Anmeldelse
Etik, moral og værdier
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ved læsning af bogen har anmelderen oplevet sig selv som deltager i en lang, sammenhængende, levende og spændende filosofitime.
Udgangspunktet for bogens forløb er nogle grundlæggende spørgsmål og problemstillinger: Er moralen relativ eller almengyldig? Hvad er moralens indhold? Og hvilke ikke-moralske grunde kan der gives for at acceptere moralen som forpligtende og handlingsanvisende? Hvad er det gode liv? Og hvordan kan man se på forholdet mellem det gode liv og moralen?
Spørgsmål som disse diskuteres ved præsentation af teorier om etik og moral i et historisk forløb fra Platon og Aristoteles over Hume, Kant og Stuart Mill til nyere teoretikere. Teorierne fremlægges, sammenlignes og diskuteres hvad angår både gode svar og problemer, som de ikke formår at forholde sig til eller udrede. Forfatteren siger i forordet, at "bogen kan ses som et forsøg på at bringe disse positioner sammen næsten til en slags rundbordsdiskussion om temaer, der optager alle". Det synes jeg lykkes. Bogen indeholder en rigdom af eksempler som udgangspunkt for analyser og diskussioner. Mange af eksemplerne genbruges flere gange, og diskussionen af de forskellige eksempler ud fra flere forskellige teoretiske positioner er med til at fastholde bogens karakter af rundbordsdiskussion.
Bogen er ifølge forfatteren "beregnet til hjælp for undervisning og selvstudium". Den kan i høj grad gøre fyldest som sådan i de mellemlange videregående uddannelser, herunder i læreruddannelsen. I betragtning af den vægt, værdier og værdibegreber - ofte på en uklar og løst defineret måde - indgår med i politiske og pædagogiske debatter og for eksempel i synspunkter på ledelse og meget andet, kan man sige, at der er brug for en bog som denne, som kan bidrage til en afklaring og en dybere forståelse af det teoretiske grundlag for at tale om værdier.
Det er en teoretisk bog med et godt tilbud til praksisafklaring. Og så er det tilmed en oplevelse at være på opdagelsesrejse med forfatteren i hele det etiske og moralske landskab.