En side af sagen om Thomas Aastrup Rømers angreb på forskere ved DPU: Den frie videnskabelige debat er afgørende. Derfor må dens grundforudsætninger holdes i hævd: En faglig minimumsstandard og gensidig respekt.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Thomas Aastrup Rømer (TAR) har med sine kritiske kommentarer her på siden gjort sig til talsmand for mange lærere, som oplever sig kørt over af tidens nyliberale uddannelsesreformer. Han skriver medrivende og tager ofte relevante problemer op. Men i hans nylige angreb på Dorthe Staunæs (DS) , Malou Juelskjær (MJ) og Helle Bjerg – og hele forskningsprogrammet Organisation og Læring på DPU – fører han en kamp mod vindmøller; og det med ufine midler, der rammer kolleger omkring hans bombenedslag i flæng, og på lang sigt skader sagen og underminerer den nødvendige kritiske debat.
Annonce:
Som kolleger til DS og MJ synes vi ikke det er så mærkeligt, at de har klaget. Sagen har nemlig flere aspekter. Den handler bl.a. om hvordan vi behandler hinanden som kolleger i en organisation (også forskere er mennesker på arbejdspladser og ikke kun positioner i fritsvævende lærestole der skal kunne tåle alt). Den handler om, hvordan vi begår os på medier som Facebook og personlige blogs. Den handler om, at der er andre måder at rette kritik mod konkurrencestaten end den konservative. Og sikkert mere endnu.
Men det aspekt, vi her vil kommentere, handler om, at den frie akademiske debat, som bidrag til den frie demokratiske debat, har nogle forudsætninger, som må respekteres. TAR påberåber sig den akademiske ytringsfrihed, og en række af vores andre udmærkede kolleger (Svend Brinkmann m.fl.) har argumenteret for, at uanset hvor urigtigt og uklogt, man mener at TAR argumenterer, så bør det imødegås i åben offentlig debat og uden at det vedrører hans position som lektor ved DPU. De har ret i at den frie videnskabelige debat må skattes og værnes om. Men de glemmer, at den kun kan trives, når debattørerne lever op til nogle minimumskrav, som vi derfor også må kunne stille til hinanden. Det er vigtigt, at vi ikke straffes for synspunkter – og det er ligeså vigtigt, at vi diskuterer lødigt og respektfuldt.
For det første kan den videnskabelige debat kun være fri og selvkorrigerende under forudsætning af, at der opretholdes et bestemt niveau af saglighed og redelighed. Deltagerne i den frie videnskabelige debat må netop gå ud fra, at alle holder fundamentale faglige standarder. Disse standarder er imidlertid ikke en selvfølge, men må kultiveres, og sanktioneres rutinemæssigt i videnskabelige institutioner. Dels i hele systemet af eksaminer, bedømmelsesudvalg ved ansættelser m.v., dels i tidsskrifternes redaktioner og fagfællebedømmelser. På alle niveauer bliver man nødt til at foretage en skelnen imellem hvad der er videnskabelig uenighed, og hvad der er krav til faglig kvalitet. Den skelnen er sjældent let og aldrig knivskarp og endegyldig, men den er heller ikke til at komme udenom.På Facebook og internet-blogs er der ingen fagfællebedømmelse. Det betyder imidlertid ikke, at man er fritaget for sit ansvar for debattens lødighed. Hvis man ytrer sig i offentligheden som lektor ved et universitet, vil offentligheden med rette forvente, at fagligheden holder en minimumsstandard. I det konkrete tilfælde har TAR fremstillet DS og MJs forskning som normative udsagn om tilslutning til folkeskolereformen og den nyliberale uddannelsespolitik. TAR skævvrider dermed den gengivne tekst af DS og MJ groft, for deres tekst fremstiller faktisk tidens styreformer og diskurser deskriptivt og overvejer deres forudsætninger og implikationer – uden at der gives udtryk for accept eller tilslutning. Man kan godt mene (det gør vi fx selv), at en rent deskriptiv fremstilling dybest set er en illusion, idet ingen forskning er værdifri; men i så fald må man imødegå tekstens selvforståelse, og ikke bare skævvride den. Heller ikke kritikere af forestillingen om værdifri videnskab vil mene, at beskrivende gengivelse simpelthen er det samme som normativ tilslutning. En sådan gengivelse ville derfor få en lav karakter i en studenteropgave; og hvis den studerende klagede over denne bedømmelse med henvisning til den frie videnskabelige debat, ville han ikke få medhold. Ingen censorer, tidsskriftsredaktører eller fagfæller redigerer TARs blog og hans Facebook profil. Men det er ganske legitimt, at det universitet, som har ansat TAR og fortsat forsyner ham med videnskabelige credentials, kerer sig om, hvorvidt hans offentlige ytringer holder en faglig minimumsstandard. Det er det også fordi de fagligt skævredne udsagn faktisk indskrænker mulighederne for, at forskerne kan bidrage relevant til den demokratiske debat i al dens mangfoldighed af ideologier og synspunkter. Fremover må DS og MJ bruge meget af deres tid og krudt på at forklare, at de ikke har skrevet det, som TAR – hvis blogs er bredt læste – påstår.
Den anden grundforudsætning for fri akademisk debat er respekt. TARs voldsomt polemiske debatform er måske nok underholdende, men den inviterer ikke til en konstruktiv debat, idet den netop ikke viser den fornødne respekt for modparten. Hans blog blander argumenter og kritik med personlige angreb og underkendelse af DS og MJ. De fremstår som naive ideologer snarere end værdige og selvstændigt tænkende forskere. På den bane, han kridter op, kan de næsten kun svare igen ved at prøve at underkende ham tilbage. For os er det af samme grund vigtigt at understrege, at vi her kun kritiserer TAR’s nylige angreb på DS og MJ, og ikke hans arbejde eller hans person som sådan.
Annonce:
Forskersamfundet har desværre mange eksempler på, at det, der kunne og burde blive interessante og lærerige debatter, degenererer til bitterhed og beskyldninger. Det hører til faget at kunne tage kritik; men det hører lige så meget til faget at kunne udøve en kritik, som ikke er personlig og som hviler på en respekt for modparten, også selvom man er overbevist om, at uenigheden er tæt forbundet med praktiske forhold af vidtrækkende betydning.
Lad os slutte af med et fordrageligt ønske om en god dag, hvad enten man betragter den som Bededag eller 1. maj.