Anmeldelse

Naturkatastrofer

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Næsten hver uge hører vi i medierne om katastrofer, som giver store problemer for mennesker på hele kloden. Men hvad er det, der sker, når der skabes en naturkatastrofe. Denne bog giver en overskuelig og gennemtænkt indsigt i årsager til naturkatastrofer og de mange geografiske elementer, der omgiver dem.

Bogen beskriver jordskælv, flodbølger, vulkaner, lyn og torden, tropiske storme, vindsystemer, oversvømmelse, tørke og skovbrande. Kapitlerne er i høj grad velskrevne og giver eleverne et godt geografisk overblik og en god forståelse af, hvad der ligger til grund for naturkatastrofer. Der er god overensstemmelse mellem billeder, kort og tekst i bogen, og det giver læseren alle muligheder for at blive grebet af de faglige geografiske forklaringer, som bogen beskriver. Generelt har bogen mange gode illustrationer i form af både fotos, tydelige kort og oversigter, der givet vil være med til at fastholde elevernes fokus, men også skabe nysgerrighed på et område, mange er optaget af, men hvor vi ikke altid kender de geografiske forklaringer.

Opgaverne på de sidste sider i bogen giver eleverne mulighed for at besvare og forklare forskellige geografiske elementer, men opfordrer også til at arbejde videre med temaet.

Bogen har et fint stikordsregister. Men man kunne godt bruge en litteraturliste eller netlink, således at både lærere og elever havde yderligere et udgangspunkt for at arbejde videre med området.

Der er god sammenhæng mellem tekst og billede. Det fastholder interessen.

Bogen kan bruges af alle, der arbejder med geografi i skolen eller temaorienteret i tværfaglige sammenhænge.

Anbefales til lærere, der sammen med deres elever søger en bred og faglig indsigt på området.