: Børn i Danmarks historie
Forlag: Alinea
Teksten er skrevet i historisk nutid og består af simple sætninger, der kredser om årstal, steder, begivenheder og handlinger, der her og der kan opleves som en smule for tætstillede og uden sproglige lag, der kan skabe liv i teksten. Til gengæld er dialektikken med faktabokse og faktasider meget velfungerende, da eleverne her får miljøbeskrivelser og bevæggrunde til konkreterne i personfortællingerne. Dette samspil fungerer godt. Bogen er samtidig fuld af meget velvalgte illustrationer hentet fra kunstens, geografiens og fotografiets verden, hvilket tilgodeser den store gruppe af visuelt tænkende elever - og deres lærere.
Forfatteren har tænkt værket ind i udmærkede didaktiske rammer via både lærervejledning, læringsmål, alsidige elevaktiviteter og -opgaver af forskellig og inspirerende art - så et stort arbejde er her gjort for dette vigtige kanonpunkt fra danmarkshistorien. Bogen vil fungere glimrende som eksemplificerende og supplerende materiale til en grundbog.