Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Blandt konsulenterne indtager fremtidsforskere er særlig rolle. De skal ikke først og fremmest forholde sig til en konkret virkelighed, men sælge den vare at kunne skue ind i en fremtid. Og det er de omtrent lige så gode til, som økonomerne er til at forudsige den økonomiske udvikling. Lad os én gang for alle slå fast, at de hører hjemme i underholdningsbranchen, ikke i forskningen. Nogle af dem har specialiseret sig i at holde foredrag på konferencer for bestemte erhvervsgrupper, og man kan opleve at høre 80-90 procent af det samme foredrag flere gange, men hver gang forsynet med 10-20 procent stof målrettet til dagens modtagergruppe. Det er for så vidt okay. Jeg har hørt mange småpinlige indlæg fra fremtidsforskere, men aldrig fra Johan Peter Paludan, som hører hjemme i den gode ende af skalaen. Ikke desto mindre er han på glatis, når han forudser, at håndskriften ikke hører hjemme i fremtidens samfund og fremtidens skole.
Han sammenligner håndskrivning med den undervisning i oldnordisk, han selv modtog i gymnasiet. Jeg troede ellers, det blev afskaffet i 1935, men under alle omstændigheder er sammenligningen skæv. Oldnordisk var en historisk tilbygning til faget dansk, et oldsprog som latin. Den slags kommer og går efter den til enhver tid eksisterende tidsånd. Men håndskrivning er en kulturteknik, som også vil være nyttig i fremtidens samfund, ikke kun i form af en underskrift - fingeraftrykket er snart lige anvendt til identifikation. Man tilegner sig som barn ordene på en anden måde, når man skriver dem i hånden, end når man skriver på et tastatur, og mens computere og mobiltelefoner kan svigte eller bortkomme, har man altid håndskrivningen - ved hånden. Det at skrive i hånden er nyttigt både som redskab og som et personligt udtryk. Mange foretrækker at skrive mere personlige meddelelser i hånden, og mange af os åbner et håndskrevet brev før et computerskrevet.
Ny teknik erstatter kun sjældent eksisterende kulturteknikker, men lægger sig ved siden af som en ny mulighed. Lær eleverne at skrive på computer, at skrive i hånden og at læse håndskrift. Nybrud og kulturel kontinuitet skal gå - hånd i hånd.
Professor Higgins