Forældre: Stop brug af terapi i skolen

Skub-projektet i Gentofte Kommune har nået en grænse. Forældre til børn på Gentofte Skole har stoppet lærernes brug af metoder fra gestaltterapi. Terapeuter er også skeptiske over for brugen af metoder på børn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoleforvaltningen i Gentofte har udviklet et inspirationshæfte til kommunens skoler, der skal styrke elevernes "personlige udvikling". Nogle af metoderne stammer fra gestaltterapien, mens andre minder om erhvervslivets udviklingskurser.

Psykoterapeut Mette Munk Andresen, som blandt andet er uddannet inden for gestaltterapi, har selv et barn på en gentofte-skole, og hun er meget skeptisk.

"Selvfølgelig skal der være plads til, at lærerne eksperimenterer og bruger det, de har lært på kurser. Men gestaltterapi er udviklet for voksne. Det er et godt, men meget voldsomt redskab, som man skal kende grundigt for at bruge det. Det hører ikke hjemme i skolen", siger hun til folkeskolen.dk.

På Gentofte Skole har lærere tager øvelser i brug som 'den gode stol', hvor en elev sidder en stol foran klassen og skal lytte til de andres positive evaluering, og 'ansvarlig, gæst og brokker', hvor eleverne skal vurdere, hvilken rolle de selv og andre har i klassen. Det har fået forældre til børn på skolen til at sige stop. Efter et møde for forældrerepræsentanter var kritikken så kraftig, at skoleinspektør Hanne Søberg midlertidigt stoppede brugen af de nye metoder.

"Jeg har stoppet det midlertidigt, men ikke fuldstændigt. Forældrene var bekymrede. Det har vi lyttet til, og så tager vi det op i skolebestyrelsen", siger Hanne Søberg til Politiken. Hun forstår ikke forældrenes skepsis, da der er tale om redskaber, som har været brugt på andre skoler også.

Men terapeut Mette Munk Andresen mener, at det grundlæggende er forkert at bruge metoder fra terapi i skolen. På hendes datters skole har man forsøgt sig med øvelsen 'den gode stol', og der mener hun, at man bevæger sig på grænsen af det tilrådelige.

"Jeg synes, at der er et etisk dilemma i at bruge terapi i skolen. Det er en forudsætning for enhver form for terapi, at man går ind til det frivilligt. Det hører ikke hjemme i skolen, hvor magtbalancen er helt forrykket. Børnene har jo ikke en chance for at sige nej, når det er autoriteten - læreren, der udstiller dem over for deres jævnbyrdige - kammeraterne.".