”Ved du, hvordan man sætter en vinduesramme i?”

De to drenge i sorte hættetrøjer ser usikkert på den unge tømrerlærling i hvide arbejdsbukser.

”Vil I prøve?”, spørger han.

Før de når at svare, har han rakt den ene et vindue i ramme og gelejdet ham hen til hullet i den interimistiske husvæg.

Drengenes lærer er trådt et par skridt tilbage og smiler stort, mens han betragter de to drenges samarbejdsforsøg:

”Det er bare noget andet, når det er rigtige håndværkere, der tager fat i dem, end når vi andre prøver”, siger han.

Drengene er et par af de 700 7. klasseelever, som lige før påske besøgte MiniSkills i Helsingørs værftshaller. Et par dage tidligere havde de haft en time med deres UU-vejleder, hvor de blev præsenteret for arrangementet.

Gennem et spørgeskema fandt de ud af, om deres interesser var grønne, blå, røde, gule eller orange, og dermed har de allerede en ide om, hvilke håndværk de måske vil kunne blandt de mange udstillede, som er markeret med små skilte i de samme farver.

Men det er nok faktisk Gustav og Robin, der har trukket drengene til tømrerstanden.

De to unge fyre går på EUX, og de er bedre end græske turistrestauratører til at trække elever ind til deres slå-søm-i-bod. Måske fordi de virkelig har lyst til at fortælle om deres fede uddannelse.

”Det er fremragende, fordi jeg faktisk får to uddannelser på samme tid. Jeg vil gerne være tømrer, men hvis jeg nu på et tidspunkt får en skade og skal have nyt arbejde, så skal jeg ikke starte forfra, men har allerede gymnasiet”, fortæller Robin.

Og Gustav er lige så begejstret.

”Det er også en uddannelse, der bryder med fordommene om, at hvis man gerne vil bruge sine hænder, så er det, fordi man ikke kan noget med hovedet. Det, tror jeg, betyder meget for mange forældre også”, siger han.

De ville begge ønske, at de kunne have haft den samme kombination i folkeskolen. For selv om Gustav allerede dengang vidste, at han nok ville være tømrer, så var det mest på grund af det, han lavede efter skoletid. Robin fandt først ud af det, da han var med en kammerats far ude nogle år efter skolen.

Sprang fra kandidatuddannelse til plastmager

Lærerne lader eleverne selv vælge og prøve sig frem blandt de mange aktiviteter.

Ved en af midterborderne vender tre piger tilbage flere gange. Her kan man nemlig prøve at smelte et plastikgranulat - polycaprolactone, som har et så lavt smeltepunkt, at de kan forme det til små figurer i hænderne.

På bordet står en 3d-printet plaststøbemaskine i miniformat, så eleverne kan få forklaringen om, hvordan virksomheden støber plastik i forme.

Og de kan også prøve kræfter mod en robotarm i præcision og hurtighed.

Eleverne er fra Hornbæk og deres dansk- og fransklærer fortæller, at deres interesse passer godt ind i de tværfaglige forløb, de er i gang med som nyudnævnt leapskole.

For eleverne er det fascinationen ved materialet og formgivningen, der trækker.

Sådan var det også for Svend på 29 år, som er plastmagerlærling. Han var glad for kemi, og forfulgte den vej gennem gymnasiet til et kandidatstudie, indtil han pludselig midt i specialet begyndte at spekulere over, hvor alt det plast omkring ham egentlig kom fra, og hvad materialet kunne.

Og så søgte han ind på den Jyske Håndværkerskoles plastmageruddannelse.

”Det er virkelig sjovt. Jeg går i klasse med nogle, der kommer direkte fra 9. klasse og andre, der har været 20 år i plastbranchen".

"Det var vildt nemt at få læreplads, for der er kæmpe mangel på plastmagerlærlinge, og nu får jeg lov til at lære alt om sprøjtestøbning på en måde, hvor jeg både kan bruge mine hænder og min interesse for kemi – og sammen med folk, der kan alt muligt forskelligt”, fortæller han.

Han fremhæver også, at det er et af de håndværksfag, som man kan vælge, selv hvis man ikke er meget fysisk stærk. For man har maskiner til det tunge.

Fedt at kunne et håndværk, andre ikke kan

Hallen genlyder af banken, hakning, hamren, og høj musik, og værkstederne ville være en drøm for en håndværk og design- eller madkundskabslærer.

Sådan en er dog ikke til at finde, for det er klasselærerne, der er med eleverne, og holdningen blandt lærerne er, at det skal være elevernes chance for selv at blive nysgerrige og opleve håndværkene uden deres indblanding.

En af de boder, der med garanti ville have begejstret en sløjdlærer, er bådebyggerværkstedet.

Her står Antonie, som er i gang med grundforløbet på EUD, og som lige nu er ved at bygge en minimodel af en tremastet fuldrigger.

Hun vil være traditionel bådebygger, så hun skal til Norge for at få en læreplads. Heller ikke hun har fundet interessen for faget i folkeskolen.

”Jeg har været søspejder, siden jeg var 10, og jeg har altid elsket både. Jeg startede med at gå på gymnasiet og troede, at jeg skulle være fysioterapeut, men en tur på Georg Stage fik mig til vælge om. Jeg synes, det er fedt at kunne noget, som ingen andre kan”, fortæller hun.

Ved siden af hende er to elever ved at prøve at lægge mursten. Det bliver ikke den mest lige mur, men smilene er store, og Jesper på 37 hjælper dem med mørtlen. Han er voksenlærling og færdig til september.

”Jeg ville ønske, jeg havde haft muligheden for at snuse til forskellige håndværk, da jeg gik i skole. For jeg har først for tre år siden fundet ud af, at det var det her, jeg ville".

"Nu er jeg til gengæld virkelig glad for det. Det med at man kan se noget vokse, mens man bygger, og at man kan køre forbi et hus med ens unger og sige: Det der har far bygget”, griner han.

Skolefagene manglede kreativiteten

Et populært hjørne er også de to boder, hvor der bliver lavet mad. Hos tjenerne steger eleverne falafelbøffer og laver vegetariske wraps, og hos kokkene får de en tallerken med to porrer, som de kan pynte af.

De elever, der fanges her, fortæller næsten alle, at de godt kan lide at lave mad, og at de har madkundskab i skolen.

Men ingen af dem har planer om at gå videre ad den vej efter skolen. Og igen var det heller ikke madkundskab, der fik Philip på 22 år til at gå i lære som kok.

”Selvfølgelig havde jeg madkundskab i skolen, for jeg har altid godt kunnet lide at lave mad, men det var alt for simpelt. Vi skulle lave husmandskost, og der var ingen plads til kreativitet".

"Havde min mor ikke været kok, så have jeg 100 procent aldrig fået øjnene op for, hvor kreativt det er. Jeg tror på, at man skal give eleverne et lærred, de kan male på, ligesom vi gør her med tallerknerne. Vi viser dem, hvordan man kan gøre det, men de må selv finde deres måde”, fortæller Philip.

Over for eleverne lægger han dog heller ikke skjul på, at faget også er også hårdt arbejde. Han arbejder 13-14 timer om dagen og går gerne 30.000 skridt. Men han kan godt lide at blive fysisk træt.

En anden, der har fundet sin rette hylde, er Lukas, som fortæller eleverne om elektronik. Han er kun 19, for han fandt allerede ud af i folkeskolen, at han ville være elektriker.

”Jeg tror, det var i fysik, da vi fik lov til at sidde og lege med at få pærer til at lyse. Det var sjovt".

"Og da jeg så kom ud i praktik som elektriker både i folkeskolen og på grundforløbet, blev jeg helt sikker”, fortæller han.

Men selv om han fik interessen i skolen, synes han, at der skulle være mere praktisk arbejde i skolen.

”Der burde være meget mere håndværk. Så man både kunne prøve at være maler og murer og tømrer og blive klar på, hvad man gerne vil, og hvad der passer til en".

"Jeg håber, at den her dag kan gøre nogle nysgerrige, men jeg synes, det burde være en meget større del af skolen hele tiden”, siger han, mens han ordner de forskellige ledningstyper på rækker, så de er klar til næste ryk ind af elever, som skal have alt i hænderne og nå at prøve så meget som muligt, inden de i morgen skal tilbage til bøger og computere.