Skattereformen havde til hensigt at sænke skatten på arbejde.

Det gør den så i et eller andet omfang. Diskussionen om, hvorvidt de ændringer, der er foreslået, rammer retfærdigt, skal jeg undlade at bore i. Derimod vil jeg opholde mig ved det paradoksale i at indføre en multimediebeskatning, for en mere direkte skat på arbejde kan man næppe forestille sig.

5.000 kroner skal man beskattes af, hvis man har arbejdsgiverbetalt bredbånd og computer.

Skatteministeren ser ikke, at det skulle være et problem, idet det blot er en opdatering af den nuværende beskatning af fri telefon, der har kostet 3.000 kroner.

Der er næppe lærere, der har fri telefon. Men bærbare computere stillet til rådighed af arbejdsgiveren er ikke ualmindeligt eller unaturligt, al den stund at lærernes forberedelse for en stor dels vedkommende foregår hjemme. Ja, det er faktisk en forudsætning, at det er sådan, når det er de færreste skoler, der har mulighed for at stille velegnede arbejdspladser til rådighed for lærerne på skolen.

Set i det lys kan multimediebeskatning kun defineres som skat på arbejde, for det er ikke muligt at udføre lærerarbejdet uden adgang til internettet og skolens intranet.

Skatteministeren forsvarer multiemediebeskatningen med, at den skal vurderes i lyset af den samlede reform, og at de 5.000 kroner skal finansieres af de skattelettelser, man i øvrigt drager fordel af der.

Det er meget muligt. Men det ændrer ikke det elendige og ualmindeligt ulogiske signal, det er at indføre beskatning på de arbejdsredskaber, der er forudsætningen for, at man kan udføre sit arbejde, og som understøtter en fleksibel arbejdsstyrke.

Det anslås af Skatteministeriet, at der er cirka 450.000 personer, der har arbejdsgiverbetalt bredbånd med videre. Samtidig vurderes det, at hver fjerde vil fravælge ordningen, hvis der indføres multimediebeskatning. Det er en interessant konstatering fra en regering, der har som mål, at Danmark skal være en førende it-nation. Men regnestykket siger, at det giver en indtægt på 750 millioner kroner til statskassen, og det er tilsyneladende vigtigere. Pengene skal selvfølgelig ind, ellers er det velfærdssamfundet, der bliver Sorteper. Men spar os for ordninger, der lægger skat på brug af de arbejdsredskaber, som arbejdsgiverne stiller til rådighed, for at lærere og andre kan udføre deres arbejde kvalificeret.

Alternativet er hverken pen og papir eller en ufleksibel arbejdsstyrke, som regeringen og Dansk Folkeparti lægger op til. Der er kun én acceptabel løsning; nemlig at forslaget tages af bordet.