I Region Hovedstaden gik kommunerne over til ren takstfinansiering af de tre kommunikationscentre fra begyndelsen af 2007, så de betaler for hver enkelt ydelse. Det har medført en masse administration, ikke kun omkring afregningen, men også om visiteringen af borgere. Resultatet efterlader centrerne i økonomisk usikkerhed.

Det slipper de for på Fyn.

"Vi kender vores budget for et år ad gangen og skal ikke bruge en frygtelig masse tid på at skrive regninger. Og kommunerne skal ikke bruge tid på at betale dem. Hvis vi skulle skrive regninger, skulle kommunerne betale os for at gøre det, fordi vi ville være nødt til at føre udgiften over på taksterne. Det har kommunerne indset", siger centerchef Bent Kjær fra Center for Rehabilitering og Specialrådgivning, CSR, i Odense.

Kommunerne kan vælge mellem tre betalingsmåder

CSR tilbyder specialundervisning og specialpædagogisk bistand til borgere med funktionsnedsættelser inden for tale-, høre- og syn og specialrådgivning om hjælpemidler på syns-, mobilitets- og kommunikationsområdet. På hvert fagområde er der beregnet en takst, og samlet set betaler kommunerne lidt over 100 kroner pr. indbygger.

"Vi giver kommunerne valget mellem at betale pr. ydelse, at købe et delabonnement eller at bestille et abonnement på alt, hvad vi har at byde på. Jeg tror, de vælger hele pakken, fordi vi lægger alle kort på bordet, så de kan se, hvad de forskellige modeller koster", vurderer Bent Kjær, der har bundet en rabat på to procent i halen af den fulde pakke.

"Det svarer til, hvad det ville have kostet os at sende regninger ud for hver enkelt ydelse, og den rabat betyder meget for kommunerne", siger Bent Kjær, der sigter mod at kunne give yderligere rabat i løbet af nogle år.

Alle kommunerne har købt hele pakken, bortset fra én som nu har valgt hjælpemiddelområdet fra.

"Kommunerne siger, de ikke selv har personale, som kender til tale, høre og syn, så de ydelser køber de hos os. Men de har medarbejdere, som kender til hjælpemidler. De mangler bare den specialrådgivning, der lå i amtet, men kommunerne er blevet større, så hen ad vejen bliver de i stand til også at løfte den opgave", siger Bent Kjær.

Modellen har også ulemper

Ulempen ved abonnementsordningen er, at centret ikke pludselig kan hæve prisen eller ansætte mere personale, selv om der kommer pres på et bestemt område.

"I 2008 oplevede vi en stigning på 50 procent på ikt-hjælpemidler, som er en lille afdeling med fire-fem medarbejdere. Hvis jeg skal have flere penge fra kommunerne, skal jeg kunne dokumentere, at der ikke kun er tale om en pukkel, men om en markant og permanent tilgang, som betyder lang ventetid for borgerne, hvis ikke vi styrker indsatsen. Ellers er jeg ikke troværdig", siger Bent Kjær.

Omvendt kan der ske fald på andre områder. Det har centerchefen dog ikke oplevet.

"Langt de fleste i vores målgruppe er ældre mennesker med aldersbestemte lidelser, så vi ligger meget stabilt inden for syn, høre og tale og måske med en lille stigning, fordi der kommer stadig flere ældre. Omvendt fornemmer vi, at den forebyggende indsats mod hjerneblødninger og blodpropper i hjernen virker. Antallet af borgere med apopleksi har stabiliseret sig", siger Bent Kjær.

Også inden for ikt-hjælpemidler sker der forandringer.

"Den bærbare computer er blevet et almindeligt indbo, så vi skal ikke i samme grad som tidligere lære folk at bruge computer. Nu skal de 'bare' lære det program at kende, som kan afhjælpe deres funktionsnedsættelse. Til gengæld kommer der hele tiden nye produkter på markedet, som borgerne hører om, så efterspørgslen på rådgivning falder ikke".

Ordningen ser ud til at fortsætte

Samlet set opvejer fordelene klart ulemperne ved abonnementsordningen, mener Bent Kjær. Det ser da også ud til, at ordningen fortsætter.

"Kommunerne tager stilling til finansieringen hvert år, men vi har ikke hørt, at nogen skulle have planer om ændringer for 2010. Vi forsyner hvert år kommunerne med redegørelser om vores arbejde, og her kan de se, at andelen af borgere, som får ydelser hos os, svarer til deres befolkningstal med plus minus en procent. De betaler altså ikke for nabokommunen", siger Bent Kjær.

Sagt på en anden måde: En kommune, der rummer ti procent af fynboerne, står for mellem ni og 11 procent af CSR's kundegrundlag.

"De tal giver ikke kommunerne anledning til at finde en anden model for finansieringen", siger Bent Kjær.

I alt er CSR i kontakt med op mod 13.000 borgere om året.