Da jeg startede, kom der sjældent børn og unge med diagnoser, de kom med deres problemer og det er jo en helt anden sag. Forældrene kom fordi de ikke kunne styre ungerne, så det måtte de lære, det er jo også en helt anden sag. I dag drejer det sig om diagnoser og sygdom, forældre kan nu fraskrive sig ansvaret for ”lille Mette eller Per er jo syge”, nu må samfundet og sådan nogle som mig tage sig af problemet (sygdommen).
Jeg får flere og flere unge der ikke ønsker eller vil i skole, jeg ser flere og flere af de selvsamme unge få diagnoser som ADHD, ADD, Borderline, Depressiv, Angst og hvad ved jeg, men er de nu også syge? eller er det os behandlere, lærer, læger og ikke mindst psykiatere der lukker øjnene for det egentlige problem ”familien”, for det er jo så meget sværere at stå overfor forældrene og fortælle dem at det er deres live og samliv, der er sygt og ikke deres barn.
Det er sikkert lige som at have et forældremøde i skolen, hvor fokus er på barnet og ikke på familien..., lærer lille Per nu nok, sidder han stille, i stedet for at se på om der kommer en glad dreng i skole, om han har lært at indordne sig, været imødekommende og alle de andre sociale færdigheder der er nødvendig for at modtage læring og føle sig værdsat.
Nej, vi forholder os udelukkende til symptomerne og symptombærerne ikke til problemet, det er også meget lettere, for det kræver kun en diagnose, piller og en seng hvor den unge kan være, hvis ikke lige tiden går med at spille computer, dagen og natten lang, så er der ”ro på bagsmækken”.
Her er en typisk historie fra min praksis om en familie som jeg ser mange af;
En mor ringede til mig og spurgte om hendes søn kunne få en tid hos mig, for selv om han nu havde fået en diagnose og var på lykkepiller (13 år), lå han stadig hjemme i sengen, havde ikke være i skole det sidste halve år.
Jeg sagde til moderen Helle, at såfremt hendes søn Mikkel skulle komme her, betød det at både hun og hendes mand Orla også skulle være indstille på at komme. Dagen efter ringede Helle og sagde at hun kunne komme med Mikkel, men at Orla ikke kunne, hvorefter jeg svarede at så kunne de ikke komme for så ville Mikkel bare lære, at han som sin far kunne blive væk fra det han ikke ønskede at være med til.
Efter nok en dag vendte Helle tilbage og meddelte, at hvis de kunne få en sen tid kom Orla også med.
Da familien ankom, bad jeg Helle og Orla om at gå en tur, så jeg lige kunne få en halv time sammen med Mikkel alene, så skulle vi nok ringe efter dem.
Mikkel satte sig overfor mig, sagde ikke noget og så lidt mut ud, jeg sagde til ham…
-Hej Mikkel, jeg har hørt at du har nogle problemer, kan du fortælle mig lidt om hvad det er? jeg har bedt din mor, ikke at fortælle noget, da jeg gerne vil høre det fra dig.
Mikkel sagde ikke noget, sad der bare… Jeg sagde helle ikke noget, sad afventende, der var helt stille... Jeg så på Mikkel ved at læne mig ned for at få øjenkontakt med ham, hvorefter han spurgte…
-Hvad vil du vide?
-Jeg vil gerne vide hvad du mener om det liv du har lige nu, er det sådan du syntes det skal være? Hvordan du har det derhjemme, hvordan du har det med skolen med kammerater, alt det du vil fortælle mig. Det er derfor vi sidder her alene lige nu.
-Jeg er bare så træt af det hele og ked af det, men jeg ved ikke hvorfor.
-Så måske skulle vi starte med at tale om bare lidt af det hele, f.eks. hvordan du har det derhjemme, kan du sige noget om det?
Lidt efter lidt åbnede Mikkel op, fortalte om at hans mor altid var ked af det at hun græd hele tiden, at hun hele tiden fortalte hvad han skulle og ikke skulle og hvordan, at hun konstant rettede på ham, aldrig stolede på ham. Han fortalte at hans far var meget væk hjemme fra, passede sin håndværkervirksomhed og når han var hjemme, var det som om han ikke var der. Mikkel fortalte at han ikke havde noget sammen med sin far ud over i sommerferierne, at han hele tiden var bange for at hans mor og far skulle skilles for de skændtes meget og når de gjorde, endte det altid med at hans far gik sin vej. Det var på en måde som om hans mor aldrig var tilfreds med hverken ham eller hans far, men han kunne heller ikke forstå hvorfor hans far ikke gjorde noget. Som Mikkel sagde det, ville være godt hvis far gjorde noget, men samtidig er jeg bange for at hvis han gjorde så ville det ende med at de gik fra hinanden.
”Dette er bare et lille resume af hvad Mikkel fortalte, da der først gik hul på bylden”
Efter snakken med Mikkel kaldte jeg Helle og Orla ind til os og spurgte dem hvorledes de hver især så på situationen i familien, ikke udelukkende Mikkels situation, men det at leve i deres familie.
Helle startede med at sige at hun følte sig svigtet af Orla, at Orla aldrig tog initiativ til noget som helst, at hun selv stod med Mikkel og hans problemer, samt at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre (da hun sagde det begyndte hun at græde), så jeg spurgte hende hvorfor hun græd. Hun sagde at hun følte sig så magtesløs, at alting hang på hende, at hun ikke vidste hvad hun skulle stille op med Mikkels sygdom.
Jeg vendte mig mod Orla og spurgte ham om hvorledes han så på det hele, han sagde..., det ved jeg snart ikke, jeg kan ikke finde hoved eller hale i det hele, men nu har Mikkel det dårligt, det er vigtigste er, at vi finder ud af hvordan vi kan hjælpe ham. Lige nu aner jeg ikke hvad jeg skal gøre, for hver gang jeg forsøger, kommer Helle og siger at det er forkert eller ikke det rigtige jeg gør..., ja så jeg har trukket mig en del og koncentrere mig om arbejdet, det lader til det er det eneste jeg kan finde ud af...
Da jeg nu havde hørt på Helle og Orla samt lyttet til Mikkel, sagde jeg til dem at det vigtigste for mig denne første gang hvor vi er sammen er, at I alle ved hvor I har mig, hvad jeg tænker om jeres situation og hvad jeg mener der skal til. Når I så kommer hjem herfra, skal I hver især træffe en beslutning om I vil starte et forløb her hos mig, I skal nok regne med ca.10 til 20 gange det næste år mest i starten.
Her er hvad jeg tænker lige nu; Helle og Orla, I har en dejlig sund søn, der reagerer på at leve i en syg familie. Jeg ser ikke Mikkel som depressiv for han har god grund til at være ked af det, når han skal leve sammen med jer, sådan som I lever sammen. Jeg er også sikker på at I gerne vil det bedste for Mikkel og når jeg ser og oplever jeres bekymringer for ham, er jeg ikke i tvivl om at I elsker ham, så lige nu har det ikke noget med kærlighed at gøre, men om to voksne forældre der ikke ved hvad de skal stille op med deres fælles liv.
Meget af det der kommer til at ske her hvis I altså beslutter jer for at komme er, at det er dig Orla og dig Helle der skal lære en ny måde at være forældre på, Mikkel skal derimod vænne sig til tanken om at der skal ske en forandring også fra ham.
Derefter sendte jeg dem hjem..., de har nu kommet her i min praksis gennem det sidste halve år, Mikkel har været tilbage i skole på fuld tid de sidste tre måneder, han er så småt begyndt at få sig to gode kammerater i skolen. Orla og Heller siger selv at alting foregår mere rolig derhjemme og de samarbejder eller forsøger på det på en helt anden måde, så også jeg er optimistisk i forhold til at det skal lykkes for familien at få et nyt og bedre liv.
Alt for mange forældre til diagnosticerede børn med skole vægring, ser ikke deres egen andel i deres barns ulykke. Det er efterhånden også blevet ildeset at behandlere eller andre mennesker forholder sig til andre voksnes adfærd, selv om det åbenlyst går ud over deres børn. Så i første omgang møder vi/jeg familier med adfærds- og opdragelsesproblemer, men jeg møder også lærer, pædagoger og psykologer der udelukkende forholder sig til barnet, den unge og ikke deres livsvilkår i familien, kort sagt vi svigter alle.
Jeg møder også ugentligt forældre, der siger nej til at komme hos mig af den simple grund, at det så er dem, det drejer sig om. Jeg har ingen problem med det, det er deres valg ikke mit, således mener jeg også at lærer, pædagoger og psykologer skulle kunne sige fra, ikke gå på kompromis, men skulle kunne stille krav til forældrene. Vi ved jo godt, at forældrene/familien er grundlaget for den diagnose børnene har fået, og når alt kommer til alt, drejer det sig om forældrevægring og ikke skolevægring.
