Anmeldelse
Fjernvarmeskolen.dk
Gennemarbejdet og gratis
Fjernvarmeskolen.dk er et godt og interessant materiale om energiproduktion og resurseforbrug, der omhandler den danske fjernvarmeproduktion og miljøet.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Fjernvarmeskolen" er et gratis onlinemateriale til folkeskolens 7.-9.-klasser i fysik/kemi. Der lægges endvidere op til et tværfagligt samarbejde naturfagene imellem.
Fakta:
Titel: Fjernvarmeskolen.dk
Pris: Gratis
Forlag: Dansk fjernvarme
Materialet er godt, intuitivt opbygget, og det er grafisk meget flot. Film, henvisninger og opgaver fungerer rigtig godt, og man får lyst til at udforske siden og emnet.
Lærersektionen er godt beskrevet og relaterer på fin vis siden til de relevante trinmål. Materialet er opdelt, så man som underviser kan vælge mellem korte og længerevarende forløb, der passer til eleverne, undervisningsstil og temperament. Der er endvidere mulighed for blot at plukke information ud som supplering til andre naturfagsemner.
På hjemmesiden fjernvarmeskolen.dk ligger små og interessante videoklip, der indleder emnerne og virker som appetitvækkere. Herudover krydres forløbene med et spil om varmemester Vagn og frk. Frys samt en quiz og en halvårlig konkurrence, hvor klassen kan vinde 3.000 kroner til fri afbenyttelse.
Materialet virker yderst gennemarbejdet og er i høj grad med til at bedre bevidstheden om vores energiforbrug kontra resursespild og belastning af det dyrebare miljø.
Jeg finder det overordentligt positivt, at Dansk Fjernvarme udgiver dette gratis materiale for alle skoler. Vi trænger til en synliggørelse af energiforbrug og udnyttelsen af de naturresurser, der i dag bør være megen fokus på.
Der er dog en ting, der provokerer mig. Hvorfor henvender materialet sig kun til folkeskolens 7.-9.-klasser? Hvor er 10. klasse i dette spil? Energi ville være et oplagt emne at arbejde med på folkeskolens 10.-klasseniveau!
Jeg kan, trods kritikken, klart anbefale materialet.