Arbejdsmiljø

I opslagshæftet ”Når klokken ringer” finder man blandt meget andet svar på, hvordan farlige kemikalier bør opbevares på skolen.

Har du styr på faglokalernes indretning? Ny udgave af ”Når klokken ringer” er klar

Vejledningshæftet ”Når klokken ringer”, som indeholder retningslinjer og råd til undervisningen og skolens lokaler, er netop udgivet i en opdateret version. Helt nyt i opslagshæftet er afsnittet om ”MakerSpaces”

Publiceret Senest opdateret

Hvor højt må lydniveauet være i skolens gymnastiksal? Hvordan skal farlige kemikalier opbevares i fysik- og kemilokalet? Hvilken gulvbelægning skal der være der, hvor der svejses og loddes i skolens håndværk og design-lokale?

Alt det og meget mere kan man blive klogere på i hæftet ”Når klokken ringer”, som udgives af branchearbejdsmiljørådet for Velfærd og offentlig administration. Foreningen har netop offentliggjort en ny og revideret udgave af hæftet, som indholder retningslinjer, regler og råd til undervisningen og lokalerne. Vejledningen blev for første gang udgivet i 2001, mens den seneste udgave var fra 2018.

Der er ændringer at finde overalt i vejledningen, men særligt nyt er afsnittet om ”MakerSpaces”, som er de nye læringsrum, der kombinerer maskiner fra et fag som håndværk og design med nye digitale produktionsmaskiner som for eksempel 3D-printere.

Det nye og reviderede hæfte er frit tilgængeligt på foreningens hjemmeside.