Efter møde om chromebook-sagen:
'Forsigtig optimisme'
Datatilsynet, Undervisningsministeriet, KL og Helsingør Kommune har aftalt, at kommunen skal i dialog med Google om forbuddet mod brug af Chromebooks med Google-programmer i undervisningen.
Helsingør Kommune skal i dialog med Google efter møde om Chromebooks fredag. Det skriver KL, tidligere kendt som Kommunernes Landsforening, på deres hjemmeside.
På mødet deltog Helsingør Kommune, Undervisningsministeriet, Datatilsynet og KL.
Mødet handlede om forbuddet mod brugen af bærbare computere fra Chromebook, som Datatilsynet udstedte til Helsingør Kommune i juli.
- Til syvende og sidst ligger løsningen på den konkrete sag hos Google, siger Pia Færch, der er kontorchef for Digitalisering og Teknologi i KL.
- Men det er altså stadig en kæmpe udfordring, at det er op til den enkelte kommune at lægge arm med techgiganter som Google, siger hun.
KL er dog "optimistiske for fremtiden", skriver de på hjemmesiden.
- Vi oplever, at alle parter strækker sig ind over bordet, og det er også strengt nødvendigt, hvis vi skal i mål her,” siger Pia Færch.
Lærerne må fortsat bruge Chromebooks
Også Helsingør Kommune ser grund til "forsigtig optimisme."
- Mulige løsninger blev drøftet, og parterne blev enige om, at der kan arbejdes henimod en løsning, der betyder, at eleverne i Helsingør Kommune hurtigst muligt kan få lov til at anvende Chromebooks igen, skriver kommune i en pressemeddelelse.
På mødet blev det også slået fast, at lærere og pædagoger fortsat kan benytte Chromebooks i arbejdet.
Sagen begyndte i 2019, da en far opdagede, at man kunne se hans otteårige søns navn på platformen YouTube, efter at en ven af sønnen havde lånt sønnens Chromebook og skrevet en besked på platformen.
Derfor klagede faren til Datatilsynet. Også navnet på sønnens skole kunne ses.
Datatilsynet udstedte derefter et forbud i juli. Torsdag oplyste Datatilsynet, at de fastholder forbeholdet.
Forbuddet gælder kun for Helsingør Kommune. KL vil sammen med en arbejdsgruppe tage en tilsvarende dialog med Google på vegne af landets øvrige kommuner, skriver de på deres hjemmeside.