Folkeskolen er rummelig, og det skal den være. Det slås udtrykkeligt fast indtil flere steder: i Menneskerettighedserklæringen, i Salamanca-erklæringen og sågar i skoleloven. Der er da heller ingen børn, der ikke rummes - i distriktsskolens klasser, på specialhold, i specialklasser i kommunen eller regionen. Hvis lov og forskrifter overholdes, bliver alle elever evalueret. Børn med særlige behov bliver pædagogisk og psykologisk vurderet, deres behov for en særlig støtte bliver beskrevet, og de bliver indstillet til den optimale specialpædagogiske indsats. Flot!

Men: i virkelighedens verden forsvinder de ideale fordringer ofte, og en uetisk rummelighed tager over. Rummeligheden bliver et administrativt dikteret indsatsområde med slet slørede økonomiske motiver. Rummeligheden er ikke det samlede skolesystems kvalificerede tilbud til elever med særlige behov. Rummeligheden bliver laveste fællesnævner i distriktsskolens almindelige klasse. Eleven og klassens øvrige elever og lærerteamet bliver taget som gidsler i et umoralskt spil om manglende resurser og beslutningstageres manglende vilje til at sikre rummelighed med kvalitet.

Oftest begynder det ellers meget godt: lærerne indstiller en elev til pædagogisk og psykologisk rådgivning med henblik på vurdering og indstilling til specialpædagogisk bistand. Men over halvdelen af landets PPR-kontorer (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) har ventelister, der gør det umuligt at reagere umiddelbart på indstillingen. Og når de reagerer, er der oftest ikke resurser til den optimale indsats. Og drejer det sig om en ny elev med særlige behov, der begynder på skolen, fordi familien er flyttet, står eleven også ofte uden mulighed for, at klassens øvrige elever og lærerne kan forberede sig eller vurdere, om de er parate til at rumme netop denne elev - og uden at det eventuelt meddelte støttebehov kan effektueres.

For nu kommer der i de fleste tilfælde et påbud fra oven i bedste korporative stil. Skolen, in casu pågældende klasse, elever og lærerteam skal rumme eleven. Man tillader ikke, at der etableres en ad hoc-segregering, der måske ikke er optimal for den nye elev, men som for resten af eleverne og lærerne kan give det pusterum, der kan reetablere klasse- og undervisningskvaliteten. Man lader hellere en klasse og lærerteam spille hasard med aktuelt opnået kvalitet i rummeligheden med de elever, der er i klassen, end at forsinke integrationsprocessen for en ny elev med særlige behov.

Problemet er, at skolechefer og ledende psykologer forventes at være loyale opad i systemet og ikke nedad. Man stoler ikke umiddelbart på lærernes vurderinger og lader overordnede strategier for inklusion og rummelighed gå hånd i hånd med krav om kvalitet i undervisningen uden at ænse, at rummelighed og undervisningskvalitet bliver hinandens modsætninger, hvis der ikke er relevant diagnostik og tilstrækkelige støtteresurser til alle elever med særlige behov.

Hvor længe skal elever og lærere finde sig i at få deres dagligdag diskvalificeret af administrativt fusk?