Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En ung kollega spurgte mig engang let irriteret, hvorfor jeg omtalte vores fælles arbejdsplads som »min skole« - underforstået at det også var hans skole. Lærere har traditionelt stor veneration for deres skole.
Det er dog nogle år siden, at jeg stoppede med at invitere familie og venner på rundvisning på »min skole«, når de var gæster hjemme hos mig selv. Hovedfløjene er bygget som rationelt elementbyggeri i 1964 knaldet op på en sommerferie, og der er kun sket nødtørftige moderniseringer. Både æstetisk og vedligeholdelsesmæssigt er skolen langt under den standard, der gælder i parcelhusdanmark.
Sådan er det paradoksalt nok også blevet med undervisningsmidlerne. De små hjem er som regel bedre forsynet med tv-skærme, computere, foto- og videoapparater, mobiltelefoner, pædagogiske spil, film og bøger end skolen!
Det er ikke en situation, der afføder motivation og stolthed - hverken hos elever eller hos lærere.
Mens vi i denne tid hilser på forårssolen, planlægges næste skoleår. På »min skole« nærmer vi os faretruende minimumstimetallet. Selv om vi har en del klasser med 25-26 elever, bliver der ikke råd til at lave delehold i sløjd, håndarbejde og hjemkundskab, hvorfor der bliver mangel på sløjdbænke og symaskiner. Tolærertimer i 1.-2. klasse er også helt væk.
Nye kommunale initiativer og kontraktkrav finansieres som regel ikke, og derfor er de enkelte skoler tvunget til at udsulte nogle eksisterende aktiviteter - en styringsmetode, som nyliberale økonomer kalder »starve the beast«.
Det er næsten 20 år siden, at vi har haft egentlige fagudvalg på »min skole« på trods af al snak om faglighed. Skolekoret er også blevet nedlagt og lejrskoleaktiviteterne begrænset.
Jeg klynker ikke, mens jeg træner til skelet! Jeg er tværtimod vred over det store skolepolitiske og -økonomiske genopretningsarbejde, som de seneste regeringer har overladt til de kommende, selv om de i gode tider burde have tænkt i investeringer i stedet for udgifter. Nu bliver det svært.
Erik Schmidt
PS. Sidste Schlendrian-overskrift var helt fejlagtigt »Lykke«. Der skulle have stået »Babydolls og båtnakker«.
