Anmeldelse
Opfindelser
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lynlåsen, dampmaskinen, telefonen og koppevaccinen er eksempler på de epokegørende opfindelser, som omtales i denne lille bog. Den kan læses fra 4. klasse.
Bogen er mere til den kulturhistoriske side end den naturvidenskabelige og tekniske. Det drejer sig om den geniale opfinder, tiden og situationen, hvorunder opfindelsen skete, og hvad den på længere sigt kom til at betyde.
Tag bilerne. Fra begyndelsen var de ingen succes, fordi man kun havde dampmaskiner som trækkraft, men med benzinmotorens opfindelse blev det snart ganske anderledes. Bilerne udvikledes rask, og i 1894 gennemførtes det første væddeløb med hastigheder på op mod 50 kilometer i timen.
I begyndelsen af det tyvende århundrede begyndte Henry Fords samlebånd at udspy biler i imponerende mængder og til priser, som mange flere end hidtil kunne betale. I dag sælges over 50 millioner nye biler om året.
Foruden Ford og bilerne kan vi læse om mange andre vellykkede opfindelser, men også om den umulige opfindelse, nemlig evighedsmaskinen.
Opsætningen er enkel og overskuelig og illustrationerne mest gamle arkivbilleder. Eleverne vil måske savne farver og dramatiske billeder.