Anmeldelse:

Sådan gør man, hvis statistik skal være interessant

Endelig noget fornuftigt at bruge matematik til. Matematik, i form af statistik, kan fortælle vigtige og spændende ting om danskernes liv.
Jeg glæder mig allerede til næste kapitel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fakta:

Mit liv med statistik

Gratis

Web: dst.dk/da/mitlivmedstatistik

Udgiver: Danmarks Statistik

Statistikbanken er en guldgrube af informationer om Danmark og danskerne. Det kan dog være en kunst at finde vej til de relevante emner og tabeller, hvis du for eksempel vil blive klogere på køn og ligestilling i Danmark. Så træd varsomt og husk, at der findes tre slags løgne: løgn, forbandet løgn og statistik. Dyk derfor ned i ’Mit liv med statistik’ og lær at finde vej i mylderet af tilgængelige tal og bliv klogere på det samfund, som vi lever i. 

’Mit liv med statistik’ indeholder fire korte forløb målrettet samfundsfag, matematik, dansk, geografi og idræt i udskolingen: ’Min tid’ - om fritidsaktiviteter, medieforbrug og fritidsjobs; ’Over grænser’ - om herkomst, flygtninge, indvandrere og befolkningstilvækst; ’Hvor skævt?’ - om udsatte børn i Danmark, uddannelse og erhverv; ’Mig og min familie’ - om fritidsaktiviteter og familieformer.

Som overskrifterne på forløbene antyder, tager de fire forløb udgangspunkt i navlen på eleverne, og det, der optager dem. Det er første skridt til at gøre kompliceret, og for mange uforståeligt, talmateriale nærværende og meningsfuldt. Hvis vi skal have flere til at interessere sig for matematik og STEM-fagene, er det fundamentalt, at eleverne kan se en mening med det. Og her rammer ’Mit liv med statistik’ plet.

I forløbene gennemgås velvalgte fagbegreber, faldgruber, forskellige interesser med videre. Desværre er ’Mit liv med statistik’ ikke uden skønhedspletter. Der mangler en læsepædagogisk bearbejdelse af elevteksterne, som er al for teksttunge og med et rigeligt højt LIX. ’Mit liv med statistik’ begår også den klassiske begynderfejl som ny på læremiddelmarkedet, at ville have alt med i det samme forløb.

Jeg kunne også rigtig godt tænke mig et tema om brug af Danmarks Statistik i forbindelse med projektopgaven, eksempelvis en guide til, hvordan eleverne på enkel vis finder vej gennem den store statistikbank.

Men -  alt i alt et hammergodt materiale til samfundsfag, matematik med mere. Det er der i den grad er brug for, hvis vi skal tage folkeskolelovens formålsparagraf alvorligt: ’Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.’ Jeg håber derfor, at Danmarks Statistik vil tage udfordringen op og også udvikle læremidler målrettet mellemtrinnet.

Og husk imens på Winston Churchills citat: ’Man kan kun have tiltro til en statistik, man selv har forfalsket.’