Jeg tror på folkeskolen som samfundsbærende institution og dens vigtige formål. Jeg ønsker at bevare en skole, hvor eleverne lærer for livet og får masser af mod på tilværelsen, men hvor skal vi hen, når de folk, der har sat målene dermed siger, at de kender sandheden om fremtiden. Ved vi egentlig, hvad elever har brug for af kundskaber og kompetencer i det 21. århundrede?

Reformen får svært ved at få ordentlig rodfæste, før vi får anskueliggjort, hvad skolen er i dag og hvad skolen skal være i fremtiden og ikke mindst, hvordan dette skal forbindes. Grundlæggende har politikerne ikke drøftet, hvordan ændringerne skal prioriteres og implementeres i en overgangsordning. Status quo er, at man forsøger at gøre det hele på en gang, men taber ganske mange af de bolde, der er i luften.

”Vi skal videre” siger de.

Reformens midler til at nå målene er centralt fastsatte, som på sigt kan medføre, at lærerne indretter deres undervisning efter de mål, der er bestemt på et givent tidspunkt – i fortiden. Dermed afsløres den bagvedliggende tænkning, nemlig at de, der har udfærdiget målene formoder at kende sandheden, de ved hvad nutidens elever har brug for i fremtiden. Med de nye standardiseringer er det svært at se respekten for den professionelle viden. Det råber til himlen, at et af reformens mål er tillid til folkeskolen, når man samtidig underminerer de fagprofessionelles viden og erfaring med at planlægge og gennemføre undervisning. Undervisningen instrumentaliseres og der sker en afprofessionalisering  af lærerne.

”Et Danmark i uddannelse”, siger de.

Vi skaber mennesker i skolen, ikke prototyper, der er målt og vejet på alle ender og kanter, så de passer ind i uddannelsestænkningens firkantede kasser.  Folkeskolen er børnenes skole, hvor man anerkender og udfordrer dem både individuelt og i fællesskab. At lykkes som menneske handler ikke kun om, hvad jeg laver, men i lige så høj grad om hvem jeg er. Lige som viden og færdigheder er grundlæggende forudsætninger i et velfærdssamfund, lige så er tænkningens kunst. Det er en grundlæggende del af den personlige dannelse, at kunne mestre en helhedsorienteret tænkning i en verden af høj foranderlighed og kompleksitet. Hjertet af skolens betydning er netop, at det ikke kun handler at få noget at leve af, men i lige så høj grad at få noget at leve for.

”Alle unge skal have en uddannelse, de kan bruge” siger de.

Folkeskolen er en vigtig samfundsbærende institution, der afspejler helt afgørende kerneværdier. Skolens børn og unge bliver samfundsborgere, der videreudvikler på landets love, regler og systemer, som tidligere generationer har oparbejdet. Det kræver stærke og kompetente borgere, men hvordan skaber man disse? Det er næppe ved at reducere børn og unge som værende midler til målet om økonomisk vækst. Det er derfor, at det er så vigtigt at drøfte, hvorfor vi holder skole og hvilke vigtige værdier i skolen, vi ønsker at bevare. Skolens DNA er netop bygget på vores menneskesyn og demokratiopfattelse, som i bund og grund fortæller, hvilket samfund vi ønsker. Vi skal være tro over for vores værdier og vores visioner.  Moral og etik, ligeværd og lighed, åndsfrihed og demokrati samt ønsket om social mobilitet udtrykker i dén grad værdier, som er evige vigtige, trods skiftende regeringers op- og nedgangstider.

 ”Vi skal være konkurrencedygtige”, siger de.

Tidligere har den offentlige velfærd været drevet af formål. Det er ved at forsvinde. Nu taler politikerne om økonomi, ressourcer og service i sådan en grad, at man tilnærmelsesvis glemmer det egentlige formål: hvorfor vi har skabt de enkelte institutioner og hvilken funktion de har i forhold til borgerne. I denne slipstrøm er opstået et konkurrence- og sammenligningsgrundlag, som er blevet styrende. Det ser vi i høj grad med de konkurrenceparametre mellem skoler og kommuner, der for nuværende er i gang med at medføre A og B skoler. Men er formålet med folkeskolen netop ikke en enhedsskole, der sikrer ens og lige muligheder for alle, fordi vi ønsker at øge ligheden?

”Det handler om mennesker” siger de.

Jeg ser en udvikling i skolen lige pt., der mere handler om at ville skabe borgere, der passer til samfundet i stedet for, at vi skaber et samfund, der er til for borgerne. Det er en ensidig måde at tænke skole- og uddannelsespolitik på, men det siger også en del om vores demokratiopfattelse.  Det bliver eleverne, der skal passe ind i kasserne og standardiseringerne, i stedet for at professionelle lærere tager udgangspunkt i eleverne og deres omverden.  Som bekendt koster kvalitet og skræddersyet undervisning penge og forberedelsestid, så i stedet plæderes der for ”one size fits all” i forhold til genbrug og videndeling af undervisningsmidler, frem for at sætte de fagprofessionelles faglighed, viden og erfaring i spil, så eleverne får en formålsstyret undervisning, frem for kun en målstyret.

”Vi investerer i uddannelse”, siger de.

Folkeskolen skal grundlæggende hvile på menneskelige som samfundsmæssige værdier, der er udviklet og båret gennem århundreders historie, kultur og identitet og som er tilpasset undervejs. Vi må hele tiden forholde os til, hvad vi vil med skolen og samfundet. Dette bør være et højst relevant og vigtigt tema ved et folketingsvalg – men er der nogle, der vil diskutere folkeskole, skolens formål og kerneværdier i andet end i slogans og overskrifter? Jamen, vi skal videre, så lad os få en slutspurt, der handler om skole, for nu har vi hørt om de andre temaer i de første to uger.