»TÆNK HVAD VI KAN GØRE, hvis vi får en ny regering!« lyder et af Socialdemokratiets slogans ved dette valg. Og partiet hjælper gerne vælgerne på vej, hvis de ikke kan komme i tanke om noget. På partiets hjemmeside kan de klikke sig direkte ind på syv kerneudspil. Hvad de ikke finder dér, kan de måske finde under »Socialdemokratiets udspil« samlet under ét.

Ét emne er dog fraværende: folkeskolen. Det parti, der i 2012-13 var bannerfører for SRSF-regeringens og KL’s attentat mod folkeskolen og dens lærere, har »glemt« folkeskolen i valgkampen.

Og ikke kun i valgkampen. Skriver man »folkeskolen« i søgefeltet, kommer der en historik på 19 henvisninger frem – fra 2015 til 2019 – men ingen af dem handler specifikt om folkeskolen. Skriver man »folkeskolereform«, kommer der ÉN henvisning frem: Mette Frederiksens tale ved Folketingets åbningsdebat i 2016.

I betragtning af Socialdemokratiets ageren i forbindelse med folkeskolereformen, KL’s lockout af lærerne og Lov nr. 409 i 2013 og de ødelæggende konsekvenser, det fik for folkeskolen, må det være på sin plads her i valgkampen kort at genopfriske partiets og vælgernes erindring om, hvad der skete dengang.

SRSF-REGERINGEN OPRETTER tidligt i 2012 en myndighed med deltagelse af Undervisnings-ministeriet, Moderniseringsstyrelsen og Kommunernes Landsforening for at planlægge indgreb over for blandt andre folkeskolen. Denne myndighed er konstrueret på en måde, der gør det umuligt for nogen, inklusive Folketingets Ombudsmand, at få aktindsigt i dens arbejde.

4. december offentliggør regeringen sin folkeskolereform, der forudsætter omfattende ændringer af lærernes arbejdstidsaftale. To dage senere opsiger KL samme aftale uden at oplyse noget om, hvad man ønsker at sætte i stedet.

19. december starter forhandlingerne mellem Lærernes Centralorganisation og KL formelt. Reelt finder der ingen forhandlinger sted, fordi KL, trods gentagne rykkere fra LC, nægter at formulere sine krav på skrift. Den fastlåste situation varer til medio februar alt imens offentligheden tror, at der forhandles på livet løs.

14. februar 2013 udleverer KL et forslag til en ny § 14 i »Overenskomst for lærere m.fl.« Forslaget er et ultimatum til lærerne om at give afkald på alle arbejdstidsrettigheder uden at få noget igen. LC ønsker at få indbygget en form for »betryggelse« for lærerne i forslaget, hvilket KL afviser.

Efter forhandlinger 26. februar meddeler KL en halv time efter midnat LC, at man anser forhandlingerne for at være brudt sammen. LC tilbyder at stille i KL omgående for at drøfte, hvordan man kan komme videre. Det afviser KL.

28. februar klokken 10 varsler Moderniseringsstyrelsen lockout for de statsansatte undervisere. Klokken 13 varsler KL lockout for de kommunalt ansatte lærere med den begrundelse, at det skal tvinge LC ind i reelle forhandlinger.

Efter sammenbruddet fortsætter KL sin ikke-forhandlings-strategi i Forligsinstitutionen, så Forligsmanden må opgive at forlige de to parter. KL’s lockout er en realitet.

Lockouten varer fra 1. til 26. april og koster lærerne 1,3 mia. kr. i tabt lønindtægt, som kommunerne tilsvarende sparer i lønudgifter. Regeringen bringer konflikten til ophør med Lov nr. 409, der ophøjer KL’s ultimatum til lov. Lærerne mister samtlige arbejdstidsrettigheder, som de på demokratisk vis har forhandlet hjem siden 1922 og får deres arbejdstid reguleret ved lov.

SIDEN VEDTAGELSEN AF LOV NR. 409 har ledende socialdemokrater vedholdende hævdet, at der ikke var tale om aftalt spil i 2012-13 mellem SRSF-regeringen og KL. Alle med indsigt ved, at det forholder sig modsat, men det afholder ikke partiet fra at fastholde sin strategiske løgnagtighed.

Politiken offentliggjorde 6. april 2013 et dokument fra Finansministeriet, hvori der omtales en »moderniseringskontrakt« mellem Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen, der står for effektiviseringen af den offentlige sektor. Kontrakten faststår, at årets overenskomst-forhandlinger skal være løftestang for at fremme Moderniseringsstyrelsens dagsorden om at gøre løn og arbejdstid til en »væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken«. Det kaldte Jørgen Grønnegård Christensen, professor i statskundskab, for et nybrud. Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker, var enig: »Her har du sort på hvidt, at man bruger en overenskomst-forhandling som en løftestang til at nedbringe udgifterne. Og det er det mest centrale middel! Det har jeg ikke set formuleret før.«

Ifølge Flemming Ibsen blev lærerne »voldtaget« under konflikten: »Det var at voldtage systemet fuldstændigt. Der var ikke på nogen måde tale om en aftaleret, hvor man bøjede synspunkter mod hinanden. Det gør man typisk ved lovindgreb (…) Man sagde, at regeringsindgrebet var efter bogen. Formelt set, ja. Men reelt var det et ensidigt indgreb, der fuldstændigt tilgodeså KL og politikernes synspunkt,« udtalte han i 2014 til avisen.dk og påpegede, at regeringens reform af folkeskolen kun var mulig, hvis KL's ønsker til arbejdstid kom igennem.

Alligevel fastholder Socialdemokratiet hårdnakket, at SRSF-regeringen og KL ikke havde aftalt og koordineret reformen, lockouten og lovindgrebet.

Heller ikke fortalelser kan bringe partiet i overensstemmelse med sandheden. I forbindelse med et fødselsdagsinterview i Politiken 11. december 2016 udtalte den forhenværende statsminister Helle Thorning Schmidt: »Da vi besluttede lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i første maj.«

Bogen »Søren og Mette i benlås« er skrevet af Cavling-vinderen Anders-Peter Mathiasen og udkom i 2017. Heri afslører Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, at han havde hørt om regeringens plan flere måneder, før lockouten fandt sted. Han blev i oktober 2012 inviteret i Statsministeriet af Helle Thorning Schmidt: »Hun spurgte mig, om Dansk Folkeparti ville støtte det regeringsindgreb, de forventede blev nødvendigt til foråret, når der formentlig kom konflikt omkring folkeskolen.«

I samme bog udtaler SF’s tidligere formand Anette Wilhelmsen, erhvervs- og vækstminister i SRSF-regeringen: »Det var aftalt spil mellem KL og SRSF-regeringen anført af daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, som førte til lockouten (…) En tiltrængt pædagogisk reform endte desværre som en økonomisk reform. Skrevet af Finansministeriet og gennemført af regeringen.«

Hvordan kan Socialdemokratiet, herunder partiets nuværende formand, Mette Frederiksen, blive ved med at fastholde hårdnakket, at SRSF-regeringen og KL ikke havde aftalt og koordineret reformen, lockouten og lovindgrebet på forhånd? I forbindelse med udgivelsen af »Søren og Mette i benlås« udtalte hun i et interview til Ritzau, at det »står for Vilhelmsens egen regning, hvordan hun udlægger lærerkonflikten«.

Nu er der ikke tale om at udlægge reformen, lockouten og lovindgrebet, men at forholde sig til det enkle, faktuelle spørgsmål, om de var kædet sammen eller ej. Ja eller nej! Men så enkle svar kender Mette Frederiksen ikke: »Jeg har ikke kendt til en drejebog, og jeg tror, at den forestilling om, at en regering skulle have lyst til at gribe ind i en arbejdskonflikt, ikke er et billede, jeg kan genkende.«

Hvabehar! Vil Mette Frederiksen påstå, at hun som næstformand forlod gruppeværelset, når Socialdemokratiet diskuterede skolepolitik, som var det politikområde, partiet profilerede sig mest på? Og at hun i øvrigt ikke anede, hvad der foregik? Som beskæftigelsesminister havde hun immervæk til opgave at eksekvere Lov nr. 409.

»TÆNK HVAD VI KAN GØRE, hvis vi får en ny regering!« Ellers tak, men det er et for skræmmende tankeeksperiment. Ikke kun undergravede Socialdemokratiet folkeskolen, smadrede lærergerningen og gjorde en dårlig læreruddannelse endnu dårligere sidste gang, partiet var i regering. Det skete tilmed på udemokratisk vis med en fascistoid ringeagt over for dem, det gik ud over. Lærerne var ikke oppe mod demokratiske politikere, men politiske gangstere, der dengang og siden har sat en ære i at lyve sig fra det hele og stiller sig fornærmet an, når nogen kræver sandheden frem.

Sig nu sandheden, Mette Frederiksen, og kom ind i kampen for at redde den folkeskole, som dit parti har været med til at ødelægge noget så grundigt!