Anmeldelse
Børn i historien
Børn i historien
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Søndag den 1. juni 2008 er det Historiens Dag - den nu årligt tilbagevendende begivenhed, som Kulturarvsstyrelsen er iscenesætter af. Skoleavisen.com har benyttet lejligheden til i et samarbejde med Kulturarvsstyrelsen at sende en udgave af skoleavisen på gaden under titlen "Børn i historien". Et oplæg til historieundervisningen for især 4.-6. klassetrin. Og det er et udmærket oplæg.
Fakta:
Titel: Børn i historien
Type: Diverse
Forlag: MetroXpressTurbine Forlaget
Kalejdoskopisk kører den lille skoleavis i tabloidformat hen over en stribe forskellige emner set i børnehøjde - en række nedslag især i 1900-tallets historie. Emnerne er i høj grad fastlagt af de professionelle interessenter, skoleavisen har samarbejdet med. For eksempel er et opslag om skolegang i 1950'erne blevet til i samarbejde med Flakkebjerg Skolemuseum. Der er emner om 1970'ernes parcelhusbyggeri, konfirmationsstil, om skos historie, tandhygiejne og meget mere. Også nedslag i 1800-tallet og ældre endnu.
"Børn i historien" tilstræber absolut ikke en slavisk kronologi, men lægger vægt på små vedkommende og tankevækkende historier og tematiseringer. Det lykkes i stor udstrækning. Det er fornemt eksemplificeret og personificeret historie, som samtidig stimulerer elevernes fornemmelse for tid og udvikling.
"Børn i historien" fremstår, som de øvrige skoleaviser i serien, i et hidsigt turbolayout - i øvrigt med faste, gennemgående rubrikker med små opgaver, internetadresser, ordforklaringer samt rubrikken "Vidste du .". Dertil henviser avisen til en selvstændig hjemmeside med yderligere opgaver og gratis kopiark.