Anmeldelse
Nodus
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
At lære noder som en leg lyder forjættende. Det vil formentlig alle musiklærere, der har kæmpet med at få eleverne til at lære noder, blive tiltalt af.
Fakta:
Titel: Nodus
Type: Diverse
Forlag: SIS Akademi
"Nodus" er et meget omfangsrigt, sammenhængende og progressivt opbygget materiale, der via mange forskellige hjælpemidler fremstår som et rigtig godt bud på at løse denne svære opgave: At lære børnene noder.
Qua sin erfaring som musiklærer gennem mange år og sin tilgang til begrebet læringsstile præsenterer forfatteren en meget stor mængde undervisningsmaterialer, der appellerer til børns forskellige måder at lære på.
Startpakken til "Nodus" indeholder en lille trold (Nodus), en mængde kort, der skal støtte indlæringen, et nodetæppe (der som meget af materialet visualiserer og gør noder og toner til noget, der umiddelbart kan sanses konkret og bogstaveligt), cd'er - 13 i alt - med sange, noder og de til materialet hørende bøger indlæst. Herudover en cd-rom med alle materialer til udprintning (inklusive en mængde praktiske anvisninger til det organisatoriske).
Forfatteren pointerer, at systemet er udviklet med henblik på nodeindlæring via blokfløjte, men at det også vil kunne fungere uden at gøre blokfløjten til det centrale instrument. Heri er jeg enig. Et tangentinstrument vil fint kunne erstatte fløjten.
Et spændende og anbefalelsesværdigt materiale, der byder på mange interessante aspekter i forhold til nodeindlæring.