"Grundbog i pædagogik", med undertitlen "Oplysning, dannelse og fusionspædagogik i senmoderniteten", henvender sig til pædagoger og lærerstuderende med, som forfatteren siger det, "relevant sociologistof og relevant dannelsesstof" hentet fra fortrinsvis perioden 1750 til i dag. Bogen gennemgår samfundets udvikling på den ene side og opdragelsens og dannelsestankernes udvikling på den anden side ud fra den antagelse, at de to ting hænger nøje sammen. Forfatteren fremhæver, at dannelsesteorierne fremstilles og diskuteres ud fra deres relevans for nutiden, og at de pædagogiske teorier er valgt på grundlag af forfatterens syn på deres aktualitet i vor del af verden og deres relevans for danske studerende.

Bogen er på 225 sider, så det "relevante" udvalg er for det første ikke særligt bredt, og for det andet er det ikke dybtgående behandlet. Det største problem er dog, at forfatterens relevanskriterier forbliver skjulte. Behandlingen af de præsenterede teorier bliver underlagt dette uklare nutidsrelevanskriterium og et anvendelseskriterium, som er lige så uklart - man tager det ud af de pædagogiske skoledannelser, man kan bruge (side 213). Det gør forfatteren så, hvorved læseren, den studerende, fratages muligheden for selv at analysere og reflektere med udgangspunkt i en sammenhængende tanke. Jeg savner dannelsesteoretiske refleksioner, der udfordrer det fænomen, forfatteren kalder fusionspædagogik, og jeg savner en skelnen mellem pædagogik som teori om undervisning og opdragelse og så didaktik. Det er et problem, at en bog, som kalder sig en grundbog, ikke rummer nogen litteraturliste.