»Lærere betyder alt for skoleudvikling«, hed et indlæg i Politiken den 27. marts. Det var skrevet af professorerne Niels Egelund og Thomas Nordahl. Deres overskrift er dog ikke udtryk for en værdsættelse af lærerne - tværtimod.

De to skribenter hævder, at lærerne og skolelederne ikke retter sig efter forskningens resultater, men i højere grad styres af »subjektive, private opfattelser«. Derfor opnår skolen for dårlige resultater. Forfatterne påstår, at »begrebet metodefrihed bliver forstået som frihed til at gøre, hvad du vil«.

Denne påstand er grebet ud af luften. Metodefriheden er en faglig forudsætning for undervisningens kvalitet og immunitet over for programmeringsfejl - tænk på den hedengangne, videnskabelige skole i Østtyskland.

Professorernes budskab er, at det ikke hjælper at poste flere penge i folkeskolen. Det, der hjælper, er, at lærerne og lederne retter ind efter forskningen og opgiver deres »private« ideer. Et ret bekvemt synspunkt for både forskere og politikere, men uafbalanceret. Lærerne udpeges som syndebuk for alle skolens problemer. Skribenterne går uden om en række forhold, der kan forplumre deres pointe:

1) Blandt pædagogiske forskere er der ikke absolut enighed.

2) Enhver pædagogisk forsknings resultater skal kunne holde til efterprøvning i en konkret virkelighed.

3) Børn og lærere er foranderlige og forskellige i forhold til tid og sted. Derfor findes der ikke én bestemt pædagogik, som universelt er den bedste.

4) Folkeskolens resultater skal bedømmes i forhold til alle formålsparagraffens 22 enkelte dele.

Ovenstående er ikke et indlæg mod forskning, men for en afbalanceret brug af positivistiske forskningsresultater, som naturligt nok har sine begrænsninger.

I øvrigt er de fleste lærere formentlig enige i den overordnede forskningskonklusion, at det, der betyder mest for undervisningens succes, er lærerens evner og muligheder med hensyn til at lede en klasse, til at skabe relationer og til at anvende en adækvat didaktik.

Det er kernen i vores profession!

Erik Schmidt