Anmeldelse
Iran
Nuancer på Iran
Dette er en bog, der prøver at beskrive Iran som andet og mere end ayatollahernes islamiske præstestyre, der regerer Iran med hård hånd.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der tegnes ofte et barskt, hårdt og hadefuldt billede af Iran, men denne bog prøver at tegne et anderledes og nuanceret billede af Iran. Et billede, hvor den almindelige borger og hverdag beskrives. Desuden gives der et tydeligt indblik i landets geografi.
Fakta:
Titel: Iran
ISBN: 9788792505682
Pris: 125
Sider: 32
Serie: Fokus
Forlag: Meloni
Mona er omdrejningspunkt i den første del af bogen. Hun flygtede fra Iran til Danmark, da hun var seks år. Bogens indledning giver et billede af Monas familie, hendes forældre, som nu bor i Danmark, og deres historie, og hvorfor de flygtede til Danmark. Monas familie i Teheran beskrives med en række faglige, spændende fortællinger om eksempelvis det at være pensionist, madkulturen, traditioner og skolen i Iran.
Bogens afsnit om ”Verdens første supermagt” er indledningen til en tydelig beskrivelse af Irans historie. Fra landet hed Persien lang tid før Kristi fødsel og gennem perioden med kongedømme til Khomeinis præstestyre og til krigen mellem Iran og Irak. Afsnittet er velskrevet, præcist og giver en fin indsigt i en lidt indviklet og vanskelig historie.
Iran beskrives som industriland og landbrugsland. Der gives en fin oversigt over Irans geografi med fokus på kortmateriale, højsletten, bjergene, oliesletten og havene. Dette afsnit har en god sammenhæng med billed- og illustrationssiden, hvilket er med til at give læseren en god faglig forståelse. Litteraturliste med henvisning til at studere videre og stikordsregister findes bagerst i bogen.
God bog til at få overblik og let for målgruppen, 7.-9. klasse, selv at læse materialet. Kan bruges i både geografi og historie, men også i forbindelse med projektopgaven.